Fornyelse betaler sig

Af

Efter valgnederlaget i 2002 satte de hollandske socialdemokrater gang i den grundlæggende fornyelse, som deres danske partifæller er veget tilbage fra. Den unge karismatiske Wouter Bos blev ny partileder – direkte valgt i en holmgang med andre af partiets topfolk. Bos gik i dialog med de utilfredse vælgere og vandt tidligere i år en opsigtsvækkende valgsejr.

19Det hollandske valg 15. maj sidste år var intet mindre end et politisk jordskælv. Det nye populistiske parti – Pim Fortuyns liste – blev med ét slag et af landets største. Den store taber var det socialdemokratiske arbejderparti, PvdA, som raslede ned fra 45 til kun 23 pladser i parlamentet.

Valget lignede på mange måder det danske i 2001. PvdA havde stået i spidsen for succesrige regeringer, der havde styr på både arbejdsløsheden og de økonomiske nøgletal. Men vælgerne var utilfredse. Med udlændingepolitik, kriminalitet og lange ventelister på sygehusene. Og det blev udnyttet af både populisterne og den borgerlige opposition, som fik godt tag i traditionelle socialdemokratiske vælgere blandt arbejdere og funktionærer.

Men hér hører ligheden med Danmark også op. Den 22. januar 2003 indtraf nemlig endnu et politisk jordskælv. Koalitionen mellem de borgerlige partier og populisterne brød sammen og udløste valg i utide. Pim Fortuyns liste blev næsten udslettet. Og valgets store sejrherre var »Hollands Kennedy« – socialdemokraternes nye leder, den unge karismatiske Wouter Bos.

De otte måneder mellem valgene vendte op og ned på PvdA: Ny ledelse. Nye arbejdsformer. Og begyndelsen på en ny politik. De hollandske socialdemokrater er i gang med et gigantisk eksperiment, der vækker interesse blandt progressive kræfter langt uden for landets grænser.

Ny partikultur

Skiftet begyndte allerede på valgnatten 15. maj, da katastrofens omfang stod klart. Den daværende partileder, den lidt teknokratiske Ad Melkert, tog konsekvensen og trådte tilbage. Og PvdA gik nye og uprøvede veje i valget af hans efterfølger.

Tidligere var partilederen reelt udpeget af parlamentsgruppen – ofte som et kompromis mellem de fløje, der i mange år har præget PvdA. Partikongressen kunne blot blåstemple det valg, som var truffet af inderkredsen i parlamentsgruppen. Men nu skulle der nye boller på suppen. Den nye leder skulle vælges ved urafstemning blandt alle partiets 65.000 medlemmer.

Mens forberedelserne gik i gang, kulegravede to arbejdsgrupper årsagerne til valg-katastrofen – både politisk og organisatorisk. Hollandske socialdemokrater beskriver processen som et næsten terapeutisk opgør med de gamle tabuer:

»Arbejdsgruppens rapport pegede på, at partiet kun fokuserede på økonomi og ikke forstod de nye bekymringer i samfundet. Vi har haft et naivt forhold til den multikulturelle udvikling, der præger de store byer og skaber mange problemer. Rapporten pegede også på, at vore ledere mangler karisma, og at partiet blev styret autoritært af ledelsen og statsministeren,« fortæller Alvaro Pinto, der er international sekretær i PvdA.

Det vigtigste ved rapporterne var imidlertid ikke de konkrete anbefalinger:

citationstegnHvis vi vender tilbage til den gamle måde at gøre tingene på, vil vælgerne forlade os igen - og denne gang i endnu større tal. Wouter Bos, leder af Hollands socialdemokrati.

 

»Det afgørende var psykologisk. Det blev klart, at vi måtte lære af vore egne fejl. Der blev skabt en helt ny kultur i partiet,« vurderer Mic-hiel van Hulten, der var rådgiver for tidligere statsminister Wim Kok og i dag er medlem af Europa-Parlamentet.

Tre »tunge« kandidater lagde billet ind på jobbet som ny partileder. 39-årige Wouter Bos, som var tidligere vice-finansminister med en fortid i det private erhvervsliv, kom fra de midtsøgende »fornyere«. Den tidligere førstedame i Hollands parlament, den slagfærdige Jeltje van Nieuwenhoven, stod for den »traditionelle« faglige fløj. Og den forhenværende minister Klaas de Vries tegnede de intellektuelle »1968’ere«. Hertil kom et ret ukendt partimedlem, der mest brugte valgkampen til personlig profilering.

Midt i det hele blev der for alvor sat strøm til systemet. Den nye regering, som byggede på et samarbejde mellem de store borgerlige partier og Pim Fortuyn-populisterne, måtte kaste håndklædet i ringen. Holland var på vej mod endnu et valg. Det skabte en enorm offentlig interesse for PvdA’s afstemning. Kampagnen mellem de fire kandidater blev ikke kun udkæmpet i forsamlingshusene og på cafeerne, men også på TV.

»Mere rødt på gaderne«

Da urafstemningen var færdig, havde Wouter Bos opnået 60 procent af stemmerne. Og han gav startskuddet til en kampagne op til parlamentsvalget, der på helt nye måder forenede tradition og fornyelse.

PvdA førte valgkamp under sloganet »mere rødt på gaderne«. Sloganet var et svar på talemåden »mere blåt på gaderne« – at det hollandske politi med deres blå uniformer skulle have flere betjente. Samtidig var det signalet til, at tusindvis af aktivister fra PvdA gik ud på gaderne i røde jakker og tog en direkte debat med befolkningen.

De rødklædte aktivister ville under andre forhold virke gammeldags. Men det fik den stik modsatte virkning, fordi kampagnen i øvrigt signalerede ungdom, modernitet, dialog og nye budskaber.

»Wouter Bos rykkede i substansen mod midten, men var samtidig optaget af at fastholde partiets identitet. Han veg derfor ikke tilbage fra at bruge ord som rød og socialistisk,« siger Mic-hiel van Hulten.

Bos strammede kursen i både rets- og udlændingepolitikken – to områder, der ifølge analyserne var helt afgørende for de frafaldne S-vælgere. Han overtog direkte britiske Tony Blairs slogan om at være »hård mod kriminalitet og hård mod årsagerne til kriminalitet«. Der er ingen modsætning mellem hårdere straffe og en stærkere social indsats, som kan forebygge forbrydelser, lød ræsonnementet.

Slaget om Rotterdam

I udlændingepolitikken lød parolen: »Vi står fast på indvandrernes eget ansvar – og på samfundets ansvar over for indvandrerne«.

»Bos gennemførte et afgørende skifte i udlændingepolitikken. Han foreslog for eksempel, at indvandrere kan fratages deres hollandske statsborgerskab, hvis de begår grov kriminalitet. Men det skete hele tiden i en balance. Han gjorde også meget ud af den diskrimination, som mange indvandrere oplever – for eksempel på diskotekerne. Han betonede på én gang, at vi må begrænse tilgangen af nye udlændinge til Holland og sikre lige ret for dem, der er her,« fortæller Michiel van Hulten.

Arbejderpartiet gik målrettet efter at vinde de frafaldne vælgere tilbage. Wouter Bos førte en særlig aktiv valgkamp i Rotterdam, en gammel og slidt arbejderby, som socialdemokraterne havde tabt ved kommunevalget i marts 2002. Et nederlag, der var et forvarsel om den senere katastrofe ved parlamentsvalget:

»Kampen om Rotterdam var dybt symbolsk. Bos opsøgte de kvarterer, hvor Pim Fortuyn havde særlig mange tilhængere. Han gik ud i butikscentrene og på værtshusene. Dér tog han diskussionen med folk om problemerne i det multikulturelle samfund og manglerne i den offentlige service. Diskussionerne blev bragt på TV og viste, at vi havde en ny attitude – at vi lytter til folk og igen er blevet en del af samfundet,« fortæller Alvaro Pinto.

Wouter Bos’ dialog med vælgerne var således noget andet end den danmarksturne, som tidligere S-leder Poul Nyrup Rasmussen gennemførte efter nederlaget i 2001. Mens tyngdepunktet i Nyrups turne var socialdemokratiske partimedlemmer og faglige tillidsfolk, opsøgte hans hollandske kollega omhyggeligt de frafaldne og kritiske uden for partiet. Bos sagde slet og ret nej til lokale møder, der kun samlede partimedlemmer.

Samtidig var han meget omhyggelig med sin stil. Trods en fortid som ledende funktionær i Shell optrådte Bos stort set aldrig i slips. Han droppede enhver form for politikerjargon og talte et jævnt og ligefremt sprog. Og så brugte han lige så meget tid på at lytte som på selv at tale.

Radikalismens fare

Da stemmerne ved januarvalget var talt op, havde PvdA næsten fordoblet stemmetallet og gik fra 23 til 42 mandater. Analyserne viser, at socialdemokraterne især vandt mange stemmer fra Pim Fortuyns liste. Der kom dog også en del fra det hollandske SF og fra folk, der slet ikke stemte i 2002.

Arbejderpartiet var dog stadig to mandater fra at slå de kristelige demokrater som landets største parti. Og efter tre måneders regeringsforhandlinger dannedes endnu en borgerlig koalition. Det bekymrer Wouter Bos:

»Jeg havde faktisk endnu en grund til at gå efter regeringsansvaret: Jeg var overbevist om, at partiets proces med modernisering og fornyelse ville have bedre chancer, hvis vi samtidig blev tvunget til at vurdere, om vores ideer kunne føres ud i livet. Parti-modernisering i opposition løber altid en risiko for at flyde ud i radikalisering,« skriver Wouter Bos i magasinet »Progressive Politics«.

Han slår samtidig fast, at PvdA ikke kan stoppe på halvvejen. Valgsejren i januar skyldes, at vælgerne lod tvivlen komme Arbejderpartiet til gode. »Hvis vi vender tilbage til den gamle måde at gøre tingene på, vil vælgerne forlade os igen – og denne gang i endnu større tal,« advarer Bos.

citationstegnWouter Bos opsøgte de kvarterer, hvor Pim Fortuyn havde særlig mange tilhængere. Han gik ud i butikscentrene og på værtshusene. Dér tog han diskussionen med folk. Alvaro Pinto, international sekretær i Hollands arbejderpart.

Indtil videre går det dog godt. PvdA har fortsat fremgangen og er i meningsmålingerne blevet det suverænt største parti. En konference skal til december fastlægge temaerne i den dybtgående politiske fornyelse, der er sat på programmet. Alvaro Pinto forventer, at tre-fire temaer bliver afgørende:

Et af dem er indvandring og integration. Et andet er modernisering af den offentlige sektor. Og som noget helt nyt skal hollænderne diskutere EU. Hidtil har de hollandske socialdemokrater hørt til de mest integrationsivrige i Eu-ropa. Men nu stilles der spørgsmålstegn ved, om EU skal gå hele vejen til forbundsstaten. Et af temaerne er, hvorvidt en dybt integreret forbundsstat vil være forenelig med den liberale holdning til hash, prostitution og abort, som mange hollændere sætter pris på.

Samtidig er hele partiets fremtidige opbygning sat til debat. Nogle foreslår en løsere organisation, hvor kandidaterne som i USA udpeges ved primærvalg, mens andre holder fast i en fornyet udgave af den gængse partistruktur.

»Rent politisk står vi kun ved starten af fornyelsen. Men det direkte valg af vores leder skabte et helt nyt klima, hvor mange igen ville være med i politik. Vi har fået en medlemsfremgang på over otte tusinde. Det er mange i en situation, hvor partierne ellers mister medlemmer. Især de unge vil gerne være med i fornyelsen,« siger Alvaro Pinto.