VELFÆRD

Forsker: Sosu'ers arbejde mister status når kommuner satser på rehabilitering

Af

Interview: Nogle sosu’er ser en spændende opgave i at være med til at rehabilitere de ældre. Andre oplever det som ubehageligt at skulle presse de ældre. Men det er rehabilitering, der gælder i ældreomsorgen, mens pleje, og dermed sosu’er, mister terræn. Det fortæller ph.d-forsker, der har fulgt ældreomsorgen i fem kommuner.

Foto: Asger Ladefoged/Scanpix

Selvom andelen af ældre er steget de sidste ti år, er der færre sosu-medarbejdere i kommunerne i dag end dengang. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Til gengæld er antallet af ergoterapeuter, fysioterapeuter og sygeplejersker mangedoblet. Disse grupper er nemlig en del af løsningen på nutidens hjemmepleje, hvor rehabilitering er mantraet, og hvor nogle kommuner nu kalder sosu-medarbejdere for hjemmetrænere. Blandt medarbejderne er der heller ingen tvivl om, hvilke professioner der svinger taktstokken.

Sådan lyder det fra Maya Flensborg, der er ved at afslutte sin ph.d.-afhandling fra Institut for Organisation på Copenhagen Business School. Hun har undersøgt, hvordan de involverede professioner reagerer på overgangen til mere rehabilitering i hjemmeplejen i fem forskellige kommuner.

Teammøder styrker strategien

Maya Flensborg har blandt andet observeret tværfaglige teammøder. Her gennemgås de ældre borgere i rehabiliteringsforløb person for person med en terapeut eller en gruppeleder for bordenden. Der er ros, hvis det er lykkedes at få en borger til at blive mere selvhjulpen, mens der sættes spørgsmålstegn ved medarbejderens tilgang, hvis det ikke er lykkedes, eller hvis man anbefaler pleje.

»Det er tydeligt, at al viden ikke værdisættes ens. Hvis man ikke taler for rehabilitering, er man fanget i det gamle paradigme. Så er man traditionel eller gammel af sind. Så har man en tilgang, hvor man synes, at det er synd for de gamle. Så der kommer et særligt pres på at levere nogle bestemte historier og lave nogle bestemte handlinger, men det, der jo karakteriserer arbejde med mennesker, er, at det er meget komplekst,« siger Maya Flensborg og påpeger, at pointen med vidensdeling kunne være en åben drøftelse af arbejdet, men i stedet er det en ensretning af en ny omsorgslogik. 

Et spørgsmål om professionalisme

Hvis man kritiserer simpliciteten i diskussionerne, beskyldes man for »at være en kvinde med et stort omsorgshjerte,« anfører Maya Flensborg og understreger, at den nye logik hedder, at man skal, hvis man kan.

Maya Flensborg
Maya Flensborg

Maya Flensborgs ph.d. bygger på observationsstudier af teammøder i ældreplejen og fokusgruppeinterviews med terapeuter, sygeplejersker, sosu-medarbejdere, visitatorer og gruppeledere i Esbjerg, Greve, Holbæk, Kolding og Vejen Kommuner. Data er indsamlet af konsulentfirmaet TeamArbejdsliv i forbindelse med forskningsprojektet ReKoHveR, som er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Der tegner sig ikke noget klart billede af sosu-medarbejdernes reaktioner på udfordringen af deres faglighed. Nogle reagerer positivt og ser en spændende opgave i at gå på jagt efter rehabiliteringspotentiale hos de ældre. Andre oplever det som ubehageligt at skulle presse de ældre til mere rehabilitering mod deres vilje. Men disse medarbejderes kritik kommer som små pip, fordi det er vanskeligt at gå imod tonen, forklarer Maya Flensborg. Hun fortæller om en medarbejder, som under et interview fik tårer i øjnene og en klump i halsen over at skulle kritisere rehabiliteringsstrategien.

»Medarbejderen bliver følelsesmæssigt berørt over at komme med kritik i fokusgruppen, fordi du bliver stemplet som uprofessionel, hvis ikke du kan se lyset ved den nye strategi. Men det er da totalt legitimt at sige, at det bliver ubehageligt engang imellem,« siger Maya Flensborg.

Hun forklarer, at medarbejderne løbende skelner mellem, hvornår det er mangel på motivation hos de ældre, og hvornår det skyldes, at de ikke kan.

»Det bliver bare tit til et motivationsspørgsmål, og derfor kan det blive så professionelt ydmygende, fordi man ikke formår med sin professionalitet at motivere en borger,« fortæller Maya Flensborg.

En løsning på en af velfærdsstatens udfordringer

Kommunerne fik for alvor øjnene op for rehabilitering i 2008, da Fredericia Kommune lancerede projektet Længst Muligt i Eget Liv. Projektet viste et enormt potentiale for at gøre borgere selvhjulpne og samtidig spare en masse penge. Og så viste kommunens evaluering af forløbet, at det gav glade og stolte medarbejdere. Projektet kastede en dansk innovationspris og flere udenlandske anerkendelser af sig, og siden er rehabilitering i hjemmeplejen blevet hyldet som positive kommunale besparelser og et svar på et af velfærdsstatens store spørgsmål.

For godt to år siden vedtog folketinget så en ændring af serviceloven, så kommunerne nu er forpligtede til at undersøge rehabiliteringspotentialet hos hjemmehjælpsmodtagere.

Maya Flensborg anerkender, at det for mange ældre er positivt at blive selvhjulpne, men hun sætter spørgsmålstegn ved grundantagelsen om, at det er lykken for alle.

»Man kan anfægte idealet ved at sige, at mange ældre godt kan lide, at der kommer nogen, fordi de er ensomme. Eller man kan anfægte det ved, at de ældre føler, at de skal træne udover deres evner, eller at de godt kunne ønske sig at have tid til andet end at vaske tøj eller sig selv,« siger hun og fortsætter:

»Vi har set en glidning, hvor borgerne kommer hurtigere ud af hospitalerne og senere på plejehjem. Derfor er ældreplejen i dag præget af mange sociale og psykiske problemstillinger, og der er mennesker, der har brug for hjælp. Og det kunne jo også være et ideal som samfund at kunne tilbyde en hjælp, der også er kompenserende. Men det er jo så blevet lidt tabubelagt, mener jeg.« 

Evig jagt på anerkendelse

Som profession har hjemmeplejen altid været tabuiseret, og den har kæmpet for samfundets anerkendelse siden fødslen i 1949. Et øget fokus på rehabilitering fremhæves som en genvej til at give plejepersonalet højere status, men spørgsmålet er, om det reelt øger deres værdighed som professionelle, mener Maya Flensborg.

Hun lufttegner hierarkiet i sundhedssystemet med lægen i toppen: En kittelklædt autoritet, som overleverer barske nyheder til patienter på myndig vis og skærer i mennesker gennem et lille hul i et klæde, der afdækker alt andet end den sygdomsramte del af kroppen. I bunden arbejder sosu-medarbejderen, der gør rent og laver mad i andres hjem og respektfuldt må fjerne afføring og opkast fra et andet menneske. Beskidt arbejde, hedder det i den akademiske verden.

»Er det ikke ligeså godt arbejde, at man støvsuger hos en, eller går ind og vasker et andet menneskes beskidte krop? Beskidt arbejde er sådan noget, ingen gider at gøre, og derfor bliver det tabuiseret, og man får en virkelig dårlig løn for at gøre det. Men er det ikke nærmere dét, der er noget galt med, at man ser det som et lavstatusjob?«

»Rehabiliteringsstrategien tabuiserer i mine øjne endnu mere det med at hjælpe de ældre. Men man kunne jo egentlig også se det som professionelt at kunne gøre det for et andet menneske, for det ville vi andre måske have svært ved,« påpeger Maya Flensborg.