Forenet, men forarmet

Af Brigitte Alfter

For 20 år siden løb tårerne ned ad tyskernes kinder af glæde: Muren var faldet. Men på trods af store løfter og endnu større offentlig støtte er der fortsat store økonomiske forskelle. Nu er det på tide at behandle svage regioner i øst og vest ens, mener økonomer. Og i stedet for at bygge flere motorveje bør pengene bruges på uddannelse.

ZUSAMMEN? Knap var Berlinmuren faldet, før den daværende kansler Helmut Kohl lovede østtyskerne, at de om få år skulle få ’blomstrende landskaber’. I dag glæder tyskerne sig mere ydmygt over, at grænsens dødsstribe er ved at skyde i grønt.

Området langs det gamle pigtrådshegn er blevet en lang naturpark, vagttårne er lavet om til udsigtstårne, og mellem de mørke fyrretræer viser et bånd af små lyse løvtræer den stribe, hvor grænsen plejede at ligge. Det skal tiltrække turister. Øst for det grønne bånd bor de ældre, de fattige og de arbejdsløse.

Selv om der i årene 1990 til 2006 blev sendt 1.400 milliarder euro fra vest til øst, er tyskerne fortsat langt fra den genforening – og udligning – de blev lovet, dengang muren faldt. I det østlige Tyskland vokser hvert tredje barn op med den forhadte bistandshjælp, der beskyldes for at drive folk til randen af fattigdom, i vest er kun hvert ottende barn i farezonen.

»20 år efter murens fald er Tyskland ikke længere delt i to, men mindst i tre. Og når det gælder fattigdom er det mere delt end nogensinde,« siger Ulrich Schneider, direktør for hjælpeorganisationen Deutche Paritätischer Wohlfahrtsverband (DPWF), der tager sig af tyskere, som falder gennem det sociale sikkerhedsnet.

Organisationens opgørelse over tyskere, der lever under EU’s fattigdomsgrænse taler sit tydelige sprog; hovedparten af de, der lever for under hvad der svarer til 5.600 kroner om måneden, lever i øst.

Samtidig er arbejdsløshedstallene notorisk omkring dobbelt så høje i øst (13,1 procent) som i vest (6,4 procent), og de unge forlader de endnu ikke så blomstrende landskaber i øst – med det resultat at de fem østtyske delstater ligger i toppen af statistikken over, hvilke delstater der huser flest pensionister.

Godt nok vil pengene til infrastruktur via den tysk-tyske solidaritetspakke blive ved med at flyde fra vest til øst indtil 2019 ligesom de direkte tilskud til erhvervslivet vil. Men produktiviteten i øst er stadig kun tre fjerdedele af, hvad den er i vest, viser en nylig rapport fra Deutsches Institut für Wirt­schaftsforschung (DIW).

Formuer fra øst til vest

Midt i den østtyske armod pibler spekulationerne og ubesvarede spørgsmål frem: Foregik der noget fordækt ved genforeningen? Blev mordet i 1991 på Detlev Karsten Rohwedder - lederen af den statsligt indsatte institution Treuhand, der fra 1990 til 1994 solgte alt, hvad DDR ejede - begået som hævn for tab af utallige arbejdspladser og virksomheder?

Det mest centrale spørgsmål, tyskerne stiller sig selv her 20 år efter genforeningen, er dog, om DDR skulle have haft lov til langsomt at komme på niveau med Vesttyskland, inden de fik samme valuta og blev udsat for vestlig konkurrence?

Det havde måske været den teoretisk rigtige måde at gøre det på.

Albrecht Müller, økonom, forfatter og tidligere politiker, er en af dem, der mener, det gik for hurtigt. Han var økonomisk rådgiver for de socialdemokratiske kanslere Willy Brandt og Helmut Schmidt, og da Berlinmuren faldt i 1989, var han politiker i det tyske parlament. I dag skriver han noget så sjældent som bestsellere om økonomisk politik. Albrecht Müller mener, at erhvervsstrukturen i det gamle DDR simpelthen blev ødelagt.

»Firmaer blev lukket, selv om de kunne have overlevet med en lille smule hjælp. Et stort tal af de vesttyske virksomheder havde en interesse i, at de østtyske lukkede. Og der skete en kæmpe formueoverførsel fra øst til vest,« siger han.

»Langt hen ad vejen er der stadig ikke kastet lys over de formuer, der blev flyttet dengang,« mener Albrecht Müller.

Hos DIW, det tyske institut for økonomisk forskning, pointerer forsker Karl Brenke, at mange østtyske virksomheder alligevel ikke var meget værd:

»Meget måtte genopbygges fra et relativt lavt niveau. Men mange virksomheder var simpelthen ikke noget værd, bygningerne var nedslidte, produktionen var nedslidt, grundene forurenede. Der var egentlig kun den kvalificerede arbejdskraft,« siger han og medgiver, at der foregik en del fusk og endda korruption i den tid.

Også redaktør fra dagbladet Der Tagesspiegel Lorenz Maroldt mener, at den økonomiske del af genforeningen mangler at blive belyst:

»Den dag i dag er omstændighederne omkring den finansielle genforening ikke helt opklaret,« skrev han i en større artikel i 2005, hvor han kastede et tilbageblik på genforeningen.

De dengang to tyske regeringer »forærede de vesttyske banker milliarder på skatteydernes bekostning. Men hvorfor,« spurgte Lorenz Maroldt.

Allerede i 1995 kunne magasinet Der Spiegel berette om en yderst hemmelig rapport fra den tyske rigsrevision, Bundesrechnungshof. Revisorerne talte heri både om offentlige midler for milliarder, der var blevet ødslet væk, og om egentlig afpresning.

Tid til at se fremad

En forhaling af sammenlægningen havde ifølge den tyske indenrigsminister Wolfgang Schäuble været det bedste – men det var ikke muligt. Det var dengang nødvendigt at give folk et håb om bedre tider, sagde Wolfgang Schäuble under en konference i Berlin i april:

»I foråret og sommeren 1990 var det nødvendigt at give menneskene i DDR et troværdigt perspektiv og tillid til, at deres levestandard ville kunne forbedres tilsvarende.«

I de fortumlede måneder omkring murens fald, valutaunionen, genforeningen og privatiseringen forsøgte tyskerne at komme videre – i de første måneder af 1990 flyttede der dagligt næsten 2.000 mennesker fra Øst- til Vesttyskland. Men efter euforien kom en brat opvågning, og stemningen slog om. Nogle talte endda om at få muren tilbage – gerne ti meter højere. I dag mener 15 procent af tyskerne, at Berlinmuren skulle være blevet stående.

Men nu må det simpelthen være på tide at komme videre, mener Karl Brenke fra DIW.

»Efter 20 år skulle man holde op med at sammenligne øst og vest og se nærmere på situationen,« siger Karl Brenke, der har bidraget til en større status over situationen, som DIW for nyligt udgav.

Ja, situationen efter murens fald var vanskelig. I løbet af få uger faldt industriproduktionen med omtrent halvdelen. 2,5 millioner job forsvandt, og omkring to millioner mennesker har siden 1991 forladt den østlige del af Tyskland. Og nej, erhvervslivet i det gamle DDR fik ikke mulighed for at vokse sig stærk, inden det blev udsat for den vestlige konkurrence. Den politiske virkelighed var den, at hvis vandringen fra øst til vest skulle stoppes, så skulle der en valuta-union til.

»Ellers skulle Vesttyskland have sagt: ’Vi bygger en mur for at standse flytningen, og bevogter den vestfra’,« siger Karl Brenke – og det var selvfølgelig helt utænkeligt.

Brain-drain

Netop udvandringen af de aktive og de uddannede er et af de værste problemer, hvis det skal gå fremad. Der er sket meget i de seneste 20 år, selv om situationen endnu ikke lever op til befolkningens forhåbninger om de blomstrende landskaber. Hundredtusindvis af nye selskaber er stiftet, levestandarden er steget. Computerspil, dvd’er, MP3-spillere er der nu nogenlunde lige mange af hos ’Ossi’ og ’Wessi’ – som tyskerne titulerer folk i de to dele af landet.

Østtysklands problemer i dag – mener Karl Brenke – kan nu sammenlignes med andre svage og især tyndt befolkede områder i Tyskland. Også for 100 år siden var store dele af det østlige Tyskland meget tyndt befolket og mindre velhavende. Dertil kommer, at der i Vesttyskland opstod økonomiske kraftcentre i de 40 år, Tyskland var delt. Frankfurt har nu bankerne, Hamburg har forlagene. Leipzig i øst prøver at generobre sin status som historisk messe-by, men har svært ved at konkurrere med Hannover i vest. I Dresden er computerindustrien ved at samle sig.

»Det er vanskeligt for de østtyske centre at vinde deres egen profil i forhold til de vesttyske regioner. Sådanne udviklinger tager tid. Men de er mulige,« understreger Karl Brenke.

Bayern – den sydtyske delstat, der for tiden er blandt de økonomisk allermest stærke - måtte have støtte fra resten af Tyskland for ikke ret mange år siden, mens Ruhr-distriktet, der nu har brug for hjælp, gik i spidsen økonomisk indtil 1960’erne.

Karl Brenke har derfor, siden midten af 1990’erne, talt for at støtte enkelte regioner, som så kunne udvikle sig til kraftcentre med positiv virkning på hele regionen. En vanskelig model, da EU’s regler påbyder støtte til de allersvageste - og ikke til de potentielt stærke.

Uddannelse, ikke beton

De to største problemer nu, mener Brenke, er de fortsatte tilskud fra vest til øst - og så befolkningens sammensætning.

»I 1990’erne faldt fødselstallet til halvdelen, det er blevet lidt bedre siden. Men kendsgerningen er, at befolkningen i øst skrumper, og at andelen af ældre er langt større end i vest. Da kan man kun reagere ved at kvalificere arbejdskraften,« mener han.

»Uddannelsen i øst er ikke dårlig, nogle steder endda bedre end i vest,« siger Karl Brenke.

Så nu skal der tiltrækkes studerende, og man skal satse på at holde på dem - også efter studierne.

»Det nytter ikke noget at betale 150.000 euro per arbejdsplads i en ny fabrik for solceller, der giver relativt få arbejdspladser. Det kan meget bedre betale sig at investere i uddannelse.«

Med andre ord skal pengene ikke længere investeres i beton af nye motorveje, men i uddannelse til nye kloge hoveder. Når det gælder vejen frem peger også den kritiske økonom Albrecht Müller på løsninger for hele Tyskland. Han mener, at der skal sættes ind med initiativer på arbejdsmarkedet.

»Det er fuldstændig overset, hvor meget den makroøkonomiske situation på arbejdsmarkedet betyder for lønmodtagernes rettigheder,« siger han.

»Hvis man ikke har nogen alternativer, kan man ikke protestere, når chefen kommer ind og siger ’din overenskomstmæssige løn er godt nok 48 kroner i timen, og dem betaler jeg også, men så skal du arbejde to timer længere’.«

Den gennemsnitlige løn i øst var i 2008 80 procent af lønnen i vest. Og den enkelte østtysker har gennem alle årene været tydeligt mere bekymret for sin arbejdsplads og for sin egen økonomiske situation, end hans kolleger i vest.