Forhold på tværs af kulturer kræver særlig indsats

Af

Ægteskab og venskab mellem etniske danskere og muslimske indvandrere har trange kår, men kan fremmes ved at stille større krav til indvandrere om at deltage aktivt i samfundslivet. Det fastslår eksperter og folk, der selv har knyttet tætte personlige bånd på tværs af de to kulturer.

BÅND Mehmet Yüksekkaya er på 16. år gift med en bornholmsk kvinde, og sammen har parret tre piger. Han er kurder og husker tydeligt den indledende skepsis hos sin danske svigerfamilie:

»Starten var svær. Jeg mødte stor modvilje. Men med tiden opdagede de jo, at jeg ikke havde planer om at kidnappe vores børn og føre dem ud af landet,« siger Mehmet Yüksekkaya med et grin.

Hans svigerfamilie er langt fra ene om at være forbeholdne. Som en A4-undersøgelse dokumenterede i sidste uge, vil kun 38 procent af de etnisk danske forældre tillade deres barn at gifte sig med en muslim, mens 47 procent kan acceptere en muslimsk kæreste. Blandt de muslimske indvandrere vil 45 procent tillade en dansk kæreste, og 47 procent af de muslimske indvandrere giver udryk for, at de kan acceptere et blandet ægteskab.

Som integrationskonsulent og stifter af foreningen »Fælles fremtid« har Mehmet Yüksekkaya i mange år arbejdet aktivt for bedre relationer mellem danskere og indvandrere. Det alarmerer ham ikke, at så mange både etniske danske og muslimske forældre udtrykker modstand mod blandede pardannelser.

»Al historisk erfaring viser, at man gifter sig med en, der ligner en selv, så i virkeligheden er det et udtryk for en kæmpe tolerance, at hele 38 procent af de etnisk danske forældre vil acceptere en muslimsk svigersøn eller svigerdatter. Og jeg er sikker på, at endnu flere vil respektere, hvis deres eget barn en dag kommer hjem med en muslimsk kæreste, for i Danmark betragter man det som den unges eget valg.«

Han advarer kraftigt mod at tolke modviljen mod blandede par som udtryk for, at integrationen af indvandrere er slået fejl:

»Jeg kan næppe selv kaldes dårligt integreret, og jeg ville også være tilbøjelig til at svare nej, hvis jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til en muslimsk svigersøn, for man risikerer i et blandet ægteskab mange kulturelle slagsmål. Det er min erfaring, at det især er svært at skabe parforhold mellem en frisindet dansker og en religiøs muslim.«

Behov for tidlig indsats

Derimod finder Mehmet Yüksekkaya han det meget bekymrende, at 16 procent af de etniske danskere og 14 procent af de muslimske indvandrere ikke vil tillade deres børn at omgås venner fra den anden kultur, og at modstanden mod blandede venskaber vokser i takt med, at venskaberne bliver tættere. 40 procent af muslimske forældre og 31 procent af etnisk danske forældre vil, ifølge samme undersøgelse, forbyde deres børn at overnatte hos kammerater med henholdsvis etnisk dansk og muslimsk baggrund.

»Der er stort behov for en tidlig og målrettet indsats for at fremme venskaber på tværs af kulturer. Det er svært at få børn og unge med indvandrerbaggrund med til fødselsdage og fester i de større klasser og i gymnasiet. Deres familie er skeptisk over for de danske kammeraters drikkevaner og festkultur, men ofte trækker indvandrerne sig unødigt. De skal have at vide, at det er okay at gå med til en fest uden at drikke. Vi og skolerne har ikke været gode nok til at pointere, hvor vigtigt det er at deltage,« siger Mehmet Yüksekkaya.

Han mener, det burde være obligatorisk, at alle i en skoleklasse holder fødselsdag for hele klassen, så alle børn og forældre kommer hjem hos hinanden.

Skred i indvandrerfamilierne

Journalist og debattør Rushy Rashid Højbjerg er fra Pakistan, men opvokset i Danmark og er på ottende år gift med en nordjyde. Hun har også mærket modstanden mod blandede venskaber og parforhold på egen krop.

»Mine forældre var meget optagede af andre pakistaneres nedsættende syn på en dansk svigersøn. Derfor skammede de sig. Nu er alle deres fire svigerbørn danske, og det har fået brudt mange fordomme. Eksempelvis har de opdaget, at danskere også har familieværdier og holder sammen.«

Hendes egen families nye åbenhed over for danskerne er ikke enestående, oplever Rushy Rashid Højbjerg. Hun vurderer, at der er gang i en hidtil uset tilnærmelse mellem etniske danskere og indvandrere:

»Der sker et meget stort skred i mange indvandrerfamilier. Indvandrerkvinder lærer dansk og kommer ud på arbejdsmarkedet, skolerne er blevet bedre til at rumme mangfoldigheden, og frem for alt får flere indvandrerbørn danske kammerater og kommer i danske hjem. Det er et kæmpe skridt i forhold til vores forældres gene­ration, som barrikaderede sig bag hver deres hoveddør.«

Hun vurderer desuden, at en høj skilsmisserate blandt pakistanere, der giftes med en fra hjemlandet, får mange familier til at være mere åbne for, at deres børn gifter sig med en herboende person med anden baggrund end familiens egen. I sin egen omgangskreds oplever hun nærmest et boom i blandede ægteskaber.

Der er dog stadig alt for mange indvandrere, som lever isoleret i ghettoer og ikke aner, hvad det vil sige at være dansk, mener Rushy Rashid Højbjerg. Hun foreslår derfor – efter svensk forbillede – et frivilligt tilbud om uddannelse i forældreskab til alle gravide par uanset etnisk baggrund. Ét element i denne uddannelse skulle være introduktion til det danske demokrati. Hun efterlyser en mere ligelig sammensætning af indvandrere og etniske danskere i boligområder og skoler. Hun beklager, at det frie skolevalg har øget opdelingen i sorte og hvide ­skoler.

Kontrakt om medborgerskab

Forslaget om en slags uddannelse i danskhed bakkes op af Kåre Bluitgen, forfatter og debattør. Han har tidligere kastet benzin på bålet i den offentlige debat om integration ved skarpt at kritisere mange muslimer for i ord og handling at vise, at deres børn er for gode til at blive gift med en kristen eller ikke troende dansker. Det ville blive kaldt racisme, hvis etniske danskere praktiserede det samme, lød hans argument dengang.

Kåre Bluitgen er derfor både skuffet og overrasket over, at A4’s undersøgelse viser, at etniske danskere tager mindst lige så stor afstand fra blandede giftermål og kæresteforhold. Det er ikke hans personlige indtryk fra Nørrebro, hvor han bor, og hvor hans børn har gået i skole. Men han erkender samtidig, at hans egne børn, som nu er 16 og 20 år, aldrig har haft muslimske kærester, selv om det var et bevidst valg at lade dem vokse op i et muslimsk domineret miljø. Hans søn har gået på Metropolitanskolen på Nørrebro, der er kendt for at have landets højeste andel af indvandrere.

»Mødet med folk af anden herkomst er en forudsætning for at få venskaber og forhold, men der er ikke kommet meget kæresteri ud af det for mine børn. Etnisk danske unge og indvandrere holder sig meget hver for sig. Det er desværre meget opsplittet.«

Han efterlyser drastisk handling. Der skal være pligt til at tage med på lejrskole, og han vil inddrage statsstøtten til alle privatskoler. Det er ikke en skatteyderopgave at støtte skoler, der modarbejder integrationen, lyder hans argument. Endelig skal der i skolen undervises i danskhed:

»Jeg er ikke ude på at styrke danskheden, men mange indvandrere mangler basal viden om dansk kultur. De har ikke fået læst op derhjemme og har ikke været på camping på Bornholm. De skal opdage, at Danmark er meget andet end Nørrebro,« siger Kåre Bluitgen.

At større viden om og respekt for danske værdier er forudsætninger for vellykket integration og flere blandede ægte- og venskaber, mener også Peter Seeberg, leder af Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet og medforfatter til Odense kommunes integrationspolitik.

»Tiden er løbet fra etnisk særbehandling, som gør indvandrere til ofre, der skal hjælpes. I stedet bør man indgå en kontrakt om aktivt medborgerskab: Budskabet til indvandrere er, at de – akkurat som etniske danskere – skal være del­tagende medborgere, som kender og respekterer de grundlæggende værdier. Det er ikke i orden at banke sin kone eller at udeblive fra lejrskolen. Lever man op til det, vil alle døre til det danske samfund til gengæld stå åbne,« siger Peter Seeberg.