Forældre bandlyser blandede parforhold

Af | @MichaelBraemer

Hvis der er noget, et flertal af muslimske og etnisk danske forældre kan blive enige om, er det, at deres børn ikke skal være kærester eller giftes med en af »dem«. Mest restriktive er danskerne. Ny A4-undersøgelse afslører dyb mistillid mellem danskere og indvandrere og får forsker og integrationskonsulenter til at tænde advarselslamperne.

DEM OG OS Målt på eksamensbeviser og job er der sat turbo på integrationen af muslimske indvandrere i Danmark i disse år. Men under overfladen er forholdet mellem etniske danskere og det muslimske mindretal på begge sider præget af en dyb mistillid og afstandtagen.

For de fleste af os er noget af det værste, der kunne ske, at vores børn fandt sammen med én af »dem«. Det viser undersøgelser foretaget for Ugebrevet A4 af Analyse Danmark blandt etnisk danske forældre og af Catinét Research blandt indvandrerforældre med muslimsk baggrund.

Intolerancen topper blandt danskerne, hvor kun 38 procent vil tillade deres børn at blive gift med en muslim, mens 47 procent godt kan gå med til, at de har en muslimsk kæreste. Men også blandt muslimske forældre siger flertallet fra over for pardannelser på tværs af religiøse og etniske skel: Kun 45 procent af de muslimske indvandrere vil tillade deres børn at have en dansk kæreste, mens lidt flere – 47 procent – kan­ acceptere, at deres børn bliver gift med en dansker.

Bekymringen for »de andre« begynder allerede ved venskaber. 16 procent af danskerne og 14 procent af de muslimske indvandrere vil ikke tillade deres børn at omgås venner fra »den anden lejr«, og modstanden mod blandede venskaber vokser i takt med, at venskaberne bliver tættere. 40 procent af muslimske forældre og 31 procent af etnisk danske forældre vil således forbyde deres børn at overnatte hos kammerater med henholdsvis etnisk dansk og muslimsk baggrund.

Ikke så mærkeligt, at danske skoler oplever problemer med at få indvandrerbørn med på lejrskole. 20 procent af de muslimske forældre i undersøgelsen siger da også, at de ikke vil give deres børn lov til at tage på lejrskole med deres skoleklasse. Men tag lige dén, før beskyldningerne for manglende integrationsvilje begynder at regne ned over de muslimske forældre: Blandt etnisk danske forældre ville 28 procent nægte deres børn at tage på lejrskole, hvis hovedparten af børnene havde muslimsk baggrund.

Integrationen tabt på gulvet

For integrationskonsulent Fahmy Almajid bekræfter tallene det budskab, som han har forsøgt at trænge igennem med i årevis: At danskerne slipper for let om ved integrationen ved at lægge hele ansvaret over på indvandrerne uden selv at ville samarbejde og vise imødekommenhed.

»Man skyder altid på indvandrerne og bebrejder dem deres manglende vilje til at lade sig integrere. Men samtidig har man haft travlt med at vende ryggen til gruppen for at fortælle dem, at »I er altså ikke er en del af os«. Derfor har vi i dag et parallelsamfund.«

Fahmy Almajid mener, at integrationen i Danmark er blevet tabt på gulvet, og at det er for sent at få den samlet op igen. Fadæsen skyldes primært en forfejlet boligpolitik, hvor man i 70’erne fyldte betonghettoer, som ingen andre ville bo i, op med først familiesammenførte gæstearbejdere og senere flygtninge, mener han. Dermed fik man effektivt isoleret de nye borgere i ghettoer, og derfor står vi i dag med to befolkningsgrupper, som ikke kender hinanden, men nærer udbredt mistro til hinanden.

»Det er skønt, at masser af indvandrere i de senere år er kommet i arbejde og får kontakt med danskere og dermed også sociale kompetencer. Men situationen for den svagere gruppe i ghettoerne er der ikke ændret ved. Den vil vokse de kommende år, og deres børn bliver endnu mere fanatiske end deres forældre. For de kan følge med i medierne og se, hvordan danskerne og samfundet tager afstand fra dem. Derfor søger de tilbage til deres oprindelige kultur.«

Unge muslimers større afstandtagen til danskheden ses allerede i undersøgelsen, hvor muslimske forældre under 30 år er markant mere opsat på at beskytte deres børn mod omgang med danskere. Kun 35 procent af forældrene under 30 år, men 49 procent af de over 30-årige muslimske forældre vil tillade deres børn at blive gift med en dansker.

»I 70’erne sagde man, at problemet ville løse sig selv, når anden generation kom i skole sammen med danskere. Nu står vi på grund af den manglende integrationspolitik med risiko for radikalisering af unge muslimer. Og vi vil opleve kommende generationer, som ikke vil være loyale over for det samfund, de lever i. Det er virkelig galt,« siger Fahmy Almajid.

Dybere og dybere grøfter

Manu Sareen, privat integrationskonsulent og radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation frygter også en udvikling, hvor grøfterne mellem befolkningsgrupperne graves dybere og dybere, og hvor risikoen for radikalisering af det muslimske mindretal øges. Tallene i undersøgelsen bekræfter ham i, at vi oplever en polarisering og værdikamp.

»Man kan tage ud på hvilken som helst af de erhvervsskoler, som jeg arbejder mest på, og se danskerne og indvandrerne sidde hver for sig i kantinen. Allerede dér vælger de hinanden fra. Begge grupper er lige slemme og ser kun problemer og begrænsninger ved hinanden i stedet for muligheder. Det er en tragedie, for det skulle gå den anden vej,« siger han.

Problemet ligger ifølge Manu Sareen i, at danskere og indvandrere næsten udelukkende får viden om hinanden gennem medierne, der primært sætter fokus på problemfelter.

»Medierne passer bare deres arbejde, men det har altså konsekvenser, for vi får et forvrænget billede af hinanden. Når op mod 80 procent af både danskere og indvandrere kun kender hinanden fra TV og aviser, som en undersøgelse har vist, så står der jo skrevet, at jeres tal skal være, som de er,« siger han.

Manu Sareen har svært ved at se, hvordan politiske reformer skulle kunne gøre grøfterne mindre og mener det er på tide at pålægge os alle som enkeltindivider et ansvar for, at integrationen kommer til at lykkes. Det gælder både indvandrere og danskere, men ikke mindst danskerne sidder med et stort ansvar, mener han.

»Man føler sig som dansker, hvis man er del af noget og føler sig inkluderet. Men der skal være noget jord, man kan slå rødder i, som Dronning Margrethe sagde i sin nytårstale. Og her tror jeg, at sproget og måden, vi taler til og behandler hinanden, er ekstrem vigtig. Ordene skaber virkeligheden,« siger han.

Danskheden skal gøres mere rummelig

Historiker og professor på Handelshøjskolen i København (CBS) Uffe Østergård, der har forsket i national identitet, ser også med bekymring på tallene i A4’s undersøgelse. Han er ikke i tvivl om, at vi står i en farlig situation, hvor der kræves åbenhed og hårdt arbejde på begge sider af den kulturelle kløft, hvis vi skal etablere en sammenhængskraft i samfundet. Ellers vil vi optrappe den konfrontation, der åbenlyst finder sted og godt kan gå hen og splitte samfundet.

Det undrer ham ikke, at under en fjerdedel – 24 procent – af indvandrergruppen i A4’s undersøgelse giver udtryk for, at de rimeligt meget eller fuldt ud føler sig som danskere. For integration er en langstrakt proces, der går i bølger og strækker sig over tre-fire generationer. I Danmark er vi efter 30 år kommet til en kritisk fase halvanden generation henne i forløbet.

»Mange svarer nej til danskhed, for nu ved de, hvad det vil sige at være dansk. Vi er kommet derhen, hvor de to kulturer ikke bare lever ved siden af hinanden, og vi kan nøjes med at betragte de andre som interessante og eksotiske. Nu er det medmennesker, man forholder sig til. Kulturerne tørner sammen, og det kan der komme to resultater ud af – en stigende kulturkamp eller en egentlig integration i tredje-fjerde gene­ration alt afhængig af, hvordan parterne går ind i det her spil,« siger han.

De skyldige i den mislykkede integration er ifølge Uffe Østergård dem, der ikke har villet indse og tale om, at de kulturelle forskelle mellem forskellige befolkningsgrupper udgjorde et problem. Han indrømmer gerne, at forskere, som han selv, tog det lidt for givet, at sammenhængskraften ville opstå af sig selv, fordi man forventede, at folk kunne se deres fordel i den.

»Problemerne blev reelt benægtet i 90’erne, hvor alle så sådan på det, at nu bor de her, og så får de et arbejde, og så gifter de sig og bliver lige som os andre. Nu viser det sig, at tingene er langt mere komplicerede. Afstanden mellem en islamisk baggrund og en ateistisk, lutheransk holdning som vores er nok en af de største i verden, og derfor er det vigtigt at få problemerne på bordet og snakket om dem«, siger han.

Uffe Østergaard mener også, at vi har haft en naiv forestilling om, at vores livsstil er så stærk og attraktiv, at folk ville rykke lige ind i den. Vi har været blinde for, at der – set udefra – er oplagt negative træk ved vores kultur, som kan forklare en stor del af de muslimske indvandreres bekymringer på deres børns vegne. Blandt andet selvmord, larm og ballade i undervisningslokalerne og druk- og sexkulturen blandt unge.

Uffe Østergaard tror på, at det kan lykkes at forene de forskellige etniske grupper i et nationalt fællesskab, men det bliver i et mindre homogent Danmark med en løsere sammenhængskraft. Fra dansk side bliver vi nødt til at sænke paraderne og overveje, hvad der er kulturelle kerneværdier, og hvad vi bare slæber rundt på af gammel vane, mener han:

»For eksempel er jeg ikke begejstret for den danske nationalisme, der siger, at det er udansk at gå med tørklæde. Det virker også lidt fjollet at gøre diskussionen om tørklæder til en religiøs ting samtidig med, at man ikke selv er religiøs. Danskheden skal omdefineres og gøres mere rummelig, ellers kan de ikke blive danskere.«

Uddannelse fortsat vigtigst

Peter Seeberg, leder af Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, mener ikke, at den afstandtagen til danskhed, der tilsyneladende breder sig blandt de unge muslimer, og som paradoksalt finder sted samtidig med, at generationen for alvor begynder at gøre sig gældende i det danske samfund, udelukkende er negativ. Den kan være udtryk for en selvbevidsthed, som også kan være en styrke, påpeger han.

»I de fashionable kvarterer på Manhattan i New York finder man jo enklaver af velstående sorte og folk med latinamerikansk eller asiatisk baggrund, som dyrker deres etniske baggrund og opretholder nærmest logeagtige familiestrukturer, hvor man omgås hinanden og gerne ser, at man bliver gift indbyrdes. I tråd med det kan man godt se de unge muslimers holdning som et udtryk for, at nu er man kommet inden for i varmen, og så har man også overskud til at dyrke sin egen kulturelle baggrund,« siger han.

Vejen mod en vellykket integration er lang og sej, men opgaven består fortsat i at sørge for, at indvandrerne får et højt uddannelsesniveau og kontakt med danskere, mener Peter Seeberg:

»Og så tror jeg, at man over for begge grupper skal fremme ideen om aktivt medborgerskab. Lave en social kontrakt, hvor samfundet som modydelse for at stille sine faciliteter til rådighed forpligter alle til at tage aktivt del i samfundslivet. Deri ligger også, at man ikke udgrænser sig, men tværtimod indgår i netværk med hinanden.«

Hvad uddannelse betyder for muslimske indvandreres åbenhed over for danskere fremgår tydeligt af undersøgelsen, hvor 40 procent af personerne med folkeskoleuddannelse, 54 procent af personer med erhvervsuddannelse, men hele 67 procent af personerne med lang videregående uddannelse for eksempel vil tillade deres børn at blive gift med en dansker.