Forskere advarer mod apolitiske fagforeninger

Af | @GitteRedder

Hvis fagbevægelsen fortsætter sin modernisering i retning af et serviceorgan med tilbud om billige forsikringer og rejser, så vil flere og flere medlemmer opfatte fagbevægelsen som ligegyldig. I dag tæller business mere end vision for fagbevægelsen, og det kan blive begyndelsen til enden, advarer to forskere. Det er på høje tid, at fagbevægelsen bliver en social reformbevægelse med selvstændige bud på fremtidens arbejdsliv og samfund, mener de.

13Identitetskrise Dansk fagbevægelse står ved en korsvej. Enten kan man fortsætte med at udvikle en serviceorganisation, hvor man tilbyder mere og mere individuelt orienterede tilbud om tillægsforsikringer og uddannelser samtidig med, at man slås for højere løn og pension. Eller også kan fagbevægelsen genskabe sin identitet og rolle som social bevægelse ved at formulere og gennemføre et samfundsforandrende projekt.

I dag er fagbevægelsen havnet i en identitetskrise med internt ævl og kævl om, hvilken vej man skal vælge for at klare sig i fremtiden, mener de to forskere, mag.scient.soc. Helge Hvid og ph.d. studerende Henrik Lund fra Institut for Miljø, Teknologi og Samfund på Roskilde Universitetscenter, RUC. De har på baggrund af flere års studier i arbejdslivets tilrettelæggelse og interview med ledelser og medarbejdere skrevet debatoplægget »En fagbevægelse for bæredygtighed« for LO. Her anbefaler de fagbevægelsens top at se nøje på kompasset og finde en anden retning end den nuværende, hvis fagbevægelsen skal overleve de næste årtier.

Forskerne retter en hård kritik af fagbevægelsen som samfundsaktør og beskylder den for ikke at gribe chancen og blive frontløber for projekter, der kunne engagere medlemmer og bevise over for omverdenen, at fagbevægelsen stadig har visioner.

»I de senere år har fagbevægelsen forsømt at gøre noget for at være en social bevægelse, der påtager sig at formulere nogle visioner om samfundsudviklingen og være drivkraft i at gennemføre dem. LO-fagbevægelsen har været meget defensiv på alt, hvad der hedder samfundsmæssig nytænkning, og det kan blive en katastrofe på længere sigt for fagbevægelsen,« fastslår Helge Hvid.

Han vurderer det som helt afgørende, at LO-medlemmerne oplever en levende fagbevægelse, der vedkommer deres liv og ikke bare deres pengepung.

»Fagbevægelsens dage vil være talte, hvis den ikke forstår, at det er mindst lige så vigtigt at være en social bevægelse som en serviceorganisation,« siger Helge Hvid lige ud.

Business frem for vision

De seneste års modernisering af fagbevægelsen har først og fremmest handlet om individuel servicering af medlemmerne, hvor ydelser som billige forsikringer, billige rejser, rethjælp og kulturelle arrangementer har spillet en central rolle. Der er også gjort meget for at skabe samarbejde på arbejdspladserne hvor tillidsrepræsentanten er blevet partner i virksomhedsudviklingen.

Det har været et skridt i retning af mere professionaliserede forsikrings- og serviceorganisationer, som markedsliggør fagforeningsydelser. Der er simpelthen kommet for meget business og for lidt idepolitisk projekt over dansk fagbevægelse, mener både Helge Hvid og Henrik Lund, som advarer bevægelsen om at koncentrere alle kræfter i samme spor.

»Hvis bevægelsen kun tænker som en kommerciel serviceorganisation, og det gør mange i den faglige top allerede, vil det formentlig føre til et tab af identitet og rolle som social bevægelse og dermed svække bevægelsens evne til at påvirke samfundet,« siger Henrik Lund.

»Fortsætter fagbevægelsen sin misforståede modernisering, så vil flere og flere medlemmer opfatte den som inderligt ligegyldig,« lyder det fra Helge Hvid.

Uden et selvstændigt perspektiv på udvikling af lønmodtagernes liv og det samfund, de lever i, har fagbevægelsen ifølge RUC-forskernes analyse ikke nogen eksistensberettigelse.

»Succeskriterierne for fagbevægelsens fornyelse på det seneste har været snævert knyttet til at skabe økonomiske fordele for medlemmerne. Man har langsomt opgivet velfærdsprojektet uden at erstatte det med et nyt projekt, og det fører til et tab af identitet og profil som social bevægelse. Dermed reducerer fagbevægelsen sig selv til en interesseorganisation på linje med FDM, advokatrådet og lignende. Uden et stort idemæssigt projekt kan medlemmerne lige så godt klare deres individuelle servicebehov andre steder end i fagbevægelsen,« fastslår Helge Hvid.

Bæredygtig arbejdsplads engagerer

De to forskere fremhæver det såkaldte DBA-projektet om Den Bæredygtige Arbejdsplads som noget, fagbevægelsen kan arbejde videre med. I tre år har medarbejdere, tillidsvalgte og ledelse på 15 virksomheder arbejdet med bæredygtighed på forskellige planer, og erfaringen er, at ansatte fra gulv til top engagerer sig, og at alle får stort udbytte af det. DBA-projektet, som LO har taget initiativ til, har været en succes og kunne sagtens udvides og blive omdrejningspunkt for fagbevægelsens fornyelse, vurderer forskerne.

»Bæredygtighed handler om at udnytte både de menneskelige og naturmæssige ressourcer på en sådan måde, at der er plads også til fremtidige generationer. Men også sådan, at der er plads til at leve et helt liv, så man ikke bliver nedslidt før tid, at der er plads til familien og fritidsinteresserne ud over arbejdslivet,« siger Helge Hvid.

Solidaritet på tværs af grænser

Helge Hvid fremhæver, at fagbevægelsen altid har stået for at beskytte lønmodtagere, så de kan leve et helt liv, men også været meget koncentreret om at sikre nogle rettigheder for enkeltgrupper og solidaritet mellem disse grupper indbyrdes. Gør fagbevægelsen bæredygtighed på arbejdspladsen til en ledetråd for fremtiden, anlægger man samtidig et bredt perspektiv.

»Der vil stadig være brug for en velfærdsdiskussion, men et bæredygtighedsprojekt er mere vidtrækkende, fordi det ikke bare skaber rettigheder, men også forpligtelser for mennesker. Folk skal selv tage stilling og handle. Ikke bare i et gruppeperspektiv, men også i et nationalt og globalt perspektiv. Det er de udfordringer, som fagbevægelsen også står over for med globalisering og udflytning af arbejdspladser, fordi man er nødt til at udvikle en solidaritet, der går på tværs af forskellige grupper og landegrænser,« siger Helge Hvid.

Og han bliver suppleret af Henrik Lund:

»Der er også naturens grænser at tage hensyn til, selv om det er trættende at høre om. Men fagbevægelsen er jo nødt til at ændre på sin vækstideologi, der bunder i industrisamfundet. Nu har vi et videns- og informationssamfund, hvor en bæredygtighedsideologi ville klæde en moderne fagbevægelse bedre,« fastslår han.

citationstegnJeg kan næsten ikke sætte ord på. Jeg synes, det har været så spændende et projekt at være en del af. Det har udviklet mig som tillidsrepræsentant, fordi jeg er blevet brugt til at være en del af et samarbejde, hvor jeg ikke bare er en støvet kustode, som kun kommer i brug, når nogen ringer, fordi de står i lort til halsen. Tillidsrepræsentant, der har været med i DBA-projektet

Fagbevægelsen er arveligt belastet, mener forskerne. Den udvikling og fremgang for medlemmerne, man har skabt, er i udpræget grad sket via vækst og materiel produktion i et traditionelt industrisamfund. Men fagbevægelsen fokuserer ikke længere kun på fundamentet, nemlig arbejdet. Netop derfor er det ifølge forskernes analyse i arbejdet, en bæredygtighedsstrategi skal udspringe.

Halehæng til erhvervslivet

De seneste år har stærke kræfter i fagbevægelsen fået stor opmærksomhed både internt og i offentligheden.

Holdninger som Michael Valentins – der har stiftet den nye billige Job&Liv – har fået meget plads.

Alt, hvad der handler om business og måles i kroner og ører og i, hvad medlemmer får for deres kontingent, får konstant omtale, mener forskerne. Forfølger fagbevægelsen kun servicestrategien eller partnerskabsstrategien, får den direkte adgang til direktionsgangene, men bliver ifølge RUC-forskerne et halehæng til erhvervslivet og mister evnen til at skabe samfundsmæssig forandring.

»Hvis man skal gøre en forskel og sætte en dagsorden, er man nødt til at tage sin rolle som social bevægelse alvorligt. Fagbevægelsen har sine rødder i arbejdets udvikling, og derfor er det arbejdet, der skal tages fat i. Hvis fagbevægelsens projekt kun handler om penge og ikke har et idemæssigt grundlag, kan man lige så godt sætte nogle andre mennesker til at lave det. Så er der ingen grund til at have en demokratisk organisation til det,«, siger Henrik Lund.

»Medlemmerne prioriterer jo andre ting end løn rimeligt højt. Medlemmerne vil have et arbejdsliv, der er holdbart hele livet både for den enkelte og for samfundet. Det skal være hovedperspektivet i det, som faglig politik skal indrette sig efter,« understreger Helge Hvid.

»DBA-projeket viser jo netop, at når man kommer ud i netværk på arbejdspladserne er der muligheder for at gøre noget sammen med medlemmerne. I hele fagbevægelsens modernisering har man været enormt fokuseret på, hvad man kan gøre for medlemmerne, fordi man har fokuseret på ydelser og service. Men hvis et projekt tager udgangspunkt i arbejdet, som det leves ude på arbejdspladserne, så handler det om, hvad man kan gøre sammen med medlemmerne. Her ligger det nærværende og vedkommende for medlemmer,« siger Henrik Lund.

Påtager sig offerrollen

Internt i fagbevægelsen er mange ved at opgive ævred, og det er ifølge Henrik Lund en af årsagerne til, at man altid er defensiv.

»Men fagbevægelsens krise er jo vildt overdrevet. Første gang, bevægelsen blev erklæret død, var for tredive år siden, og siden har der været skrevet mange nekrologer. Alt andet lige er der stadig langt over en million medlemmer, og alligevel dukker man sig og påtager sig offerrollen. I mange fagligt aktives øjne er bevægelsen offer for alle mulige ydre omstændigheder: Så er man offer for en borgerlig regering, så er man for medlemmerne, der ikke interesserer sig for fagbevægelsen, så er man det for globaliseringen. I stedet skulle man hellere være aktivt handlende,« mener han.

Forskerne fremhæver, at fagbevægelsen stadig er en organisation med en unik kapacitet, og derfor er gravkammerstemningen unødvendig.

»Men frygten for, at fagbevægelsen med tiden bliver overflødig, betyder, at man i alt for høj grad falder på halen over for det nye, der kommer fra managementskoler og arbejdsgivere.

Fagbevægelsen siger jo hurra til alt fra værdibaseret ledelse til virksomhedernes sociale ansvar.

Der er da også positive perspektiver i det, men fagbevægelsen må jo formulere sit eget perspektiv. Lønmodtagerne er stort set væk fra alle de nye strategier. Og hvis fagbevægelsen bare siger hurra og ikke insisterer på, at medlemmerne og arbejdspladsperspektivet skal med, så bliver det igen en ligegyldig fagbevægelse,« siger Helge Hvid.

»Man skal ikke sige nej til alt nyt, men finde et selvstændigt udgangspunkt for at kunne udfordre de her nye ting. Og det må have som udgangspunkt, at man organiserer lønmodtagere. Og derfor må det handle om arbejdsliv.«