For meget politik bringer forbund på kant med medlemmerne

Af | @GitteRedder

SiD’s næstformand erkender, at fagbevægelsen ikke demonstrerer visioner nok. Det bunder i angst for, at visioner kan betyde lukning af arbejdspladser, mener han.

Forsigtighed Mange LO-forbund er alt for forsigtige, når det gælder om at formulere og efterleve store visioner for fremtiden, erkender næstformand i Specialarbejderforbundet (SiD) Steen Andersen og giver dermed to RUC-forskere ret i, at fagbevægelsen er for defensiv i sin samfundsmæssige nytænkning.

»Forbundene er bange for at komme på kant med medlemmerne, og derfor er de forsigtige med nytænkningen, selv om den er nødvendig,« siger Steen Andersen.

»Mit indtryk er, at nogle forbund er tilbageholdende med for eksempel at arbejde med bæredygtighedsvisioner, fordi det er i strid med medlemmernes interesser. Hvis medlemmerne er bange for at miste deres arbejdspladser, bliver der ikke udviklet nye visioner i fagbevægelsen,« fastslår han.

Selv mener han, at SiD balancerer fint med både at være social bevægelse, serviceorganisation og samarbejdspartner, men han vil ikke sætte navn på de forbund, som ifølge ham svigter på de sociale visioner.

»Men se på, hvordan vindmølleindustrien har udviklet sig de seneste 15 år og skabt bunker af danske arbejdspladser. Vi skal ikke være så forsigtige på vores medlemmers vegne, når det handler om at tænke nyt, fordi der kan ligge helt nye arbejdspladser i produktionsomstillinger i retning af for eksempel bæredygtighed,« siger han.

»Derfor er det også en kanonopgave for LO at følge op på bæredygtighedsprojektet. Det er en udfordring for LO-fagbevægelsen at finde fælles fodslag på det her, men en udfordring vi skal kunne klare,« understreger Steen Andersen.

HK’s næstformand Karin Bancsi mener, at kritikken af, at fagbevægelsen er i fuld gang med en misforstået modernisering, er forfejlet.

»Vi sætter de faglige værdier højt og arbejder seriøst med alt, hvad der vedrører vores medlemmers arbejdsliv. Vores faglige arbejde rækker langt udover pengepungen, og derfor er jeg slet ikke enig med forskerne,« siger Karin Bancsi.

Hun mener ikke, der er noget forkert i, at fagforbund tilbyder medlemmerne rabat på rejser, ulykkesforsikringer og tillægsforsikringer.

»Vi markedsfører os ikke på slagtilbud om billige forsikringer og fryns. Alle vores tilbud om uddannelse, digital fagforening og jobformidling er jo ydelser, der knytter sig til arbejdslivet. Vi skal også være en social bevægelse, men det kan sagtens forenes med at tilbyde for eksempel billige forsikringer,« siger hun.