Formandsvalg splitter TIB

Af | @GitteRedder

To garvede fagforeningsmænd er i nærkamp om formandsposten i forbundet Træ-Industri-Byg op til kongressen, der begynder om knap en uge. En kontroversiel pengegave til en colom­biansk oprørsbevægelse stjæler fokus fra de egentlige problemer i forbundet, nemlig tab af medlemmer og trængt økonomi.

 
TØMMERLUS
Kampen mod terrorisme er helt uventet blevet sprængstof i den historiske valgkamp om, hvem der skal være ny forbundsformand i fagforbundet Træ-Industri-Byg (TIB).

Når tømrernes, snedkernes og glarmestrenes fagforbund indleder kongres i Ålborg på søndag 28. september, skal de nemlig vælge en afløser for Arne Johansen, der har valgt at sige farvel efter tre årtiers faglig karriere i TIB. Og da den ene formandskandidat Anders Olesen har bakket op om at yde økonomisk støtte til oprørsgruppen FARC i Colombia, og den anden formandskandidat Johnny Skovengaard i både danske og udenlandske medier må lægge afstand til støtten til FARC, er terrorisme pludselig blevet det, som diskuteres på landets byggepladser. Fordi støttekronerne til en oprørsgruppe, der står på både USA’s og EU’s terrorliste, også afslører, t de to formandskandidater har vidt forskellige strategier for fremtidens TIB.

Skal TIB være en partisanbevægelse eller en fagbevægelse, spørger mange af de 47.000 kontingentbetalende medlemmer af TIB sig selv om i disse dage, inden de skal vælge ny formand og dermed også vælger, hvilken vej forbundet skal udvikle sig.

For nordjyderne er der ingen slinger i valsen, fortæller næstformand i TIB’s afdeling i Aalborg, Hilmar Jensen.

»At støtte en ekstremistisk gruppe som FARC er ikke lige den nordjyske stil. Lagt sammen med, at københavnerafdelingen også var aktiv i støtten til Ungdomshuset på Jagtvej i Nørrebro er vores favorit til formandsposten helt klart Johnny Skovengaard. Vi nordjyder er besindige og sympatiserer ikke med ekstremister,« siger Hilmar Jensen.

På afdelingens vegne beklager han, at hele TIB nu klandres for en støtte til en oprørsgruppe, som forbundet centralt ikke har noget med at gøre.

»Det er synd, at man bruger vores gode navn og dermed kæder det sammen med ekstreme grupper. Det skal der sættes en stopper for,« fastslår Hilmar Jensen.

Ingen sammenhæng med formandsvalg

TIB’s egen »terrorsag« tager sin begyndelse i december 2007, hvor Den Faglige Klub, som er en diskussionsklub bestående af cirka 100 medlemmer af TIB’s afdeling 9 i København, beslutter at donere 10.000 støttekroner til Raul Reyes, tidligere formand for Nestlé-arbejderne i Colombia og medlem af oprørsbevægelsen FARC. Formanden for Afdeling 9 Anders Olesen er menigt medlem af den faglige klub og samtykker, da pengene sendes til Colombia. Den faglige klub stiller ingen betingelser for brugen af pengene, og inden Raul Reyes når at bruge dem, likvideres han af den colombianske hær. Siden vælger FARC at etablere et bibliotek på en af deres skoler for den danske pengegave.

Klubben er siden blevet anmeldt til politiet for terrorstøtte, men endnu er ingen blevet sigtet. Myndighederne har afventet den dom ved Østre Landsret i retssagen mod de sigtede i tøjfirmaet Fighters+Lovers, som blev afsagt i torsdags. Her blev seks ud af syv personer, der var tiltalt for at producere t-shirts til fordel for oprørsgrupperne FARC samt den palæstinensiske PFLP, idømt fængselsstraffe. En blev frikendt.

Over for Ugebrevet A4 understreger Anders Olesen, at han overhovedet ikke oplever, at støtten til FARC er et tema i den nuværende valgkamp om formandsposten.

»Det er helt irrelevant og har ingen sammenhæng med formandsvalget. Det var et initiativ taget i den faglige klub ud fra et ønske om, at vi gerne ville støtte en fagforeningsleder, som er gået ind i en frihedsbevægelse. Men vi skal huske, at FARC er en følge af konflikten og undertrykkelsen i Colombia. FARC er ikke årsagen til konflikten og undertrykkelsen,« siger Anders Olesen.

Han drager en parallel til den sydafrikanske frihedsbevægelse ANC, der for 20 år siden kæmpede mod apartheidstyret uden dengang at blive stemplet som en terrororganisation og uden protester over, at man fra dansk side støttede de sorte afrikaneres kamp for lige rettig­heder.

Skulle Anders Olesen vinde formandsposten i TIB, tør han godt love medlemmerne, at de ikke fremover skal støtte FARC:

»Nej, og jeg vil gerne gøre det krystalklart, at jeg ingen intentioner har om, at forbundet centralt skal støtte organisationer som FARC. Men vi vil have relationer til fagforeningen af colombianske bygningsarbejdere. De er i en fortvivlet situation med et paramilitært styre,« fastslår han.

Anders Olesens modkandidat lægger ikke skjul på, at han hellere havde været FARC-sagen foruden, fordi det fjerner fokus fra den langt mere påtrængende dagsorden om TIB’s fremtid.

»Det er ærgerligt, at vi skal bruge tid, kræfter og energi på at diskutere den her sag, men det er tydeligt, at den fylder ude hos medlemmerne, fordi en faglig klub i København har brugt TIB’s navn til at profilere sig,« siger Johnny Skovengaard.

Han mener, at et fagforbund udelukkende skal støtte faglige sager og holde sig langt væk fra alt, hvad der ligner guerillabevægelser.

»At vælge at støtte en bevægelse, som, vi ved, holder mennesker i fangenskab, og som både USA og EU kategoriserer som en terrororganisation, ligger milevidt fra det, TIB vil støtte og sættes i forbindelse med,« siger Johnny Skovengaard og tilføjer, at en faglig klub selvfølgelig kan vælge at støtte alt fra Kattens Værn til en kamp på den anden side af kloden, men at de bare aldrig skal bruge TIB’s navn som afsender.

Veteraner vil hver sin vej

I det hele taget står kampen om formandsvalget mellem to vidt forskellige profiler. Den sindige næstformand Johnny Skovengaard mod ærkekøbenhavneren og aktivisten Anders Olesen. Begge energiske veteraner i dansk fagbevægelse, men med hver deres bud på, hvor TIB skal bevæge sig hen for at klare de store faglige udfordringer.

Alene de to kandidaters valgprogrammer afslører, at her er forskel på stil og tone. Hvor Johnny Skovengaard kalder sit valgprogram for »Et moderne TIB«, kalder Anders Olesen sit for »Tilbage til rødderne«. Ligesom alle andre LO-forbund slås TIB for at vende medlemstilbagegang til fremgang. Alene de seneste fem år har flere end 6.500 håndværkere forladt TIB til fordel for de »gule« fagforeninger, eller fordi de på grund af opsving og lav risiko for arbejdsløshed stoler på, at de kan klare sig uden faglig støtte. Medlemsflugten presser økonomien, og fra at være et meget sammentømret forbund strides de forskellige lokalafdelinger nu om, hvilken strategi der kan vinde nye medlemmer og gøre økonomien mere robust.

»Vores vigtigste opgave er at få vendt medlemsudviklingen, og det skal ske ved at være mere synlige ude på arbejdspladserne, tegne bedre overenskomster og en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Vi skal videreføre den gode service, vi har i dag,« lyder det fra Johnny Skovengaard.

»Vi skal have styrket organisationen, så vi kan være mere aktive og stoppe medlemstilbagegangen. Derfor skal vi investere massivt i at få udviklet de faglige klubber og styrke tillidsrepræsentanterne. Får vi bygget et stærkt hold af tillidsfolk og klubber, kan vi bedre matche arbejdsgiverne,« mener Anders Olesen.

Hjem til Grete

Johnny Skovengaard vurderes til at være favorit til at vinde formandsposten. Ud over hovedbestyrelsens opbakning får han også en varm anbefaling fra den afgående »grand old man« Arne Johansen. Og han vil gøre det klart for de 260 delegerede på kongressen, at næstformanden kan blive en fantastisk formand.

Men Anders Olesen har ført en god valgkampagne, og derfor gætter flere kilder på, at han i slutspurten har indhentet noget af Johnny Skovengaards forspring. Det betyder spænding til det sidste.

Hovedbestyrelsen indstiller også Claus Jørgensen som ny næstformand. Den unge tømrer-uddannede Claus Jørgensen har arbejdet som konsulent i LO og er nu ansat i TIB Midtjylland.

Uanset hvem den nye formand bliver, lover TIB’s afgående formand, at det bliver hårdt arbejde.

»Der bliver nok at bestille, men jeg vil holde mig fra at gøre mig klog på, hvad der skal ske,« fastslår Arne Johansen.

Han cyklede hjemmefra sin mor som 13-årig og har arbejdet uafbrudt i 51 år. Nu skal han hjem og bruge mere tid på hustruen Grete og tage hende med på rejser rundt om på kloden.

Og Colombia bliver ikke første rejsedestination, understreger han.