Forkælelse betaler sig

Af

Offentligt ansatte skal forkæles, mener Carl Holst (V), formand for Region Syddanmark. Han er parat til at give sine ansatte hjælp til indkøb, rengøring, havearbejde, tøjvask og børnepasning, hvis det kan få dem til at blive i jobbet.

Hvordan vil du forkæle de offentligt ansatte?

»Ved at gøre det attraktivt at arbejde i det offentlige. Vi skal forbedre den offentlige sektors image, og den proces starter med, at vi holder op med at kritisere dem. De skal også hjælpes til at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen og have bedre løn og frynsegoder.«

Går ubalancen mellem arbejde og familie væk med rengøringshjælp og havemand?

»Mange vil gerne give et ekstra nap på jobbet, men har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor er vi i Region Syddanmark ved at spørge de ansatte, hvordan vi bedst hjælper dem. Jeg har tænkt i scenarier som tøjvask og bedstemorordning til syge børn, men hverken jeg eller fagforeningerne kender svaret. Det gør kun de ansatte.«

Du har selv en fortid som lærer. Hvilke slags forkælelse savnede du?

»Jeg led under sektorens dårlige image. Ofte var jeg fristet til at præsentere mig som arbejdsløs. Jeg orkede ikke at høre folk kritisere lærerstanden og folkeskolen. Det var en øjenåbner, da Ugebrevet A4 for nylig afdækkede, hvor lidt lyst folk har til at arbejde i det offentlige. For det er jo en kæmpe katastrofe. Hvis vi skal løse de opgaver, som forventes af den offentlige sektor, er vi nødt til at passe godt på de ansatte. Som lærer savnede jeg også bedre samspil mellem familieliv og arbejdsliv.«

Ville du ikke have foretrukket mere i løn og så selv hyre barnepigen?

»Private virksomheder fremstilles som moderne, når de tilbyder fitness og anden fryns. Hvis vi gør det, kritiseres vi for, at vi hellere skulle give mere i løn. Det er jo ikke enten-eller. Man skal ikke spise de ansatte af med dårlig løn til gengæld for en frugtordning på jobbet eller en tøjvaskeordning. Men vi er nødt til at tænke nyt, hvis det skal være attraktivt at arbejde i det offentlige.«

De offentligt ansatte har i årevis følt sig i frit fald. Hvorfor har du først opdaget det nu?

»Det har jeg vidst længe og selv følt som lærer. Men det er særligt relevant nu, hvor regeringen forbereder en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Reformen tager udgangspunkt i borgerens og brugerens behov, og det er jeg enig i. Men mit budskab er, at medarbejdernes behov også skal inddrages. Ellers vil der ganske enkelt ikke være hænder nok til at skabe det ønskede kvalitetsløft.«

De ansatte foretrækker mindre stress på jobbet. Ville sand forkælelse ikke være at efterkomme deres krav om flere hænder?

»Problemet er, at hænderne ikke er der. Vi er tvunget til at få de eksisterende hænder til at arbejde mere. At få sygeplejersken på deltid til ønske at gå på fuld tid. At nedbringe sygefraværet.«

Du har været fortaler for at lukke sygehuse. Er det at forkæle personalet?

»Jeg har været fortaler for at samle specialer, gøre behandlingen bedre og den enkelte afdeling mere effektiv og mindre følsom over for konjunktursving. Derved har jeg både kæmpet for patienter og de ansatte.«

Hvordan harmonerer dit forslag med VK-regeringens mål om lav offentlig vækst?

»Pointen er, at det er dyrere at lade være at forkæle de ansatte. Det koster over 100.000 kroner, hver eneste gang en overlæge melder sig barnesyg. I sammenligning koster en bedstemorordning ingenting. Vi har ikke råd til at lade være.«