Forlig ligger langt under medlemmers lønkrav

Af

Lønstigningerne i de netop indgåede overenskomstforlig står langt fra mål med de voldsomme lønkrav, mange faggrupper havde kort tid inden de afgørende forhandlinger. Alligevel vil medlemmerne formentlig sige god for resultatet. Tiden er kommet, hvor ønsketænkning erstattes af det muliges kunst, mener ekspert.

KONFLIKT Det kan godt være, at formanden for KTO-fællesskabet Anders Bondo Christensen var ovenud tilfreds med egne forhandlingsevner, da han forrige lørdag kunne præsentere et forlig om en ny overenskomst for godt 300.000 kommunale medarbejdere. Imidlertid er indholdet af forliget ikke i nærheden af at kunne tilfredsstille de lønkrav, som mange af de offentligt ansatte, der er omfattet af forliget, har præsenteret i de seneste måneder.

Værst ser det ud på socialrådgivernes område. Da Ugebrevet A4 i januar spurgte et repræsentativt udsnit af socialrådgiverne om deres lønkrav, lød svaret, at de skulle have ekstra 5.217 kroner i lønningsposen over de næste tre år. Faktum er imidlertid, at socialrådgiverne med forliget mellem KTO-fællesskabet og Kommunernes Landsforening må stille sig til takke med en lønstigning på cirka 3.700 kroner. Der er altså godt 1.500 kroner i forskel mellem de oprindelige krav og de barske realiteter.

Overenskomstforliget indeholder selvfølgelig meget andet end lige netop løn. Det indebærer en lang række forbedringer for lønmodtagerne. Blandt andet bliver der ret til løn på børns anden sygedag, lønmodtagere over 60 år får ret til ekstra betalt ferie – kaldet seniordage. Og der bliver sat ekstra fokus på de ansattes sundhed og trivsel. Men det ændrer ikke ved, at der i hvert fald på lønfronten er langt mellem forventninger og virkeligheden.

Og det gælder ikke kun for socialrådgiverne. Også folkeskolelærerne og de kommunalt ansatte HK’ere ser på nuværende tidspunkt ud til at skulle tage til takke med lønstigninger, der ikke står mål med de krav, som de signalerede over for Ugebrevet A4 for blot to måneder siden.

Den eneste opløftende historie findes blandt akademikerne. Forud for de endelige overenskomstforhandlinger svarede de, at de ville have en lønstigning på 4.650 kroner over de næste tre år, men som det ser ud nu, vil de faktisk få 300 kroner mere med i lønningsposen, end de krævede.

Skuffelse uden konsekvenser

Forhandlingsleder for KTO-fællesskabet Anders Bondo Christensen, der også er formand for Danmarks Lærerforening, mener dog ikke, at der er grund til at være utilfreds med det opnåede resultat. Det er i hans øjne det bedst mulige.

»Det er et rigtig godt resultat. Det helt afgørende er, at vi med det her forlig sikrer, at der vil være en større lønudvikling i den kommunale og regionale sektor, end der vil være i den private sektor,« siger Anders Bondo Christensen med henvisning til, at det er lykkedes at få en særlig forhøjelse af feriegodtgørelsen fra 1,5 procent til 1,95 procent, som ikke indgår i den såkaldte reguleringsordning, der sikrer, at lønningerne i de forskellige sektorer følges ad.

Flere eksperter udtaler også til Ugebrevet A4, at de faggrupper, der er omfattet af forliget, efter al sandsynlighed vil godkende resultatet ved urafstemningen, selv om mange ikke får nær så meget i lønningsposen, som de havde sat næsen op efter.

»Det kan godt være, at resultatet ikke lige stemmer overens med ens forhåbninger og drømme, men samtidig må man også overveje, hvad man kan få ud af at konflikte. Der tror jeg, at hovedparten tænker, at resultatet trods alt ser rimelig fornuftigt ud. Der er ikke tale om en lønfest, men det er måske det bedst opnåelige,« siger lektor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Arbejdsmarkedsforsker og professor Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet mener heller ikke, at fagforeningslederne har grund til at frygte, at deres medlemmer vil undsige det resultat, der er bragt i hus.

Helt grundlæggende mener han, at fagforeningerne i en overenskomstsituation er nødt til at skabe meget høje forventninger blandt deres medlemmer, selv om de måske i sidste ende ikke står mål med virkeligheden.

»Det er afgørende for lønmodtagernes forhandlere, at de kan gå ind i forhandlingssituationen med det billede, at de har deres medlemmer åndende i nakken. Det kan de bruge til at sige til arbejdsgivernes forhandlere, at de simpelthen bliver nødt til at give noget mere, hvis det skal hænge sammen i sidste ende,« siger Jørgen Steen Madsen.

Samtidig skal de faglige organisationer dog være opmærksomme på, at de ikke skruer forventningerne så højt op blandt deres medlemmer, at det bliver fuldstændig umuligt at få stemt en overenskomstaftale hjem. Det er netop, hvad man kan frygte er sket for Dansk Sygeplejeråd og Fag og Arbejde (FOA), mener professor Jørgen Steen Madsen.

For begge organisationer gælder, at deres medlemmer er ekstremt kampberedte og sandsynligvis ikke vil stille sig tilfredse med lønstigninger, der ikke er væsentligt over, hvad de andre faggrupper har fået forhandlet hjem. Derfor har de to fagforbund heller ikke ønsket at indgå i de hidtidige forlig, og meget tyder på, at det ender med en konflikt for sygeplejerskerne og SOSU-medarbejderne.

Den samme vej går det for pædagogerne. Hovedbestyrelsen i pædagogernes fagforbund BUPL valgte i onsdags at vende tommelen ned til overenskomstresultat. Umiddelbart efter hovedbestyrelsesmødet sagde BUPL-formand Henning Pedersen:

»Der er ganske enkelt ikke nok i posen, hvis pædagogerne skal belønnes retfærdigt for deres uddannelseslængde på 3,5 år. Vi har ventet i mange år på at få dette kvindefag op på niveau med mændene og med andre mellemlange uddannelser. Nu skal vi altså ikke vente længere – særligt ikke set i lyset af, hvor svært det er at rekruttere pædagoger.«

Tilsyneladende har formanden læst sine medlemmer rigtigt. Går man ind på BUPL’s hjemmeside er der netop nu en rødglødende debat om overenskomsterne. Og kamplysten er stor, som det fremgår af dette indlæg:

»Jeg glæder mig som en lille rapand til at vise, at vi pædagoger ikke bare er en flok fåmælte vatnisser, der altid skal finde os i at blive forbi- gået.«