Forsmåede firmaer truer udbud af offentlige opgaver

Af

Flere kommuner oplever, at private firmaer, der ikke vinder kontrakter hos det offentlige, bliver så sure, at de truer med prisstigninger på andre samarbejdsområder eller med tunge klagesager. Kommunernes Landsforening frygter, at det på sigt ikke kan betale sig at sende opgaver i udbud.

KLAGESANG Indkøberne i det offentlige er godt trætte af at bruge deres tid på at håndtere klager, aktindsigtssager og aggressive trusler fra de private leverandører, der ikke vinder opgaven i en udbudsrunde. Siden finanskrisen for alvor slog igennem, har der været massiv rift om en attraktiv kontrakt med de offentlige myndigheder om at levere alt fra papirclips og vejsalt til it-løsninger og rengøringshjælp. Interessen er så stor, at mange leverandører ikke accepterer et afslag på en offentlig opgave, men derimod trækker kommunerne gennem omkostningstunge klagesager.
Nu har Kommunernes Landsforening (KL) og de offentlige indkøberes interesseorganisation (IKA) fået nok.
»Jo flere klager, vi får, jo større bliver risikoen for, at det ikke økonomisk kan betale sig, at konkurrenceudsætte offentlige opgaver,« siger KL’s chef for afdelingen Offentlig-Privat, Jakob Scharff.
Alene de sidste fem år er antallet af klager hos Klagenævnet for Udbud tredoblet. Mens der i 2004 var 56 sager hos Ankenævnet for Udbud, var tallet steget til 157 i 2009. Samtidig er andelen af klager, der fører til medhold hos Klagenævnet, faldet.
Og udviklingen er alarmerende, mener KL. For hver gang en virksomhed rejser en sag hos Klagenævnet for Udbud, er det en stor omkostning for den offentlige myndighed, der er under anklage.
Der skal hyres en advokat til at køre sagen for kommunen, og ifølge KL kan det hurtigt koste en kvart million kroner og ofte meget mere. Og omkostningerne skal betales, uanset hvem der vinder sagen. Dertil kommer omkostningerne i form af spildte ressourcer i den kommune, der er under anklage. Og lægger KL omkostningerne sammen, så bliver det rigtig dyrt, forklarer Jakob Scharff fra KL:
»Vi er meget bekymrede for udviklingen med flere klaget. Konsekvensen er, at det bliver dyrere at udbyde og kommunerne bliver mere forsigtige. Man risikerer, at de virksomheder, der jo egentlig gerne vil have, at flere offentlige opgaver sendes i udbud, er med til at skabe en oplevelse af, at det ikke er umagen værd at sende offentlige opgaver i udbud,« siger Jakob Scharff og understreger, at KL tager problemstillingen »meget alvorligt«.
De offentlige indkøbere, der er organiseret i foreningen IKA, er også frustrerede over, at deres medlemmer bruger tid og ressourcer på at tage sig af forsmåede tilbudsgivere.
»Vi oplever større og større mistillid til vores afgørelser. Når vi tildeler opgaven til det firma, der har den bedste pris, så oplever vi faktisk, at en del leverandører ikke tror på de afgørelser, vi træffer. I stedet for at søge dialogen og få en begrundelse, så kontakter de deres advokat, og så kommer der en aktindsigtsbegæring eller en klage, der koster forfærdelig mange ressourcer,« siger Tom Weinke, formand for IKA og indkøbschef i Tønder Kommune.
Han vurderer, at offentlige indkøbere i snit bruger mindst fem procent af ressourcerne på at håndtere trusler, klager og aktindsigtsanmodninger.
Aktindsigtsanmodninger og klagesager er blevet mere hyppige reaktioner fra de leverandører, der ikke vinder opgaverne i en udbudsrunde, men de offentlige indkøbere oplever også mere hardcore repressalier.
»Nogle af indkøberne har oplevet, at leverandører, der har en monopollignende eller meget stærk markedsposition, kan finde på at udnytte det til at true med prisstigninger på andre områder, hvis leverandøren ikke vinder en udbudt kontrakt på en anden opgave eller vare, de ønsker at levere,« fortæller Per Tolstrup, der er indkøbschef i Viborg Kommune og bestyrelsesmedlem i IKA.
»Det sker ikke ofte, men det ligner misbrug af en dominerende stilling på markedet,« tilføjer han.

Når man trænges om truet …

Samlet set sidder IKA tilbage med oplevelsen af, at leverandørerne er blevet mere aggressive og mindre dialogsøgende end førhen. En oplevelse, som den administrerende direktør i Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI), Søren Jakobsen, også genkender.
»Vi kan godt mærke, at leverandørerne er mere pressede. Samhandel mellem det private og det offentlige har altid været meget pragmatisk i Danmark. Men det er blevet mere skrapt. Vi ser flere og flere virksomheder, der ikke nøjes med at tage en dialog om, hvorfor de blev fravalgt som leverandør til en opgave, så fremadrettet må vi indstille os på, at der kommer flere klager,« siger han og tilføjer:
»Det er ikke tilfældigt, at SKI lige nu er ved at ansætte en juridisk rådgiver. Vi har nu valgt at dedikere en stilling til at hjælpe i klagesager og se på udbudsmaterialet.«
Den primære årsag til, at leverandørerne er blevet mere aggressive er, ifølge de kilder Ugebrevet A4 har talt med, at mens det private marked er presset af finanskrisen, vokser det offentlige støt. Alene SKI købte ind for 12 milliarder kroner i 2009, mens kommunerne tilsammen brugte 100 milliarder kroner på alt fra limstifter, voksenbleer og kantinemad til brandbiler, it-systemer og konsulentopgaver.
En aftale mellem KL og regeringen sikrer, at det offentlige marked for indkøb af ydelser og varer vil stige støt også i de kommende år. I 2007 sendte kommunerne 23,7 procent af opgaverne i udbud. I 2008 steg den andel til 24,8 procent, hvilket er en stigning på 1,1 procent – svarende til opgaver for 5,5 milliarder kroner. I 2010 er målet, at andelen af opgaver, der sendes i udbud, skal stige til 26,5 procent – og får regeringen en ny aftale med KL om at øge den offentlige konkurrenceudsættelse endnu et nøk, skal andelen af offentlige opgaver, der sendes i udbud, vokse til 30,5 procent i 2015.
»Vi kan mærke, at de private leverandører har mere på spil, og der er en større interesse for de offentlige udbud. Når eksportmarkedet er truet, så bliver interessen for at få fingre i opgaver hos det offentlige større,« siger Jakob Scharff fra KL.
Hos DI Handel oplever man også, at medlemmerne udviser øget interesse for at byde på at levere varer til det offentlige.
»Det skyldes, at mange oplever, at det private marked er et marked med dalende omsætning. Det offentlige er et mere stabilt marked, og der er mindre grund til at frygte konkurs, hvis man får en kontrakt der. Derfor er der mange, der forsøger at udvide deres omsætning ved at sælge til stat og kommuner,« fortæller Lars William Wesch, branchedirektør i DI Handel.
Men øget interesse for at få en kontrakt om at levere varer til det offentlige, får ikke leverandørerne til at klage, vurderer Lars William Wesch.
»Det er en overfortolkning, at tro leverandørerne alene klager i frustration over, de ikke har vundet. Dertil er der for store omkostninger – også i forhold til relationen til kunden, som er det offentlige i den her sammenhæng,« siger Lars William Wesch, der dog vurderer, at en øget konkurrence om opgaverne kan føre til, at »man nok er mere på stikkerne«.
Og det er faktisk sundt, mener hans kollega i Dansk Industri, chefkonsulent i Offentlig-privat Peter Bay Kirkegaard.
»Det havde været usundt, hvis der slet ingen klager var. Det ville være udtryk for, at konkurrencen ikke var skarp nok,« siger Peter Bay Kirkegaard, og tilføjer:
»Klagerne kan både være udtryk for, at leverandørerne føler sig uretmæssigt forbigået, fordi de synes de havde et bedre produkt til en bedre pris, og så et det udtryk for konkurrencementalitet. Klagerne kan også være udtryk for procedurefejl, og hvis der er sådanne, så får man rettet op.«
En gennemgang af de afgjorte sager hos Klagenævnet for Udbud viser, at leverandørerne i 2009 fik medhold i godt 60 procent af de sager, som blev afgjort af nævnet, og året før var det kun i godt 40 procent af sagerne, hvor leverandørerne fik medhold. Til sammenligning vandt leverandørerne 80 procent af sagerne tilbage i 2004 og 2005.
Professor i udbudsret ved Københavns Universitet Steen Treumer mener ikke, at et afslag fra det offentlige i en udbudssag automatisk udløser en klagesag.
»Selv om der måtte være overtrædelser af udbudsreglerne vil en virksomhed normalt tøve med at klage. En klage er jo rettet mod den enhed, der skal tildele kontrakten og eventuelle fremtidige kontrakter til virksomhederne. Man frygter at blive kørt ud på et sidespor som følge af klagen – at blive blacklistet,« siger Steen Treumer.

Nyt system på vej

Når professoren alligevel vurderer, at der vil komme flere klager fremover, skyldes det, at klagesystemet bliver ændret ved lov til sommer.
»Som det er i dag vil en ulovligt indgået kontrakt ikke blive ophævet, selv hvor der er begået de groveste overtrædelser af udbudsreglerne. Men nu får Klagenævnet for Udbud kompetence til at erklære en kontrakt uvirksom. Det betyder, at en klage kan føre til, at der på ny skal konkurreres om kontrakten. En indgået kontrakt vil altså ikke længere være urørlig,« forklarer Steen Treumer.
»Det bliver forhåbentlig til fordel for os alle, da det i højere grad sikrer at reglerne efterleves og at kontrakten indgås med den virksomhed, der har givet det bedste og billigste tilbud.«
Men med udsigten til at en kontrakt kan omstødes, vil motivationen for at klage øges betydeligt for de private virksomheder. Det koster kun 4.000 kroner at indbringe en klage for Klagenævnet og selv om man taber sagen, skal man ikke – som ved domstolene – betale modpartens omkostninger.
»Der kan nemt være omkostninger for en halv million til juridisk rådgivning i disse sager, og det er selvfølgelig ikke indlysende for den offentlige udbyder, at man skal afholde disse omkostninger, når klagen var uberettiget. Det kan ikke opfattes som særlig tilfredsstillende set med det offentliges øjne, men baggrunden for ordningen er et ønske om at sikre, at relevante overtrædelser bringes frem i lyset,« forklarer Steen Treumer.
Hos KL er man bekymret for konsekvenserne af de nye regler.
»Når den nye lov tages i brug til sommer, bliver det endnu mere interessant at klage, fordi klagenævnet får mulighed for at bestemme, at en given aftale ikke har nogen virkning. Det strammer skruerne yderligere. Klagenævnet får også mulighed for at udstede bøder for grove overtrædelser, som for eksempel hvis en myndighed ikke har sendt en opgave i udbud, som de burde. Skræmmebilledet er, at vi ender som Sverige, hvor man næsten ikke kan sende en opgave i udbud, uden det per automatik resulterer i en klage,« siger Jakob Scharff fra KL.
Hos Dansk Industri har man svært ved at se, at omfanget af klager er alarmerende.
»Man må sætte tingene i perspektiv. Vi taler om cirka 100 klagesager. Sammenholdt med at det offentlige i Danmark køber tjenesteydelser for 100 milliarder kroner årligt, så et det en promille af udbuddene, der fører til klager,« siger Peter Bay Kirkegaard, chefkonsulent i DI, og tilføjer:
»Det er uheldigt, hvis der er den opfattelse i det offentlige, at man skal gardere sig i alle ender. Vi vil jo meget gerne have, at det bliver så let som muligt for den offentlige sektor at udbyde opgaverne. Tallene peger på, at der ikke er noget problem, så måske italesætter man et problem, der ikke er der.«
Han medgiver dog, at det kan stige, når de nye regler for klage tages i brug. Og Dansk Industri havde gerne set, at den tidsperiode, hvor det er muligt at klage, som er 10-15 dage, havde været længere.
»Hvis perioden var lidt længere, ville det give tilbudsgiverne bedre tid til at tænke sig om, før de afgør hvorvidt de vil klage eller ej. Med så kort tid kan det godt tænkes, at man vælger at klage lidt oftere, fordi det altid er sikrest at klage,« siger Peter Bay Kirkegaard.