Forsker: Fagbevægelsen er konfliktsky

Af | @GitteRedder
| @MichaelBraemer

Fagbevægelsen i Danmark er langt stærkere end den engelske, men langt mindre ambitiøs på integrationsområdet, mener engelsk forsker i racisme.

»Store ord, men ikke meget at have dem i.«

Sådan karakteriserer den engelske forsker John Wrench dansk fagbevægelses indsats for at integrere indvandrere og modarbejde forskelsbehandling.

John Wrench, der i øjeblikket arbejder på Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad under orlov fra Syddansk Universitetscenter, har forsket i, hvordan engelsk og dansk fagbevægelse har håndteret problemerne med immigration og etnisk ulighed i de to lande.

Han konkluderer, at langt den svageste af de to fagbevægelser – den engelske – paradoksalt nok har taget de mest vidtrækkende initiativer mod diskrimination på arbejdsmarkedet.

»Ingen tvivl om, at der ligger en forklaring i forskellen mellem den angel-saksiske og den nordiske model for regulering af arbejdsmarkedet. I Danmark er der tradition for samarbejde og indbyrdes afhængighed mellem fagbevægelse og arbejdsgivere. I England er det langt større tradition for konfrontation og konflikt,« siger han.

Lighedstanken er forældet

Engelsk fagbevægelse havde i 60’erne den »farveblinde« holdning, at den beskæftigede sig med mænds og kvinders arbejdsforhold, og at etnisk tilhørsforhold i den sammenhæng var ligegyldig.

I 1970’erne voksede erkendelse imidlertid af, at det i nogle sammenhænge var nødvendigt med særlige politikker mod diskrimination og racisme, hvis ligheden skulle opnås.

»I dag ser man for eksempel etniske minoriteter have egne organisationer inden for fagforeningerne. Man ser det ikke som forskelsbehandling at være opmærksom på forskelle og »overvåge« minoriteternes repræsentation, men reserverer tværtimod et bestemt antal pladser i bestyrelser til dem, ligesom man skrider aktivt ind mod diskrimination og chikane af mindretal på arbejdsmarkedet. Alt sammen noget, der passer ind i den engelske konflikt-tradition,« siger John Wrench.

Herhjemme var fagforeningslederne også optaget af lighedstanken, da indvandringen tog fart i 60’erne og brugte kræfter på at få indvandrerne organiseret i fagforeninger og sikre dem samme løn som danskerne. Men danske fagforeninger har holdt fast i denne ligebehandlings-linje i meget længere tid end deres engelske kolleger, påpeger den engelske forsker.

»Til slutningen af 90’erne har de danske fagforeninger afvist særlige initiativer i forhold til medlemmer af fremmed oprindelse, selv om det stod klart, at modstanden mod fremmede vandt frem i det danske samfund, og arbejdsløsheden blandt indvandrere var tre eller fire gange højere end blandt danskerne. Faglige ledere har været opmærksomme på, at særlige fremstød for indvandrere kunne være upopulære hos flertallet af deres danske medlemmer,« mener John Wrench.

Chikane bliver bagatelliseret

Han anerkender, at der siden er sket fremskridt. Blandt andet roser han SiD for initiativet »Netværk i Fagbevægelsen«, som skal forbedre forholdene for etniske minoriteter på arbejdsmarkedet og bygge bro mellem dem og fagforeningerne. Og han roser HK for den meste ambitøse plan for etnisk ligestilling. Endelig fremhæver John Wrench den aftale, LO indgik med DA i 2002 om bedre integration af indvandrere og flygtninge.

Han har interviewet en række fagligt aktive danskere, som både repræsenterer danskere og personer med anden etnisk baggrund. De kunne fortælle om mange eksempler på episoder fra arbejdspladser, som efter hans bedste vurdering sorterede under begrebet racistisk chikane, men som langt hen ad vejen blev bagatelliseret som udtryk for humor, og i ingen af tilfældene havde involveret faglige organisationer.

»Der var ingen forventning om, at fagforeningen kunne gøre noget i sådan nogle sager. For mig at se handler det også om mangelfuld uddannelse af tillidsrepræsentanter,« mener John Wrench.