Forbyd forbuddene

Af | @JanBirkemose

Politikernes angst for meningsmålinger presser dem til at forbyde alt, de ikke kan lide. Men det er deres pligt at skabe et samfund, hvor der er plads til alle. Det sker ikke med forbud.

LEDER For ikke så mange år siden grinede vi hånende af svenskerne og snakkede om ForbudsSverige. Sådan er det ikke længere. Og hvis ikke de allerede er begyndt at grine på den anden side af Øresund, varer det næppe længe. Danmark er nemlig om noget land blevet til et forbudsland, hvor enhver mislyd – uanset hvor lille eller teoretisk, den måtte være - skal bekæmpes med forbud.

Kamphunde, burkaer, kirkeasyl, knive, prostitution, moskeer, erindringsbøger, bederum på gymnasier og tørklæder i Højesteret. Alt sammen højspændte politiske emner, som ledende politikere har spillet fallit overfor og derfor har trukket det ultimative forbudskort.

På den korte bane syner forbudspolitikken vældig effektiv. Den signalerer handlekraft, nultolerance og en sikker fornemmelse for, hvad der rører sig i folkedybet. Men gennemgående for hovedparten af de forslag om forbud, der har domineret den politiske debat i det seneste år, er, at forbud hverken løser problemerne, er mulige at gennemføre eller på nogen måde afspejler virkeligheden.

Eksemplerne på virkelighedsfjerne tiltag, der vil forbyde fænomener og gerninger, der stort set ikke eksisterer, står i kø. Antallet af kvinder – eller mænd – i burka kan for eksempel tælles til ganske få. Kvindelige muslimske højesteretsdommere hører en fjern fremtid til og ingen gymnasier har i dag bederum. Ligeledes er der næppe nogen fortalere for forbud, der tror, at de kan udrydde kamphunde, knive i nattelivet eller prostitution med et forbud.

Når forbuddene alligevel tårner sig op i det politiske univers, skyldes det en gennem-gribende angst for langsomme løsninger, der ikke giver bonus i den næste meningsmåling. Uanset om et forbud løser problemet eller ej, er det et hurtigere og økonomisk billigere svar end at gennemføre langsommelige sociale programmer, der kan fjerne årsagerne til, at nogen føler behov for at gå med tørklæde, kniv eller kamphund.

I bedste fald er de mange hede ønsker om forbud blot med til at fastfryse problemerne, uden de bliver løst. Men desværre virker forbudssnakken også modsat i mange tilfælde. Det bedste eksempel er de muslimske pigers tørklæder, som gennem årene har været genstand for så megen virak, at tørklæderne har vundet frem som en massiv modreaktion fra det muslimske miljø.

Helt absurd er det, at forslagene om forbud ofte sker i et forsvar for dét danske samfund, som vi ynder at hylde med ordene frihed, demokrati og tolerance. Men når svaret på alt, man ikke bryder sig om, er et forsøg på at dømme andre ude, bevæger vi os med farefulde skridt længere og længere væk fra det samfund, som de fleste danskere gerne vil identificere sig med.

Ansvarlige politikere bør snart trække i bremsen og hive det røde kort tilbage i lommen og overveje, om ikke deres pligt som folkevalgte og ansvarlige for Danmark bør bruges til andet end en parodi på koleriske fodbolddommere.