Forligsmand har brugt det sidste skud i bøssen

Af

Det er ved at være sidste chance, hvis forhandlerne på transportområdet skal blive enige om en ny overenskomst. Ellers kastes Danmark ud i en storkonflikt senest 11. april. Forligsmand Asbjørn Jensen brugte i torsdags sin sidste mulighed for at udsætte konflikten. Fredag var de seneste meldinger, at forhandlerne er rykket tættere på hinanden.

SLUTSPIL Ved A4’s deadline fredag klokken 15 kunne årets dramatiske overenskomstspil stadig vippe til begge sider. Fredeligt forlig eller kaotisk konflikt. Men vi bliver under alle omstændigheder snart meget klogere. I torsdags brugte forligsmand Asbjørn Jensen sin sidste mulighed for at udsætte konflikten, og dermed udbryder der storkonflikt senest 11. april, hvis arbejdsgivere og lønmodtagere på transportområdet ikke bliver enige inden da.

De seneste meldinger tyder dog på, at forhandlingerne mellem lønmodtagerne i 3F’s transportgruppe og arbejdsgiverne i Handel, Transport og Service (HTS) skred fremad. Efter flere dage uden tegn på fremgang sagde Orla Petersen, 3F’s topforhandler, torsdag til Ritzaus Bureau:

»Der blev rykket lidt på tingene i nat i forhold til spørgsmålet om lønnen. Alt, hvad der bliver rykket, gør det nemmere,« sagde Orla Petersen.

Ved redaktionens deadline var der pause i forhandlingerne, men allerede fredag klokken 16 skulle forhandlerne på den igen i Forligsinstitutionen. Og hvis det er gået godt, kan der være et forlig på plads, når disse linjer læses.

Forligsmand Asbjørn Jensen udsatte konflikten første gang allerede 8. marts. Og i torsdags benyttede han altså sin anden – og sidste – mulighed for at udsætte konflikten. Han begrundede beslutningen med hensynet til de 70 procent af overenskomsterne, som allerede er faldet på plads:

»Jeg kan ikke være andet bekendt over for dem, der allerede er enige. Parterne (på transportområdet, red.) er jo også enige på en lang række områder, selv om der stadig er uenighed om den økonomiske ramme,« sagde Asbjørn Jensen torsdag til Ritzaus Bureau.

Den alvorlige knast på transportområdet er lønnen. Det er et normallønsområde, hvor hele lønstigningen aftales ved de centrale overenskomstforhandlinger. Derfor vil lønmodtagerne ikke nøjes med de lønstigninger, som er forhandlet på plads i minimallønsområderne i blandt andet industrien. På minimallønsområdet bliver de reelle lønstigninger forhandlet ved lokale forhandlinger på arbejdspladserne, og den mulighed har transportarbejderne ikke. Arbejdsgiverne har imidlertid stået fast på, at lønstigningerne ikke skal være højere på transportområdet.

Hvis der ikke kommer et forlig på transportområdet, vil de allerede indgåede overenskomstforlig på andre områder reelt bortfalde, og der vil udbryde storkonflikt.