For få arbejderbørn finder vej til universitetet

Af

Alt for få unge fra arbejderhjem tager en akademisk uddannelse. Det vil regeringen nu gøre op med. Men det vil kræve gennemgribende ændringer af det danske samfund, mener førende ­social- og uddannelsesforskere. Vi står nemlig over for en ny mur: Den kulturelle, som skal ­bekæmpes med stærke børneinstitutioner, ny skolepædagogik og opgør med den sociale ghetto­isering

MØNSTERBRUD I disse uger slår landets universiteter portene op for en ny generation af unge. Men ikke for alle slags unge. For går man ind i et auditorium og spørger, »hvem her har en mor eller far, der er ufaglært arbejder«, vil kun hver tyvende studerende række hånden op. Sat på korteste formel: Unge, der er vokset op i ufaglærte arbejderhjem, ser sjældent et universitet indefra, med mindre det er med en moppe eller en skruetrækker i hånden. Og når det gælder rekrutteringen til forskerstillinger, er den helt gal. Her kommer nemlig sølle tre procent fra hjem, hvor ingen af forældrene er akademikere.

At universitetet er lukket land for arbejderbørn, er et problem for både den enkelte og for samfundet, mener regeringen. Derfor har videnskabsminister Helge Sander (V) nedsat en tænketank, der skal komme med forslag til, hvordan man kan lokke arbejderunge ind i landets universitetsauditorier:

»Vi har brug for at vende alle sten i kampen mod den sociale arv. Den er en begrænsning for det enkelte menneskes frihed, og samtidig risikerer den at bremse den fremtidige udvikling af samfundet, som i den grad har brug for højtuddannet arbejdskraft. Vi har simpelthen brug for at få alle talenter i spil.«

Ugebrevet A4 er kommet ministeren i forkøbet og har spurgt en række af landets førende social- og uddannelsesforskere, hvad man kan gøre. Og her er budskabet ligeså umisforståeligt, som det er nedslående.

Ifølge eksperterne er problemet med at få flere unge fra arbejderhjem ind på universiteterne nemlig kun et lille hjørne af et langt større problem: At arbejderbørn på alle niveauer – fra tekniske skoler over gymnasier til lærerseminarier og universiteter – har svært ved at kravle op igennem det danske uddannelsessystem.

Som social- og uddannelsesforskningens grand old man, pensioneret professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet Erik Jørgen Hansen, siger til Ugebrevet A4:

»Hvis man skal have flere arbejderbørn ind på universiteterne, kræver det gennemgribende ændringer af stærke, underliggende sociale mønstre i det danske samfund og uddannelses­system.«

Social mobilitet gået i stå

Men lad os starte et andet sted. Med en succeshistorie. Tidligere er det nemlig lykkedes at få flere arbejderbørn på universiteterne. Sociolog og ph.d. Lars Benjaminsen fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har i sin forskning påvist, at det omkring år 1900 var tyve gange sværere for et barn af en vaskeriarbejder at få en mellemlang eller en lang videregående uddannelse, end det var for et barn, der kom fra en læge-, lærer- eller advokatfamilie.

Og så blev den sociale mobilitet kickstartet. År for år kom der flere arbejdere på de lange uddannelser. Og for den generation, der er født midt i 1960’erne, og som i dag er i 40’erne, har det kun været fem gange sværere for et barn af ufaglærte at tage en lang uddannelse – sammenlignet med barnet fra akademikerhjemmet.

Problemet er, at den sociale mobilitet derefter gik i stå. Og aldrig kom i gang igen, viser Lars ­Benjaminsens forskning.

Men kan man så ikke bare gribe tilbage til de gamle mirakelkure for at få kickstartet den sociale mobilitet igen?

Nej, siger Lars Benjaminsen til Ugebrevet A4:

»Pointen er, at tidligere tiders håndtag til at bryde den negative sociale arv – endnu flere penge til uddannelser, SU og så videre – har mistet deres virkning. Vi har ramt en ny mur og må tænke i helt nye baner, hvis vi skal over den.«

Det er forskningschef på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Niels Ploug, enig med ham i. Niels Ploug understreger, at succesen med at få flere arbejdere på universiteterne har handlet om en eksplosiv udbygning af uddannelsessystemet:

»Tænk engang! Fra den ene dag til den anden var der masser af uddannelsespladser. Og der blev indført gratis og fri adgang. Og SU! Dermed forsvandt de barrierer, som den boglige unge fra arbejderklassen tidligere var rendt ind i. Det lykkedes at plukke de lavthængende frugter. Intelligensreserven. Men den kan man kun høste én gang,« siger han.

Ny udfordring

Ifølge de eksperter, som A4 har været i kontakt med, står vi i 2008 over for en helt ny udfordring, hvis vi vil have flere arbejderbørn til at læse til læge, ingeniør eller psykolog. Det handler ikke kun om at fjerne økonomiske barrierer. Men om at overskride de kulturelle barrierer, der betyder, at rengøringsassistentens søn aldrig overvejer at indsende en ansøgning til Aarhus Universitet. Vi taler om alt det bløde, om opvækstvilkårene, om bøgerne i reolen i barndomshjemmet, om omfangsformerne – kort sagt om det, som forskerne kalder for den »kulturelle kapital«. Og som det er svært for politikerne at ændre på gennem en lov i morgen.

Men hvis man nu alligevel skulle – hvor kunne man så sætte ind for at bryde den negative sociale arv til universiteterne? Dét har A4 spurgt eksperterne om, og på det grundlag har A4 formuleret tre overskrifter, der kan øge andelen af arbejderunge på de lange uddannelser.

Styrk institutionerne

For det første peger eksperterne på, at der skal sættes ind allerede i vuggestuen og i børnehaven for tidligt at skabe modvægt til hjemmebaggrunden. Ideen er, at hvis man styrker institutionernes rolle i børnenes liv kvantitativt og løfter kvaliteten i daginstitutionerne, samtidig med at man satser på heldagsskoler, kan man vise børnene en verden, der er større end den, de kender i forvejen.

»Det kan være afgørende for den sociale mobilitet,« betoner sociologen Lars Benjaminsen.

Seniorforsker Martin D. Munk fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der også sidder i Helge Sanders tænketank, supplerer:

»Erfaringen viser, at børneinstitutioner af høj kvalitet kan bryde den sociale arv. De nordiske velfærdsstater har blandt andet været en succes på grund af en stærk institutionalisering – og jeg tror stadig, det er én af de veje, vi skal gå – samtidig med at vi styrker arbejderfamiliernes levevilkår.«

For det andet handler det for social- og uddannelsesforskerne om at forandre undervisningen i folkeskolen og gymnasiet, så den passer bedre til arbejderbørn. Eksperterne er nemlig enige om, at den løst strukturerede pædagogik, der baserer sig på ansvar for egen læring, går ud over elever fra ikke-boglige hjem, som har svært ved at »perspektivere« og »problematisere«.

»Da jeg første gang hørte om ansvar for egen læring, korsede jeg mig. Hvad skete der dog for disse pædagogiske forskere? Der er ingen tvivl om, at de nye pædagogiske strømninger er skræddersyede til akademikerbørn og gør det sværere for arbejderbørn at bryde den sociale arv,« siger Erik Jørgen Hansen.

Han bakkes op af den forskning, som lektor Lars Ulriksen på Danmarks Pædagogiske Universitet har foretaget. Den viser, at fag som samfundsfag, dansk, historie og filosofi er svære at håndtere for arbejderunge i gymnasiet, der ikke er vant til diskutere med akademikermor og akademikerfar ved spisebordet.

Til kamp mod ghettoiseringen

For det tredje lægger eksperterne over for A4 op til et opgør med den sociale ghettoisering af det danske samfund – det forhold, at vi bor og lever sammen med mennesker som os selv. Pointen er, at hvis man skal styrke arbejderbarnets kul­turelle kapital og gøre hende klar til lange uddannelser, så skal hun i langt højere grad omgås ressourcestærke kammerater i skoler, lokal­områder og fodboldklubber.

»Hvis børn fra forskellige lag vokser op med hinanden i børnehaver, skoler og boligområder, så vil arbejderbørn blive trukket med op. Men omvendt: hvis arbejderbørn ikke har nogen rollemodeller i klasseværelset, forsvinder den sociale opdrift,« siger forskningschef på Socialforskningsinstituttet Niels Ploug.

Torben Pilegaard, der er forskningsleder på Anvendt Kommunal Forskning (AKF), mener, at det sidste er en stærk tendens i tiden:

»I de senere år har vi oplevet en opdeling af den danske befolkning socialt og geografisk, som vi også har set i USA. De sociale grupper lukker sig om sig selv. Og det er en barriere for den sociale opstigning.«

Eksperterne er altså ikke i tvivl: Det kræver grundlæggende ændringer af de sociale mønstre i det danske samfund, hvis målet om flere arbejderunge på universiteterne skal nås. Der skal altså sættes ind med en ny institutions-, by-, skole- og boligpolitik.

»Det er mere diffust end tidligere. Det bliver hundesvært. Og det vil tage mange år, før vi kan se resultaterne,« siger sociologen Lars Benjaminsen.

Men er der da slet ingen hurtige genveje, som man kan gennemføre i Folketinget i morgen og se resultater af i overmorgen? Den eneste ekspert, der over for A4 vover pelsen, er Erik Jørgen Hansen, som insisterer på sociale kvoter til universiteterne:

»Jeg ved det, jeg ved det … kvoter får mange til at slå syv kors for sig, og det har det gjort alle årene. Men ikke desto mindre er kvoter – der sikrer, at en vis procentdel af uddannelsespladserne er forbeholdt arbejderbørn – noget, der helt sikkert virker.«

Ugebrevet A4 har via Analyse Danmark spurgt danskerne om deres holdning til kvoter. Og resultatet understøtter Erik Jørgen Hansens forventning om de syv kors. For kun én ud af tre danskere støtter ideen, som næppe har nogen politisk fremtid.

Heller ikke videnskabsministeren er spor begejstret for kvoter.

»Det er ikke sådan, vi gør op med den sociale arv på universiteterne. Der skal andre ting på bordet. For eksempel tror jeg, at et større fokus på rollemodeller og mere og bedre information om de videregående uddannelser kan bidrage til at ændre adfærd over tid,« siger Helge Sander.

Det får dog ikke Erik Jørgen Hansen til at øjne lys for enden af tunnellen:

»Jeg bliver overrasket, hvis videnskabsministerens tænketank fører til columbusæg, der kan sikre flere unge fra ufaglærte hjem på universiteterne. Det nye vidundermiddel findes ikke. Desværre,« siger han.

Men det behøver nu heller ikke være nogen katastrofe, mener forskningsleder Torben Pilegaard Jensen fra AKF.

»I stedet for at bruge så mange kræfter på at gøre arbejderbørn til akademikere skulle regeringen hellere sikre arbejderbørn en uddannelse overhovedet. Nye tal viser, at hver femte ung aldrig får en ungdomsuddannelse. Og tallet er stigende! Det må da være problemet over dem alle,« siger Torben Pilegaard Jensen.