DECIMALDEMOKRATI

Forsker: Vi påduttes lykke i metermål

Af | @MichaelBraemer

Det er fuldstændig absurd at tro, at lykke kan frembringes og måles, mener forskeren og forfatteren Gitte Meyer, der er aktuel med bogen ’Lykkens kontrollanter’. Vores snak om produktivitet og innovation gennem arbejdsglæde minder slående om tankegangen bag den nazistiske bevægelse ’Kraft durch Freude’ i tredivernes Tyskland, advarer hun.

Vi er gået fuldstændig amok i målinger af ting, der overhovedet ikke egner sig til at blive målt, mener forskeren og forfatteren Gitte Meyer.

Vi er gået fuldstændig amok i målinger af ting, der overhovedet ikke egner sig til at blive målt, mener forskeren og forfatteren Gitte Meyer.

Foto: Foto: privat

Da digteren Halfdan Rasmussen for halvtreds år siden sad og rimede vrøvlevers, kunne han roligt gå ud fra, at folk ville finde det absurd at gøre en sindstilstand målelig. Så det var selvfølgelig hylende morsomt, at en vis fru Lange blev fire meter sur, når hendes mand gik tur.

Men da vi var kommet ind i det ny årtusinde, var det blevet til virkelighed – endda med decimal. Medierne rapporterede for eksempel i fuld alvor om, at trivslen i en gruppe af kommunalt ansatte i København var faldet fra 4,8 til 4,6. Tag den!

Vi er gået fuldstændig amok i målinger af ting, der overhovedet ikke egner sig til at blive målt, mener forskeren og forfatteren Gitte Meyer. Hun udgiver tirsdag en ny bog, ’Lykkens kontrollanter’, om det, hun ser som et uvæsen, der må stoppes.

Bare det handler om trivsel, er det legitimt at møve sig fuldstændig ind i det private, og det er efter min mening meget betænkeligt.

Gitte Meyer, der er tilknyttet Center for Civilsamfundsstudier ved CBS som seniorforsker og også har en baggrund som videnskabsjournalist, har gennem flere år udforsket, hvad der egentlig foregår, og hvorfor man render rundt med målebånd og vil gøre vores velbefindende til en fast størrelse.

Hun er gået til konferencer, har analyseret et hav af abstracts fra konferencer, interviewet forskere på området og læst kilometervis af artikler om trivsel og lykke, oftest med udgangspunkt i arbejdsliv.    

Udspekuleret

Alt det gjorde Gitte Meyer med en åben og fordomsfri tilgang, forsikrer hun. Men som bogens titel fortæller, har hun fundet frem til, at motivet bag det hele er udspekuleret. Vi skal pinedød fastholdes i en opfattelse af, at vi er lykkelige – for vækstens, produktivitetens, innovationens og den hellige konkurrenceevnes skyld.

»Vi har fået et trivselsregime, der i høj grad handler om, at nogle vil give andre et bedre liv. Og dem, der vil give det, ved godt, hvad det gode liv er. Det er i sig selv dybt problematisk,« mener hun.

Hun har til sin rædsel mødt mennesker, der med spørgeskemaer i hånden vil blande sig i, hvornår andre går i seng, hvor længe de sover om natten, hvordan de spiser og om de motionerer.

»Bare det handler om trivsel, er det legitimt at møve sig fuldstændig ind i det private, og det er efter min mening meget betænkeligt. Mange er måske mindre sarte end jeg er med den slags, men jeg mener, det i det mindste er en samfundsdiskussion værd,« siger hun.

Lykke blev gjort til et dansk brand. Kunne erhvervslivet ikke sælge deres varer på, at de var bedre eller billigere, kunne de i det mindste slå på, at de var fremstillet af mennesker med krølle på halen.

Det har slået Gitte Meyer i diskussionerne om arbejdsmiljø, at når det drejer sig om røg, støj og møg, så er målet alene at fjerne det onde – altså røgen, støjen og møget. Længere er den ikke.

»Når det drejer sig om det psykiske, trivsel og well-being, hiver man straks vækst, produktivitet og konkurrenceevne på banen. Så er det ikke nok at fjerne det onde – så skal man også fremme det gode. Og der er nogen der ved, hvad det gode er. Lige så tryg jeg er ved, at nogle vil fjerne det onde, lige så utryg er jeg ved folk, der vil det gode,« siger hun.

Verdensomspændende trend

Det er i hele den vestlige verden, at bestræbelserne på at gøre folk lykkelige, gradvis har fået status som en politisk opgave, påpeger Gitte Meyer i sin bog.

I 2011 vedtog FN en resolution, der opfordrer alle lande til at øge lykken for deres borgere, og året efter fulgte den første FN-konference om lykke. I den forbindelse udkom den første World Happiness Report, og den 20. marts blev gjort til en årligt tilbagevendende, international lykkedag.  Også en anden international sværvægter som OECD beskæftiger sig løbende med at måle befolkningernes lykke.

Det handler imidlertid ikke kun om lykke, og om at folk i heldigste fald kan læne sig tilbage og prise sig lykkelige over at være lykkelige. Det handler også om produktion og økonomi og om at skabe initiativrige mennesker, som er i stand til at få noget fra hånden, som FN-rådgiver og direktør i the Illien Global Public Benefit Corporation Jayme Illien ikke lagde skjul på i et opråb på den FN-proklamerede lykkedags officielle hjemmeside i marts 2015.

»Mere end nogensinde er lykke et socialøkonomisk mål, en kulturel prioritet og genstand for videnskabelig udforskning. Stærke borgere over hele verden har fremmet lykkeøkonomiens popularitet samt lykkens status som et mål for offentlige initiativer og som en tilgang til kommerciel aktivitet,« fastslog FN-rådgiveren blandt andet, før han sluttede af med et ’Happiness for all!’

Danskere med krølle på halen

I Danmark har vi da heller ikke været sene til at udnytte den kommercielle gevinst ved at være udråbt som verdens lykkeligste mennesker i to på hinanden følgende internationale lykkemålinger i 2012 og 2013. ’Velkommen til verdens lykkeligste land’ var det budskab, der på engelsk bød rejsende velkommen allerede i lufthavnen.

»Lykke blev gjort til et dansk brand. Kunne erhvervslivet ikke sælge deres varer på, at de var bedre eller billigere, kunne de i det mindste slå på, at de var fremstillet af mennesker med krølle på halen,« som Gitte Meyer påpeger.

Man spørger jo sig selv, om det er sådan, at stressforskere finder stress og lykkeforskere finder lykke?

Men det går op og ned, også i lykkemålinger, og i 2015 måtte Danmark tage skiltet i lufthavnen ned og nedgradere reklameaktivet til, at ’Danskerne er blandt verdens lykkeligste’. Det var, efter at en international lykkemåling havde udnævnt schweizerne til de lykkeligste efterfulgt af nordmændene og med Danmark på tredjepladsen.

Uanset om vi er på første- eller tredjepladsen, kan Gitte Meyer imidlertid ikke få billedet til at passe med de kilometervis af artikler, danske medier har bragt om danskernes trivsel de seneste år. De har nemlig handlet om vrangsiden af begrebet, nemlig vantrivsel.

»Der måles og beskrives så utroligt meget mistrivsel og stress i danske medier, og problemerne omfatter jo alle: børn, gamle, studerende, kommunalt ansatte, arkitektstuderende, gymnasieelever og så videre og så videre. Man spørger jo sig selv, at det er sådan, at stressforskere finder stress og lykkeforskere finder lykke,« siger hun.

Vi lever af at måle hinanden

Hvis det er tilfældet, nærmer vi os ifølge Gitte Meyer en situation, hvor vi med en omskrivning af en gammel talemåde ikke lever af at klippe hinanden, men af at måle hinanden.

Under alle omstændigheder, har den amerikanske læge George M. Beard for længst fået ret i den forudsigelse, han kom med for 125 år siden: At der vil opstå mange jobmuligheder inden for bekæmpelse af stress og fremme af trivsel.

Han havde netop beskrevet et nyt fænomen, som han kaldte amerikansk nervøsitet, fordi han så det som enestående for det moderne og højtciviliserede amerikanske samfund. Symptomerne ligner meget det, vi i dag kalder udbrændthed, og som i Beards billedsprog kunne forklares med, at et individs nervesystem var ligesom et batteri, der kunne trækkes for meget på.

Gitte Meyer ved ikke, om hun hælder mest til de målinger, der viser, at vi har flade batterier, eller dem, der viser, at vi strutter af lykke. Måske mest til de førstnævnte, men hun er ikke noget sandhedsvidne og udtrykker alene en subjektiv vurdering, understreger hun.

Det afgørende for hende er imidlertid, at lykke og trivsel ikke er objektive størrelser, der kan bruges til eksakte målinger, og at lykke- og trivselsmålingerne derfor er meningsløse. Og at det er velhavende lande som Norge, Danmark og Schweiz, der som regel topper lykke-hitlisterne, har måske mere konkrete og materielle årsager, påpeger Gitte Meyer.

Spørgsmål om, hvorvidt chefen er med til prioritere medarbejdernes arbejdsopgaver fra morgenstunden? I undersøgelsens selvforståelse er det sikkert negativt, hvis svaret er ’nej’, men Gitte Meyer kender de første halvtreds mennesker, som ville se det som noget positivt.

Endeløse rækker af svar på diffuse spørgsmål, hvor man alt efter holdning og tilbøjelighed kan konkludere, at lykken fremmes af større henholdsvis mindre økonomisk omfordeling, religiøsitet henholdsvis åndelig frihed og så videre og så videre. Et tag selv-bord af politiske løsninger, som forskeren kalder det.

»Jeg kan ikke se, hvad vi skal med de målinger. Enhver kan sige sig selv, at det er bedre at bo et sted, hvor man kan få behandling, når man er syg, mad på bordet og tag over hovedet. Så man kunne jo undersøge landenes forekomst af skolegang, sundhedsvæsen, boligforhold og andre helt klassiske, målbare ting, hvis man endelige skal sammenligne lande,« siger hun.

Samvittighed

Det har også noget med forventninger og samvittighed at gøre, når vi bliver bedt om at udtrykke graden af vores lykke, mener forskeren.

»Jeg ved da fra mig selv, at hvis man har gået en hel dag og være nedtrykt, og så åbner for fjernsynet og får flygtninge, jammer og elendighed væltende ned over sig, så siger man til sig selv, at det godt nok er små problemer, man kæmper med, og at man burde være lykkelig,« siger hun.

Gitte Meyer synes afgjort, at lykke, trivsel og det gode liv er væsentlige emner, som vi bør diskutere og fremme åbent og i respekt for forskellighed og individuelle tilgange til spørgsmålene. Men de diskussioner får vi aldrig nu, hvor lykken er sat på formel, og graden af lykke aflæses af nogle krydser på et spørgeskema, påpeger hun.

Det kan få et skær af samfundssind at vise sig villig til at lade sig måle og veje og bidrage til bestræbelser for, at virksomheden kan få bedre trivselstal næste gang.

Vi er på vej mod en situation, hvor lykke er et krav, man af hensyn til ’Forretningen Danmark’ skal leve op til, og hvor vi ukritisk marcherer frem i produktiv takt. Og hvor kvaksalvere falbyder mindfulness og diverse selvhjælpsbøger til dem, der har svært ved at holde takten, mener hun.

»Sjovt nok er kampråbet ’innovation’, som ellers skulle betyde nytænkning,« funderer hun.

Gitte Meyer minder om, at vi for ikke så længe siden lagde kraftig afstand til totalitære systemer, der ville skabe nye, bedre og mere lykkelige mennesker. Debatten i Danmark om produktivitet og innovation gennem arbejdsglæde ligner imidlertid tankegangen bag bevægelsen ’Kraft durch Freude’ (Styrke gennem Glæde), der blev oprettet i 1930ernes Tyskland, påpeger hun.

Formålet med organisationen var at sætte fart på oprustningen ved at fremme produktion og arbejdsglæde gennem et sundt og stærkt folkefællesskab, en sund folkekrop og et ’nervestærkt folk’, der kunne få noget fra hånden, forklarer Gitte Meyer.

»Nutidig tale om produktivitet og innovation gennem arbejdsglæde minder slående om tankegangen bag Kraft durch Freude. Det lægger op til eftertanke, naturligvis ikke om en risiko for uforvarende at ende som nazister, men nok en risiko for overslag i tankegange, hvor respekten for det enkelte menneske i sidste ende ikke tæller,« skriver hun i sin bog.

Mennesker bliver instrumenter

I Danmarks tilfælde handler det om velfærdsstatens konkurrenceevne, og i det spil kan det hurtigt blive til en moralsk pligt for den enkelte medarbejder at sørge for at have det godt, være glad og kunne producere mere, påpeger Gitte Meyer.

»Det kan få et skær af samfundssind at vise sig villig til at lade sig måle og veje og bidrage til bestræbelser for, at virksomheden kan få bedre trivselstal næste gang. Og set fra oven kan den enkeltes integritet og privatliv blive til forhindringer, der må overvindes for at sikre, at alle trives. Så er ikke blot glæden blevet til et instrument. Det er det enkelte menneske også,« mener hun.

Det vil Gitte Meyer gerne undgå, men hun er klar over, at hun er oppe mod tidsånden. Det var morsomt og absurd, da de engelske komikere i Monty Python i 1979 lod sangen ’Always look on the bright side of life’ lyde for dødsdømte Brian, da han hang på korset, i filmen ’Life of Brian’, påpeger hun.

I dag er hun ikke sikker på, at nogen kan se komikken, for nogenlunde dér skiftede tidsånden til den positive bane og fortrængte med en glad og smilende attitude ethvert tilløb til kritik eller skepsis over for udviklinger og fænomener.

Problemer har siden da højst kunnet få status som udfordringer, og det er den ånd, vi i dag spræller hjælpeløst i, mener Gitte Meyer.  

»Umiddelbart synes jeg, det er uhyggeligt, hvor medgørlige danskere er, og hvad de finder sig i,« siger hun.