Forskere: Rejse mod ukendt mål

Af

Først de kommende år vil vise, om fagbevægelsen kan åbne sig mod de mange ikke-socialdemokrater – og om de stadig større forbund vil engagere sig i det nye LO.

Al fornyelse indeholder et element af gambling, men forandringerne i fagbevægelsen har usædvanlig mange ubekendte. En vigtig faktor i processen bliver imidlertid det faldende medlemstal, der både presser fagbevægelsens økonomi, svækker dens indflydelse og gør en modernisering livsnødvendig.

Det konkluderer en række forskere og andre kendere af fagbevægelsen, som Ugebrevet A4 talte med under LOs ekstraordinære kongres lørdag.

I offentligheden har fornyelsen især skabt opmærksomhed på grund af spørgsmålet om økonomisk støtte til Socialdemokraterne. LO’s hovedbestyrelse har som et led i fornyelsesprocessen besluttet at indstille partistøtten, men de fleste af LOs forbund ventes dog stadig at give penge til S. Arbejdsmarkedsforskeren Jesper Due ser LO’s stop for partistøtte som led i en lang proces, der skal bringe fagbevægelsen bedre i takt med medlemmerne og skabe plads til mere pluralisme:

»LO brød i 1995 de formelle bånd og afbryder nu også de økonomiske. Prøvestenen bliver, om medlemmerne i de kommende år oplever en reel bredde og ikke længere et socialdemokratisk monopol. Det vil vise sig ved, om der inden for en årrække bliver ledelser i de store fagforbund med en bred politisk sammensætning – og ikke bare et tilhørsforhold til S,« siger Jesper Due fra forskningscenteret FAOS.

»Der er i dag to meget forskellige kulturer i fagbevægelsen: Den ene er en socialdemokratisk kultur blandt valgte og ansatte – med røde faner, gamle sange og hele den klassiske liturgi. Den anden kultur er blandt fagbevægelsens medlemmer, som i dag er politisk lige så forskellige som resten af befolkningen. For 20-30 år siden var de to kulturer sammenfaldende: Det store flertal af LO-medlemmer stemte på S eller venstrefløjen. Men sådan er det ikke i dag – nu stemmer lønmodtagerne som alle andre. Det store spørgsmål er, om det lykkes at skabe den pluralisme, som er nødvendig for at fastholde fagbevægelsens styrke.«

Daglig ledelse er faglig ledelse

Mens forholdet til Socialdemokraterne har taget de store overskrifter i offentligheden, har de færreste opdaget en afgørende ændring af hele beslutningssystemet i fagbevægelsen. Den ekstraordinære kongres vedtog en ny struktur, hvor den daglige ledelse fremover skal mødes hver uge for at lægge fagbevægelsens politiske linie. Den daglige ledelse består af LO-formand Hans Jensen og tre andre LO-topfolk samt otte forbundsformænd, der således får en helt afgørende indflydelse i det nye LO.

Agi Csonga var som afdelingsleder i PLS med til at lave den vigtige »interessentundersøgelse«, som satte fokus på det konfliktfyldte forhold mellem LO og forbundene. Hun peger på, at flere af de store forbund tidligere indtog en meget tilbagelænet holdning til LO:

»Det er vigtigt, at forbundene bliver inddraget i LO’s daglige politiske virke. Tidligere har det været et problem, at forbundene ikke har følt medejerskab i beslutningerne, hvilket til tider har givet LO og fagbevægelsen en blafrende profil,« siger hun.

Men Csonga understreger, at det er vigtigt, at LO ikke stirrer sig blind på det rent formelle i ændringerne.

»Den nye struktur er en skal, som nu fyldes ud. Og i den fase er der mange ting, som kan gå galt,« siger hun. Eksempelvis er det helt afgørende, at der meget hurtigt bliver skabt en ny mødekultur i fagbevægelsen, hvor dialogerne er reelt åbne. 

Samtidig peger hun på, at LO skal passe på med at lukke sig om den nye daglige ledelse og toppen af fagbevægelsen.

»Meget af fornyelsen finder ikke sted i kredsen af forbundsformænd- og kvinder, men blandt de aktive medlemmer. Og der er stadigvæk meget langt fra medlemmerne til daglig ledelse - der er eksempelvis kun tre kvinder ud af tolv i den nye daglige ledelse,« siger hun.

Også Michael Valentin, der sidste år vakte opsigt med debatbogen Bare det holder min tid ud, mener, at inddragelsen af forbundsformændene indeholder nogle meget store usikkerhedsmomenter.

»Forbundsformændene får stor indflydelse, men sandheden er vel, at ikke alle forbundsformænd har lige stor indflydelse i deres eget forbund – mange af dem er konger uden land,« siger han.

Valentin frygter, at LO kan blive politisk lammet, fordi forbundsformændene bliver stemt ned i deres egne forbund.

»Det kan skabe en situation, hvor ingen bevæger sig særligt meget eller engagerer sig synderligt,« siger han.

Ifølge Valentin er problemet især de store forbund, som kan løse meget selv og ikke føler det samme behov for LO som de mindre forbund. Men – fortsætter han – måske vil fagbevægelsens medlemstilbagegang medføre, at selv de store får øjnene op for fællesskabets nødvendighed.

Netop forbundsformændenes engagement eller mangel på samme i LOs daglige ledelse er - ifølge arbejdsmarkedsforskeren Jesper Due - helt afgørende for fagbevægelsens fornyelse.

»En samlet ledelse i fagbevægelsen er en forudsætning for, at lønmodtagerne er en troværdig aktør i trepartsforhandlingerne med arbejdsgivere og regering,« siger han.

Jesper Due er dog usikker på, om LO er landet på den rigtige model:

»Man kan godt være nervøs for, at et møde om ugen er for meget - gider forbundsformændene i virkeligheden det,« spørger Jesper Due.

Grænseoverskridende

Blandt mange almindelige medlemmer af et LO-forbund kan kongressen dog meget vel blive husket for det system for løsning af grænsekonflikter, som blev vedtaget efter bitre stridigheder. Uenigheden gik især mellem FOA og SiD, som ofte strides om, hvem der skal organisere tidligere offentligt ansatte, der overgår til det private ved en udlicitering. Resultatet blev et sindigt system af principper og mægling, som alle tilsluttede sig.

Men også på dette område vil eftertiden vise, om der er skabt et holdbart kompromis – eller om djævlen er gemt i detaljen:

»Først når de første sager er blevet afklaret, kan vi se, om det virker – og om det er FOA eller SiD, der vandt,« siger Jesper Due.

Han er mindre usikker på et andet led i »nyt LO«: At LO gennem sit hamskifte kan få fat i nogle af de lønmodtagergrupper, der i dag er med i funktionær-organisationen FTF. LO-ledelsen håber, at et nyt og partipolitiske uafhængigt LO kan appellere til pædagoger, sygeplejersker, politibetjente og andre.

»Man kan i høj grad spørge, om det er berettiget med tre hovedorganisationer – LO, FTF og Akademikernes Centralorganisation (AC) – hvis fagbevægelsen vil have indflydelse på Christiansborg og i EU. Jeg tror, at tilnærmelsen mellem LO og FTF på sigt fører til kun to hovedorganisationer. Det kan ske ved, at nogle af funktionærgrupperne i FTF går over i LO, mens andre måske tilslutter sig AC,« vurderer Jesper Due.