Forskere bliver forsigtige i valgkamp

Af

Forskere bliver mod deres vilje ofte gjort til dommere over de politiske udspil, når medierne skal skarpvinkle en historie. Specielt i en valgkamp, hvor nogle forskere derfor ganske enkelt boykotter medierne. Det kan skade vælgernes mulighed for at gennemskue de politiske meldinger og dermed blive et demokratisk problem.

SMAGSDOMMERE »Økonomer dumper regeringens skattestop«. Sådan lød overskriften på et af forrige mandags mest citerede Ritzau-telegrammer. Ligesom talrige af de seneste par ugers avisartikler byggede telegrammet på en række – i dette tilfælde 50 – forskeres dom over regeringens politiske udspil.

Imidlertid ønsker mange forskere slet ikke at indtage dommerrollen. De vil gerne være med til at nuancere debatten og kritisere fejl og mangler i politikernes til tider vidtløftige planer. Men hvorvidt forslagene og politikerne bag skal dømmes inde eller ude, må være op til vælgerne.

En af de forskere, der ikke ønsker at deltage i domfældelsen over de politiske forslag, er den tidligere økonomiske overvismand Claus Vastrup, professor på Aarhus Universitet:

»Under en valgkamp kan man næsten ikke undgå at blive gjort til overdommer over de politiske partiers udspil. Og det mener jeg ikke, at vi skal være. Vi skal bidrage med vores viden, men vi skal ikke fælde nogen dom,« siger Claus Vastrup.

Selv om der endnu ikke er udskrevet valg, mener han, at den nuværende politiske situation minder så meget om valgkamp, at han har taget konsekvensen:

»Diskussionerne er nu så fortættede, at jeg ikke længere ønsker at udtale mig til medierne.«

Professor i økonomi og tidligere økonomisk overvismand Torben M. Andersen, der ifølge en undersøgelse i Ugebrevet Mandag Morgen var Danmarks næstmest citerede forsker i 2006, vil ikke træffe en kategorisk beslutning om at boykotte debatten under en valgkamp.

»Det vil være for jomfrunalsk,« som han siger.

Ikke desto mindre døjer Torben M. Andersen med præcis de samme bekymringer som Claus Vastrup.

»Op til en valgkamp bliver debatten anderledes. Uden at skyde skylden på medierne er der en tendens til, at forskere og eksperter i det hele taget bruges til at bakke op eller tage skarpt afstand fra de politiske udmeldinger. Det er aldrig rart. Man håber jo på, at man ved at bidrage til debatten kan komme med argumenter, der gør diskussionerne mere nuancerede,« siger Torben M. Andersen.

Demokratiet taber, hvis forskerne tier

Det er ikke kun inden for den økonomiske verden, at forskerne tager afstand fra at blive gjort til overdommere i den politiske debat. Professor i statskundskab Erik Albæk fra Syddansk Universitet fortæller, at flere af hans forskerkolleger på det seneste har rejst emnet.

»Flere af mine kolleger er bekymrede for at udtale sig. De føler på den ene side, at de har en pligt til at udtale sig. På den anden side oplever de også, at de bliver bedt om at komme med personlige vurderinger og give bedømmelser, der har ingen eller meget lille relation til deres forskning,« siger Erik Albæk, der har været med til at gennemføre Magtudredningens undersøgelse af pressens brug af forskere.

I sidste ende kan konsekvensen blive, at forskerne helt fravælger den offentlige debat. Det vil gå ud over vælgernes mulighed for at bedømme politikerne og de politiske udspil.

»Forskerne har ofte en større viden og en højere grad af uafhængighed end mange andre. Derfor vil det være synd og skam, hvis de vælger at holde deres mund lukket,« siger Erik Albæk.

Den holdning deles af Danmarks Radios nyhedschef Ulrik Haagerup:

»Vil vi andet og mere med den politiske dækning end at diskutere, hvor meget politikerne sveder, så er det afgørende, at vi kan trække på landets klogeste mænd og kvinder. Derfor er jeg ked af at høre, at en klog mand som Claus Vastrup ikke mener, at der er plads til nuancerne,« siger Ulrik Haagerup og tilføjer:

»Det går jo ikke, at der kun er plads til lydbidder, hvor man enten siger, at de politiske forslag er noget sjask eller guddommeligt. Der kan ligge meget indimellem. Så det her er en påmindelse til nyhedsmedierne om at give tid til eksperterne, så de kan sætte sig ind i materien og få mere end 10 sekunders taletid.«

Ulrik Haagerup tilføjer dog, at forskerne også selv har et ansvar:

»Der kan også være forskere, som kun vil stille op, hvis der er plads til deres rapport på 24 sider. Og det harmonerer meget dårligt med de vilkår, vi arbejder under.«

Forskere skal tjene pressen

Der er flere forklaringer på, at forskerne er fokuserede på emnet netop nu.

For det første synes folketingsvalget at være rykket meget tæt på. Derfor fortættes diskussionerne, og nuancerne forsvinder. I denne proces føler mange forskere, at deres udsagn mister værdi, da de ikke bruges til at gøre folk klogere, men alene bruges til at dømme et parti eller regeringens planer inde eller ude.

For det andet oplever mange forskere, at der er en mere eller mindre udtalt forventning om, at de svarer velvilligt ja, når journalisterne ringer. Og det uanset emnet og karakteren af journalistens spørgsmål.

»Vi udsættes i stigende grad for et krav om, at vi skal deltage i den offentlige debat. Og her opstår der nogle problemer i retning af, hvor man bliver politisk aktør. Hvor det man siger kan være lige så godt eller skidt, som det alle mulige andre siger,« siger professor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet Lise Togeby.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke forskerne har pligt til at deltage i den offentlige debat – særligt under en valgkamp. Om nogen kan de være med til at højne debatniveauet og sikre, at de politiske udspil er andet og mere end luftkasteller.

Professor Claus Vastrup føler sig dog ikke specielt forpligtet:

»Hvis ikke fagkundskaben har haft succes med sine argumenter i den lange periode inden valgkampen, så får den det nok heller ikke i de tre uger, valgkampen varer. Jeg mener ikke, at en valgkamp sagligt taber ved, at vi ikke blander os.«

Det synspunkt står Claus Vastrup dog forholdsvis alene med.

Lise Togeby siger:

»Jeg synes ikke, at det spiller en rolle, om det er under en valgkamp eller ej. Det centrale er, om jeg har en særlig kompetence. Har jeg det, føler jeg mig forpligtet til at udtale mig.«

Ifølge Lise Togeby er det primære problem, at nogle forskere udtaler sig håndfast om emner, de ikke har en særlig viden om, hvorfor det mere kommer til at handle om eksperternes personlige holdninger end deres forskning.

Torben M. Andersen er langt hen af vejen enig med Lise Togeby:

»Men når det handler om politik, er det naivt at tro, at der er en opdeling mellem det objektive og det politiske. Og det er det både for eksperterne, politikerne og medierne,« siger han.

Så hvad er vejen frem, hvis forskernes ønske og pligt til at deltage i den offentlige debat i fremtiden ikke skal kamme over i mere eller mindre uvidenskabelige domme over de politi-ske udspil?

Lise Togeby mener, at der skal sættes tidligt ind, så forskerne allerede under deres uddannelse får en klar fornemmelse af, hvor grænsen går mellem at være politisk aktør og meningsdanner og forsker. Hun tror dog ikke på centralt fastsatte regler for, hvornår forskerne skal udtale sig.

Samme holdning har professor Erik Albæk fra Syddansk Universitet:

»Det er ikke muligt at komme med generelle regler. Det bør være en vurdering fra gang til gang. Derfor er det også så afgørende, at det her emne bliver taget op til debat løbende. Det værste, der kan ske, er, at forskerne af frygt for at blive draget ind i en politisk kamp helt melder sig ud af den offentlige debat.«