Forstyrrelser i glasbutikken

Af

Grænsefladerne mellem, hvad Folketinget og parterne på arbejdsmarkedet skal tage sig af, bliver mere flydende, og det gør det sværere at forhandle overenskomster. Det er klausulerne om genforhandling i tilfælde af politiske tiltag et udtryk for.

Overenskomstforhandlinger på det private område røg i sidste uge ind i et kritisk dødvande, som på foruroligende vis ligner forløbet fra 1998. Dengang endte det med storkonflikt og lammelse af store dele af det danske samfund, og i lighed med dette års forhandlinger endte en række vigtige områder i forligsinstitutionen.

Men der er også en anden lighed, som kan vise sig at få betydning – nemlig politikernes trang til at blande sig. Dengang var det daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der med sin nytårstale var med til at puste forventningerne om mere frihed for børnefamilierne i vejret. Talens malende billede af det søvndrukne barn bag på cyklen – og »kan vi ikke gøre det lidt bedre« – fik efterfølgende en del af skylden for, at mange stemte nej i skuffelse over en overenskomst uden mere frihed.

Situationen i 2004 er, at den konservative socialminister Henriette Kjær er ved at gøre Nyrup kunststykket efter. I sidste uge fremlagde hun en række forslag til forbedring af børnefamiliernes vilkår. En isoleret set sympatisk og visionær idepakke, som vil kunne afhjælpe børnefamiliernes stressede hverdag. Men problemet er, at en af ideerne i den grad griber ind i forholdene på arbejdsmarkedet. Forældre til børn under tre år skal ifølge ministerudspillet have ret til seks fridage om året til at passe syge børn. Dansk Arbejdsgiverforening skød straks forslaget ned med adskillige skudsalver.

Men ikke nok med det. Beskæftelsesministeren vil fjerne lukkeloven, hvilket påvirker de butiksansattes arbejdstider. Og de konservative valgte at spille ud med et nyt forslag til at begrænse fradragsretten for fagforeningskontingent. En gammel traver i dansk politik, men ikke desto mindre pakket ind i et konkret og detaljeret udspil. Lønmodtagere skal kun kunne trække 500 kroner af kontingentet fra i skat om året. Til gengæld forhøjes beskæftigelsesfradraget generelt, foreslår det lille regeringsparti. Uanset hvordan et sådan forslag skrues sammen, så vil det påvirke en række lønmodtageres indkomstforhold. Derfor er det kun med til at skabe ny usikkerhed og flere nej-stemmer, når politikerne på den måde bevæger sig rundt i glasbutikken.

En nyskabelse i overenskomsterne på indu-striområdet er, at parterne denne gang har taget forbehold for, hvad politikerne på Christiansborg kan finde på at vedtage af love, der griber ind i arbejdsmarkedet. CO-Industri har fået en klausul om, at dele af overenskomsterne skal genforhandles, hvis der sker forringelser af dagpengene, og Dansk Industri har fået løfte om genforhandling, hvis politikerne skulle finde på at vedtage en obligatorisk barselsfond, som også omfatter industrien.

Den slags klausuler er forståelige, men også et udtryk for at grænsefladerne mellem, hvad der er Christiansborg-politik, og hvad der er overenskomstanliggender, bliver stadig mere flydende. Regering og Folketing har en naturlig interesse i at blande sig i forhold på arbejdsmarkedet – og i forhold, som vedrører kommuner og amter for den sags skyld. Beslutningerne her påvirker nemlig meget direkte vælgernes hverdag. Om det handler om arbejdstid, sygehuse, opsigelsesvarsler eller forvaltning af folkeskolen, så er det områder, der i princippet er overladt til andre politiske systemer, men som landspolitikerne for at demonstrere omsorg og handlekraft har svært ved at holde sig fra.

Udviklingen har stået på over flere årtier og skal også ses i lyset af, at EU helt eller delvist har overtaget mange af de politikområder, som før blev varetaget af Folketinget. Tænk bare på landbrugspolitikken, miljøpolitikken eller valutapolitikken.

Christiansborg-politikernes trang til at brede sig har for kommunernes og amternes vedkommende resulteret i aftaler om kompensation, hvis Folketinget vedtager forslag, der belaster den kommunale økonomi. På arbejdsmarkedet ser vi nu klausuler, som kan føre til stigende uro og genforhandlinger af overenskomster midt i aftaleperioden.

Og dem har vi formentlig ikke set de sidste af.