Forsikringsdanmark

Af

Ligesom fagbevægelsen for 10 år siden påtog sig ansvaret for pensionsopsparing, må man i dag sørge for, at de nye forsikringer mod ledighed bliver solidariske, og at det ikke er de private selskabers noget-for-noget principper, der kommer til at herske.

En række af de store forsikringsselskaber har udset sig et nyt forretningsområde. Som beskrevet i denne uges A4 står de parat med masser af gode tilbud om forsikringer mod tab af indtægt i forbindelse med ledighed. Et tilbud, som mange vil føle sig fristet af.

Når der er brug for forsikringer, er det, fordi der er en risiko, som er voksende, og set i det lys er det stigende behov for tillægsforsikringer mod ledighed meget naturligt. Niveauet for den maksimale dækning af dagpenge er relativt lavt. Og når eksempelvis boligudgifterne for yngre mennesker i Danmark betyder, at husholdningsbudgetterne strammes til det yderste, så åbner der sig naturligvis et lukrativt marked for forsikringer.

Det samme kan man sige med de nye sundhedsforsikringer. Når der opstår usikkerhed om, hvorvidt man kan blive behandlet på et offentligt hospital inden for en rimelig ventetid, så blotlægger det et nyt marked for private forsikringer. Allerede for 10 år siden var erkendelsen, at forsikringer og opsparing til alderdom er nødvendig, hvis man som almindelig lønmodtager vil have vished for en rimelig levestandard som pensionist. Forsikringer på traditionelle velfærdsområder er altså ikke noget helt nyt begreb. Livsforsikringer, ulykkesforsikringer, forsikring mod kritisk sygdom er andre eksempler på områder, hvor den tryghed, som det offentlige kan tilbyde, ikke længere er tilstrækkelig. På samme måde er det med dagpengene.

Private forsikringer træder til, når det offentlige ikke slår til. Det handler om at være tryg, for at citere et aktuelt slogan.

Problemet med forsikringer på traditionelle velfærdsområder er ikke, at nogen får mulighed for at opnå en ydelse, som andre ikke får, ved at betale til en forsikringsordning. Problemet er, at de private forsikringsordninger har det med at skille de svageste ud – uanset om det handler om sygdom, ledighed eller pension. De stærke og gode »liv«, som aldrig kommer i nærheden af Arbejdsformidlingen, har alle selskaber lyst til at tegne forsikringer for til en overkommelig pris.

Taberne på dette ekstremt individuelle marked er de kronisk syge, de hyppigt ledige, og de, der arbejder i brancher med nedslidning og mange arbejdsskader. De er slet og ret dårlige kunder i butikken.

Derfor er det vigtigt, at det ikke er Top Danmark, GE Forsikring og Fair Forsikring, der løber med markedet for tillægsforsikringer mod ledighed. Et marked som uundgåeligt vil vokse sig større, jo lavere dækningsgraden bliver for lønmodtagere med almindelige indkomster. Tillægsforsikringer må bygge på de samme principper om solidaritet og hensyn til de grupper, som har en større risiko for at blive ledige, som i dag gælder for a-kasserne. Hvis præmiens størrelse alene afhænger af risikoen, så bryder det med et af de vigtigste grundprincipper i velfærdssamfundet.

Ligesom fagbevægelsen for 10 år siden påtog sig ansvaret for, at lønmodtagere sparer op til deres alderdom gennem arbejdsmarkedspensioner, må de faglige organisationer og a-kasser påtage sig forpligtelsen til at sikre retfærdige og tidssvarende forsikringer mod ledighed.

Forsikringsdanmark er givetvis kommet for at blive. Om man kan lide det eller ej, så er der ikke udsigt til, at velfærdskagen bliver større i de kommende år. Flere vil finde det nødvendigt at forsikre sig til en større tryghed på det private marked – end den som det offentlige kan tilbyde.

Derfor bliver udfordringen at sørge for, at disse forsikringsordninger indeholder den størst mulige grad af solidaritet over for de grupper, der har størst risiko. Det er en langt mere farbar og realistisk vej end at forvente mærkbart større offentlige udgifter.