For meget fokus på skat

Af

Hvis politikerne stillede skarpt på de reelle udfordringer, ville ”skat” ryge ned under behovet for ambitiøse planer for offentlige investeringer, uddannelse, integration, velfærd og erhvervspolitik.

Hvem kan huske en uge, hvor medierne ikke har præsenteret os for »en helt ny undersøgelse«, der har set på, om danskerne vil arbejde meget mere, hvis skatten sættes ned? Den ene dag er overskrifterne et opsigtsvækkende »ja, det vil de«. Og den næste dag er det et lige så opsigtsvækkende »nej, det vil de ikke«. Forvirringen viser, at det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at ingen aner, hvorvidt danskerne vil arbejde mere eller mindre. Der er nemlig argumenter for begge dele.

Når det har været så vigtigt for mange at dokumentere, at skattelettelser får familien Hansen til at knokle mere, så skyldes det, at man hænger fast i forestillingen om et arbejdsmarked med skrigende mangel på arbejdskraft. Men pointen er, at de sidste gløder er ved at brænde ud på det rødglødende arbejdsmarked. Festen er slut.

Hvad gør man, når hovedargumentet svækkes? Så opfinder man da bare et nyt. Derfor har omsvinget i konjunkturen fået mange til at betone, at ufinansierede skattelettelser er lige netop den saltvandsindsprøjtning, der kan kickstarte den hensygnende danske økonomi.

Men det er et endnu dårligere argument end det første. For hvis man giver skattelettelser til en familie, der lige har mistet en formue i pension og boligfriværdi, så bliver en stor del af skattelettelsen lagt under puden eller brugt på udenlandske varer. Jobfesten udebliver. Her er offentlige investeringer tre gange så effektive, viser nye beregninger, som blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udført for Ugebrevet A4.

Pointen er, at skattepolitikken ikke er svaret på de voldsomme udfordringer, som Danmark står overfor. Hvis man som et tankeeksperiment forestillede sig, at det var disse – de reelle – udfordringer, der skulle sætte dagsordenen i de kommende måneder, så skulle politikerne ikke sætte skatten øverst, men fokusere på andre mere væsentlige ting: Som en omfattende offentlig investeringsplan, der kan kickstarte samfundsøkonomien. Eller en uddannelsesplan, der kan sikre flere unge en uddannelse. Eller et velfærdsløft i den offentlige sektor, som danskerne har efterlyst meget længe. Eller en erhvervspolitik, der kan sætte gang i hjulene. Eller en integrationsplan, som kan håndtere de massive problemer, Danmark har med at få indvandrere i arbejde sammenlignet med andre lande.

Dét med integrationen blev i pinlig grad udstillet i en OECD-rapport fra sidste uge, som viste, at hovedstaden er dårligere til at integrere indvandrere end andre storbyer i Europa. Og det er ikke den eneste forsømmelse, mener OECD: Uddannelsessystemet er ineffektivt, strukturpolitikken halter, erhvervspolitikken dårlig, virksomhedernes innovation er middelmådig og meget, meget andet. Vi taler om tunge problemer, der burde stå højt hos politikerne på vej ind i en krise.

Men nu skal vi altså i lang tid tale om skat. Simpelthen fordi det står i politikernes kalender – køreplanen, der blev lavet for længe, længe siden.

Ret skal være ret. På ét punkt er skattepolitikken vigtig, nemlig når det handler om at flytte skatten fra arbejde over på miljøskadelig adfærd. Dette grønne træk giver rigtig god mening. Og det er alle – også i direktionslokalerne – enige om.

Så kunne man ikke bare gøre det? Og hurtigst muligt komme i gang med de reelle udfordringer?