Forslag: udskyd pensionsalder for akademikere

Af Illustration: Mai-Britt Amsler

Din pensionsalder skal bestemmes af middellevetiden i din faggruppe, mener hollandsk fagforeningsleder. Forslaget har tiltrukket sig stor international opmærksomhed og får opbakning fra dansk ekspert i folkesundhed. Men akademikerne stejler.

LEVETID I fremtiden skal lastbilchaufføren, kassedamen og social- og sundhedsassistenten gå tidligere på pension end juristen, økonomen og lægen. Sådan lyder et provokerende forslag fra den hollandske fagforeningsleder Peter Gortzak, der allerede har tiltrukket sig stor opmærksomhed både i og udenfor tulipanlandets grænser.

»Der er en kæmpe forskel i, hvor længe folk fra forskellige faggrupper lever. Det skal afspejles i pensionsalderen. Alt andet vil være unfair,« siger Peter Gortzak, der er næstformand i FNV, der repræsenterer cirka 1,4 millioner hollandske lønmodtagere og er pendanten til LO i Danmark.

Helt konkret foreslår Peter Gortzak, at alle skal have lovning på eksempelvis 20 år med pension udregnet på baggrund af gennemsnitslevetiden i deres fag. Det vil i praksis betyde, at den hollandske murerarbejdsmand vil kunne gå langt tidligere på pension end hans jævnaldrende, akademiske landsfælle, der i stedet bruger dagen på at følge aktiekurserne eller undervise på universitetet.

»Folk med korte uddannelser starter tidligere på arbejdsmarkedet end andre. De får også en lavere løn. Og når vi tilmed kan se, at de i gennemsnit også dør tidligere, så mener jeg, at det skal afspejles i pensionssystemet,« siger Peter Gortzak.

En god idé

Ikke overraskende har forslaget ført til en del debat. Det står da også i modstrid med, hvordan pensionssys-temerne de fleste steder i Europa er bygget op. Almindeligvis er det sådan, at pensionsalderen er ens for alle uanset uddannelse og erhverv. Det gælder også i Danmark, hvor efterlønsalderen er 60 år og pensionsalderen 65 år.

Forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed Henrik Brønnum-Hansen, der i mange år har forsket i den sociale ulighed i levetid og sundhed, mener ikke desto mindre, at Peter Gortzaks forslag også kan være relevant for Danmark.

»Ud fra en retfærdighedsbetragning og som modvægt til den sociale ulighed i sundhed og levetid, mener jeg godt, at man kan diskutere om ikke nogle erhvervsgrupper skal have lov til at gå tidligere på pension end andre,« siger han og tilføjer:

»De velstillede sunde og raske ældre, som har fået en god og ofte lang uddannelse og er kommet ind på arbejdsmarkedet senere end de kort uddannede, kunne nok blive længere på arbejdsmarkedet. De både lever længere og er mindre nedslidte.«

Henrik Brønnum-Hansen tilføjer, at der eksempelvis i forsikringsbranchen allerede gøres meget ud af at differentiere forskellige erhvervsgrupper. Så i den forstand er tanken slet ikke fremmed.

»Man kan jo tilstræbe, at give alle ret og mulighed for samme levetid som pensionist. Selv om der selvfølgelig ikke kan tages højde for variationen inden for de enkelte erhvervsgrupper,« siger han.

Kæmpe forskel i levetid

Realiteten er da også, at der er enorme forskelle i, hvor lang tid en akademiker og et typisk medlem af 3F eller et andet LO-forbund kan forvente at leve.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har i en ny undersøgelse fundet frem til, at hvor en 30-årig mandlig akademiker i gennemsnit kan forvente at leve yderligere 52,2 år og blive 82,2 år, så kan et mandligt medlem af 3F forvente at blive blot 77,8 år. Altså er der en forskel i levetid på knap 4,5 år.

For LO-medlemmerne som helhed er den forventede gennemsnitslevetid for en 30-årig mand 78,7 år – og for en kvinde 83,1 år. Det betyder, at LO-medlemmerne i snit må forvente at leve henholdsvis 3,5 (mænd) og 2,6 år (kvinder) kortere end deres jævnaldrende akademikere.

En lang række af andre undersøgelser har også påvist, at der er voldsomme forskelle på danskernes alderdom. Eksempelvis fandt Henrik Brønnum-Hansen i en undersøgelse fra 2000 frem til, at ufaglærte og faglærte mænd ikke alene lever kortere, men også er belastet af langvarige sygdomme i flere år end den gennemsnitlige erhvervsaktive mand. Henrik Brønnum-Hansen mener derfor også, at man kan diskutere om det alene skal være alderen, der skal være bestemmende for ens pensionstidspunkt.

»Vi ældes meget forskelligt og mange faktorer spiller en rolle – både genetiske og miljømæssige. Derfor kan det måske være en idé ikke kun at kigge på, hvor mange år man har levet,« siger han.

Akademikere skal arbejde mere

Men hvad vil det egentlig betyde, hvis man i Danmark indførte en model lig den, som den hollandske fagforeningsleder Peter Gortzak foreslår.

Vælger man at sige, at alle skal have 20 år som pensionister – beregnet ud fra den gennemsnitlige levetid i deres faggruppe – vil det betyde, at de mandlige 3F’ere skal gå på pension som knap 58-årige. De mandlige LO-medlemmer kan lade sig pensionere, når de er cirka 59 år, og akademikerne vil skulle vente med pension til de er fyldt 62 år. For kvinderne vil pensionsalderen hedde 62 år for 3F’eren, 63 år for LO-medlemmerne og knap 66 år for akademikerne. Set i lyset af mediernes og politikernes fokus på senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, er det dog næppe sandsynligt, at folkepensionsalderen i de kommende år rykkes under de nuværende 65 år. Tværtimod.

Men faktisk er det næsten 20 år som pensionister, politikerne har stillet danskerne i udsigt. I velfærdsreformen fra 2006 hedder det således, at det skal tilstræbes, at danskerne fra 2025 i gennemsnit har 19,5 år med efterløn og pension. Politikerne forventer imidlertid, at levealderen, når vi når til 2025 er så høj, at det vil betyde en pensionsalder over de nuværende 65 år.

Fortsætter de nuværende uligheder i levealder med at eksistere, er det dog næppe sandsynligt, at den gennemsnitlige 3F’er kan se frem til knap 20 år på pension. Det dør de simpelthen alt for tidligt til. 3F’s cheføkonom Anita Vium mener derfor også, at Peter Gortzaks forslag er et velkomment indspark i en til tider snæversynet debat:

»Det er enormt vigtigt emne. Vi har i lang prøvet at gøre opmærksom på, at der er store forskelle på, hvor lang tid vores medlemmer og eksempelvis en økonom eller jurist har at leve i, og hvordan deres helbred er som gamle.«

Sundhed er et kollektivt ansvar

Nogle vil dog nok mene, at 3F’erer selv er skyld i deres korte levealder og dårlige helbred. De kunne bare snøre løbeskoene og proppe en ekstra omgang broccoli på tallerknen. Men det er noget sludder, mener Anita Vium.

»Der er en mærkelig samfundsdebat i retning af, at sundhed alene er et individuelt ansvar. Det er det ikke. Det kan godt være svært at finde et stort, grønt og økologisk tag-selv-bord på de danske motorveje, og derfor lever eksempelvis mange chauffører usundt. Som 3F’er har man ofte også mindre indflydelse på sit arbejde end mange andre, og det ligger også et pres på folk,« siger hun og tilføjer:

»Mange af de folk, der diskuterer sundhed, lever i en anden verden end vores medlemmer.«

I Dansk Magisterforening, der organiserer cirka 36.000 universitetsuddannede, er man imidlertid ikke meget for tanken om, at medlemmerne skulle gå senere på pension end andre, blot fordi de lever længere og bedre.

»Det er et mærkeligt forslag. Det kan måske se vældigt forfriskende og retfærdigt ud at bede akademikerne om at arbejde længere, nu de også lever længere. Men det tager ikke højde for den stress og de problemer, som plager folk i videnserhvervene,« siger formand Ingrid Stage, der også er næstformand i Akademikernes Centralorganisation, og tilføjer:

»Det er en myte, at alle højtuddannede går ud og spiller golf, så snart de har forladt arbejdsmarkedet.«

Ingrid Stage mener også, at en gennemførelse af en differentieret pensionsalder vil føre til, at den højt besungne sammenhængskraft bliver endnu mere tyndslidt.

»Hvis man giver enkelte grupper dårligere vilkår, så kan det jo godt være, at de ikke længere er så interesserede i at betale til den fælles kasse. Jeg tror, at man skal passe på med ikke at underminere solidariteten med dem, der virkelighed har solidaritetsbehov,« siger hun.

Langt eller rigt otium

Professor Jørgen Goul Andersen fra Aarhus Universitet mener også, at der vil være tale om et brud med den danske velfærdsmodel, hvis vi i Danmark besluttede, at pensionsalderen skulle bestemmes af levealderen i de enkelte fag. Sandsynligvis vil en sådan model derfor også blive modtaget med skepsis.

Et andet problem er de danske lønmodtageres høje grad af mobilitet. I modsætning til mange af de kontinentaleuropæiske lande, så er der få danske lønmodtagere, der gennem hele deres arbejdsliv bliver i den samme sektor. Og hvis du hopper ind og ud af forskellige faggrupper, hvad er det så lige for en sektors gennemsnitsalder, der skal være bestemmende for ens pensionsalder?

Men under alle omstændigheder, så kommer tilbagetrækningsalderen hos højt- og lavtuddannede nok til at variere mere og mere i de kommende år, mener Jørgen Goul Andersen. Sagen er, at folkepensionen og efterlønnen, der i vidt omfang bestemmes af ens andre indtægter, for de bedst lønnede kommer til at udgøre en så relativt beskeden størrelse, at de ikke har nogen nævneværdig betydning for pensionstidspunktet. I stedet afgøres de højt uddannedes pensionering af glæden ved deres arbejde, og hvor meget de har opsparet på eksempelvis deres arbejdsmarkeds- og kapitalpensioner.

»For de højest lønnede er der frit valg: Vil du have et langt otium med en beskeden pension eller et kort otium med en høj pension?« siger Jørgen Goul Andersen og tilføjer, at det med aftagende grad faktisk gælder ret langt ned i indkomsthierarkiet.

Hvad de højest lønnede vælger er svært at sige. Men hvis målet er at øge arbejdsstyrken, så mener Jørgen Goul Andersen, at det bedste middel er at få de unge hurtigere igennem deres uddannelser, der for mange højtuddannede først afsluttes tæt på deres 30- års fødselsdag.

»Det vil give i begge ender. Ikke alene vil de unge komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet, de får faktisk også incitament til at trække sig senere tilbage, da de ryger mere og mere ud af såvel efterløns- som folkepensionssystemet på grund af modregning af deres udbyggede arbejdsmarkedspensioner,« siger han.

I betragtning af de kommende års forventede mangel på arbejdskraft mener cheføkonom i 3F Anita Vium heller ikke, at det ultimative mål kan være at give nogle faggrupper mulighed for at trække sig tidligere tilbage.

»Jeg ser langt hellere, at vi får løst uligheden i sundhed og levealder, så alle danskere uanset erhverv og uddannelse får et godt liv som pensionister,« siger hun.