Forkælede unge har brug for hjælp

Af | @MichaelBraemer

Generation Y er blevet pudset og plejet gennem opvæksten og er så fåtallig og efterspurgt som arbejdskraft, at forkælelsen vil fortsætte på arbejdsmarkedet. Men interessemodsætningen mellem arbejdsgivere og ansatte består, og de unge tager fejl, når de tror, at de kan klare sig selv, mener fremtids-forsker¬en Anne-Marie Dahl.

INTERVIEW Medmindre den aktuelle finanskrise går over i en økonomisk nedsmeltning af så kolossale dimensioner, at den vil gøre Danmark til et frilandsmuseum i stil med Hjerl Hede, så bliver der tale om det rene tagselvbord for de unge, der i disse og de kommende år er på vej ud på arbejdsmarkedet.

En sådan efterspørgsel kan godt indgyde et ungt menneske selvtillid. Det var da også præcis det, der kom frem, da Ugebrevet A4 tidligere på året foretog en undersøgelse af karriereplaner blandt de 22-29-årige – den såkaldte Generation Y – på det danske arbejdsmarked. To ud af tre havde fuldt blus på ambitionerne og forventede at avancere i løbet af fem år – en forventning, som kun en tredjedel af deres ældre kolleger havde.

Og når det går så godt, og man i den grad er selvkørende, hvad skal man så med fagforening og tillidsmand? Nej, vel? Halvdelen af de unge ville gå til chefen og kun lidt flere end hver 10. til tillidsrepræsentanten, hvis de fik problemer på jobbet. Hver sjette anede i øvrigt slet ikke, om de havde en tillidsrepræsentant.

Man kan tage sig til hovedet og mene, at de unge er forkælede og nok skal blive klogere. Men de er kun så forkælede og selvbevidste, som forældrene og tiderne har gjort dem, påpeger fremtidsforskeren Anne-Marie Dahl.

Hun har sin egen virksomhed, Futuria, og er sådan én, som virksomheder og offentlige institutioner allierer sig med, når der skal udarbejdes strategier for, hvordan man gør sig lækker og tiltrækkende over for den i forvejen voldsomt tilbejlede Generation Y – unge født i 1980’erne. ”Rekruttering og fastholdelse af unge”, som projekterne hedder på arbejdsmarkedssprog.

»De unge er født ind i overflod i en periode, hvor vi har været knaldhamrende rige. Det har været ren Fætter BR-katalog fra dag ét. Der har ikke været nogen begrænsninger, men kun muligheder. Hele verden er deres legeplads, og nu står de og kan skifte job, uddannelse og sågar køn. Alt er muligt i den verden, de er vokset op i, og det har givet de unge en stærk selvfølelse og individualitet,« siger Anne-Marie Dahl.

Ingen fremtid i guldure

Generation Y er blevet plejet, puslet om og videofilmet af deres forældre og en hær af pædagoger fra deres første åndedrag. Nu kræver de, at arbejdsgiverne tager over og kommer langt hen ad vejen igennem med deres krav. »Trives du, har du udfordringer nok og er der ting, du mangler?«

Nuvel, den gik ikke i længden hos ejeren af en trævarevirksomhed i Nordjylland.

»Han bekendtgjorde, at han ikke gad ansætte unge længere, for han var så uendelig træt af at skulle stå på hovedet på gårdspladsen hver morgen for at begejstre. Så han satsede på de ældre medarbejdere. Men det er ikke løsningen på samfundets problem på lang sigt. Med den aldersfordeling, vi har, er det jo de unge, der har fat i den lange ende.«

Man skal ikke basere sin fremtid på salg af guldure, lyder rådet fra Anne-Marie Dahl, for der bliver ikke mange af de unge, der kommer til at opleve et 25-års jubilæum. Loyalitet mod arbejdspladsen bliver snart et fænomen, vi skal lede efter i historiebøgerne. Strukturen på arbejdsmarkedet vil ændre sig med løsere og korterevarende ansættelsesforhold, og de unge vil hoppe rundt til lige netop de projekter, som giver dem identitet og udfoldelsesmuligheder.

Den offentlige sektor risikerer meget let at blive taberen i denne løbende kamp om unges arbejdskraft, mener fremtidsforskeren. Den registrerings- og tidsstyringsmani, der har grebet sektoren, er netop det, de unge IKKE vil ha’. I et projekt, hun var involveret i for en kommune, rådede hun til, at man droppede bureaukratiet og den centrale styring i hjemmeplejen og overlod ansvaret til en gruppe unge.

»Unge tænder på events, spontanitet og elektroniske kommunikationsformer. Så i stedet for vagtplaner og langtidsplanlægning kan man lade de unge afgøre over sms eller Facebook, hvem der besøger fru Pedersen i aften. Fru Pedersen får den mest motiverede på besøg, og de unge får den spontanitet og den intensitet, der ligger i, at »det er mig, og det er nu!« Jeg tænker selv, at det er noget rod, men i virkeligheden kan man godt koordinere ting spontant. Hvis det nu er det, der skal til for overhovedet at få arbejdet gjort.«

Kedelige dimser

Den offentlige sektor står samtidig med en kæmpe opgave i at genoprette et mere eller mindre smadret image, mener hun.

»Unge, der er blevet social- og sundhedsassistenter og drømte om at kunne fortælle om deres fag med stolthed, bliver mødt med et »det var da frygteligt«, når de præsenterer sig til et middagsselskab. Men i virkeligheden er det vel mere meningsfyldt at passe de ældre i kommunen end at opfinde nye plastikdimser i det private erhvervsliv.«

Dimser eller ej, så har det private erhvervsliv været langt bedre til at tiltrække unge med et image, som de kan lægge identitet og følelser i. Ikke mindst de virksomheder, der har styr på det nye fænomen ”employer branding”, der handler om at markedsføre sig over for medarbejdere. Men Anne-Marie Dahl har set mange eksempler på, at unges varme følelser hurtigt kan kølnes. For branding er værdiløs, hvis den ikke har hold i virkeligheden.

»Lige nu skal alle virksomheder være CO2-neutrale og tage et socialt ansvar. Men man skal ikke annoncere med, at man er en hip-smart virksomhed, hvis man reelt er bundhamrende kedelig og bureaukratisk. De unge er lynhurtige til at gennemskue signalforvirring og er ude af vagten næsten før, de er kommet ind, hvis der ikke er overensstemmelse mellem, hvad man siger, og hvad man gør. Og de vil ikke have noget at gøre med tunge hierarkier, hvor man skal arbejde sig opad i fem år, før man får lov til noget som helst.«

Samme argument retter Anne-Marie Dahl mod de faglige organisationer. De har en stor rolle at spille i forhold til de unge, mener hun. Men det kræver, at organisationerne forstår at omstille sig til mennesker med en helt anden selv- og livsforståelse end den, fagbevægelsen blev bygget på.

Gør de ikke det, og prøver de at hutle sig igennem med lidt kosmetiske ændringer og halvhjertede forsøg på at være ung med de unge, vil medlemstallene blive ved med at skrumpe, mener hun.

Anne-Marie Dahl forudser, at især tillidsrepræsentanten kan blive meget vigtig. Men det skal være med en opdateret udrustning og i en mere indlevende, coachende rolle, der favner hele medarbejderen og kan være med til at skabe balance i livet.

»Tager tillidsrepræsentanten ikke den rolle, skal arbejdsgiveren nok gøre det. Det bliver bare med et andet motiv. For den grundlæggende interessekonflikt mellem arbejdsgivere og ansatte – at nogen ansætter andre for at få mest muligt ud af dem – er noget, som små årgange og teknologisk udvikling ikke kan lave om på. Men det er så også her, fagbevægelsens berettigelse ligger.«

Stress kan vælte de unge

Stress bliver en meget alvorlig udfordring for de unge i Generation Y, mener Anne-Marie Dahl. Problemet skyldes ikke – men forstærkes af – at de er færre til at udføre en arbejdsmængde, som der burde være flere om. Hovedprob­lemet ligger i, at deres indtog på arbejdsmarkedet falder sammen med overgangen til et videns- og følelsessamfund, hvor grænserne mellem arbejds- og privatliv nedbrydes, og virksomhederne opruster i kampen for at udnytte medarbejderne mest effektivt.

Når en generation, som sætter personlig indlevelse og engagement over rammer og begrænsning og som giver ekstranummer, hvis der klappes, slippes løs på et sådant arbejdsmarked, er der lagt op til problemer og behov for, at nogle kan holde igen på de unge. De kan ikke klare sig selv på arbejdsmarkedet, som en stor andel ellers gav udtryk for i A4’s undersøgelse, mener fremtidsforskeren.

»Det er her, man kan sige »I bliver klogere!« til de unge. De bliver lette ofre for den coaching-bølge, der skyller hen over arbejdsmarkedet og er baseret på antagelsen: »Der er mere i dig. Vi skal bare grave det frem«. Det sker jo, fordi det er hovedet og ikke længere musklerne, der er medarbejdernes vigtigste ressource. Det er også derfor, chefen har været på kursus og nu taler blødt, viser sit personlige jeg og spørger til, hvordan folks kaniner har det. Til syvende og sidst er det bundlinjen, det handler om, og det kræver et modspil.«

Anne-Marie Dahl kan godt forestille sig, at det løsere strukturerede arbejdsmarked vil udvikle en større ulighed, hvor en kreativ klasse godt kan kapere den evige forandring og springet fra det ene projekt til det andet. Mens en anden gruppe unge får problemer og skal have hjælp.

»Det katastrofalt høje frafald fra ungdomsuddannelserne viser jo, at selvtilliden for manges vedkommende er hul. Uddannelsesinstitutionerne fortæller også om unge med meget stor selvfølelse, men som faktisk ikke kan ret meget. Der er også et element af rådvildhed i det, for det er unge, der har været holdt i hånden hele livet og nu er bange for at vælge forkert. Fagbevægelsen kunne godt være den, der tog dem i hånden og hjalp dem ind i et fag, ligesom den kunne sætte sig på jobformidling og sikre ordentlige vilkår, når nu projektansættelser vinder frem,« mener fremtidsforskeren.