Folkhemmet i opbrud

Af | @MichaelBraemer
| @GitteRedder

Hvis de svenske socialdemokrater for anden gang i træk taber valget til Riksdagen søndag 19. september, vil det grundlæggende forandre den svenske folkesjæl, vurderer forskere og politiske analytikere hinsidan. Udover at svenskerne mentalt skal vænne sig til en borgerlig æra i det ellers ærkesocialdemokratiske land, skal svensk fagbevægelse også til at nytænke strategi, mener forsker.

VALG Det kan godt være, at Hr. og Fru Svenssons yndlingsspise stadig er kødboller med kartoffelmos og syltede tyttebær. Og det kan godt være, at Svensson-familien stadig kører Volvo, handler i Ikea og drikker sig en ordentlig kæp i øret på den årlige sommerudflugt til Helsingør.

Men Hr. og Fru Svensson stemmer ikke længere automatisk på Socialdemokraterna. Nu er de trygge ved en borgerlig regering. Derfor er det svenske ’folkhemmet’ i opbrud.

Den svenske folkesjæl gennemgår i disse år en forvandling, fastslår forskere og politiske kommentatorer. Og hvis Socialdemokraternas partileder Mona Sahlin ikke genvinder regeringsmagten ved riksdagsvalget søndag 19. september, vil svenskernes selvopfattelse forandre sig fundamentalt over de næste år, mener forskerne.

Eller som samfundsforsker Nils Karlson fra forskningsinstituttet Ratio i Stockholm udtrykker det:

»Den historiske epoke kan være forbi for Socialdemokraterna. Og for svenskerne vil der være meget psykologi i det her, også fordi Socialdemokraterna har været det statsbærende parti i Sverige i mere end 80 år. Socialdemokraterna har altid været det fremgangsrige parti, og svenskerne har haft en bevidsthed om, at socialdemokraterne styrede, og en opfattelse af, at partiet var kulturbærende,« siger Nils Karlson.

Også politisk redaktør på Dagens Nyheter Henrik Brors vurderer, at vores naboland står over for en identitetskrise:

»Det kommer til at forandre Sverige grundlæggende, hvis en borgerlig regering får otte år ved magten, og Socialdemokraterna holdes udenfor i så lang en periode. Det vil ikke længere være nødvendigt at have partibogen i orden for at arbejde sig op i samfundshierarkiet,« siger Henrik Brors og fremhæver, at ikke bare den socialdemokratiske partitop, men rigtig mange svenskere vil få svært ved at omstille sig til nye tider.

»Svenskerne har fået ind med modermælken, at de var socialdemokratiske i en eller anden forstand, og partiet har gennemsyret alt i årtier. Socialdemokraterna har været det største parti og har været vant til at styre og dominere. Nu ser vi konturerne af et Sverige i politisk opbrud, og taber Socialdemokraterna dette riksdagsvalg, vil vi få opbrud politisk og i vores måde at tænke på,« konstaterer den politiske redaktør fra et af Sveriges toneangivende landsdækkende aviser.

Borgerlige paranteser

Fra Tage Erlander over Olof Palme til senest Göran Persson har de socialdemokratiske partiledere været grundpiller og faderskikkelser. Siden 1917 har Socialdemokraterne været suverænt det største parti i den svenske Riksdagen, og kun en håndfuld borgerlige regeringer har været kortvarige parenteser i en næsten ubrudt række af socialdemokratiske mindretalsregeringer.

Lige indtil riksdagsvalget 2006, hvor Moderaternas leder Fredrik Reinfeldt fravristede Socialdemokraterna regeringsmagten. Og nu viser de fleste meningsmålinger en klar føring til partierne i den borgerlige alliance.

Fire år mere uden regeringsmagten er i sig selv en socialdemokratisk nedtur. Men lige nu risikerer Socialdemokraterne for første gang i mands minde også at miste positionen som Sveriges største politiske parti i Riksdagen. De seneste uger har flere meningsmålinger vist, at kun et sted mellem 27 og 30 procent af vælgerne vil sætte kryds hos Mona Sahlins røde tropper, mens over 30 procent vil stemme på Frederik Reinfeldts blå tropper.

Ligesom andre politiske iagttagere følger forfatter og journalist på Sveriges radio Pontus Mattsson den svenske valgkamp ekstra tæt denne gang, fordi den nationale identitet næsten er på spil.

»Det vil forandre den politiske selvopfattelse både internt hos Socialdemokraterna, men også i det svenske folk, hvis Socialdemokraterna kun bliver det næststørste parti,« siger Pontus Mattsson.

Han uddyber, at flere generationer af svenskere har haft opfattelsen af, at velfærd, tryghed og omsorg var synonymt med socialdemokrati. Et Sverige uden Socialdemokraterna var et Sverige uden velfærd og derfor helt utænkeligt for bilarbejderen på Saab-fabrikkerne og den offentligt ansatte pædagog.

Men så kommer Frederik Reinfeldt og demonstrerer, at han kan styre Sverige nogenlunde helskindet igennem en finanskrise og uden, at velfærdssamfundet styrter i grus. Sverige har ikke mistet pulsen, men har i manges opfattelse fået et nyt, moderne liv, forklarer Pontus Mattsson og tilføjer, at mange til gengæld oplever, at Socialdemokraternas puls går stadigt langsommere. Han henviser til, at Socialdemokraterna i dag i mindre grad appellerer til unge og til de vigtige storbyvælgere i Stockholm og Göteborg.

»Reinfeldt har formået at overbevise svenskerne om, at de borgerlige partier kan skabe og sikre arbejdspladser,« siger Pontus Mattsson.

Og han tilføjer, at det illustrerer socialdemokraternes store problem, når de i en krisetid med stor ungdomsarbejdsløshed heller ikke længere er førstevalget blandt klassiske arbejdere.

Ny svensk model

At mange taxachauffører, folkeskolelærere og skovarbejdere nu stemmer borgerligt, forklarer Nils Karlson fra Ratio med, at de ikke føler sig truet på deres levebrød og oplever, at skattetrykket er faldet.

»De har opdaget, at Moderaterna ikke står for en afvikling af velfærdsstaten, men for en modernisering af velfærdsstaten. Mange har koblet velfærd sammen med socialdemokraterne, men nu viser Moderaterna en helt ny svensk model, hvor svensk velfærd kan være lidt mere effektiv med lidt lavere skatter, uden at folk oplever det som utrygt,« siger Nils Karlson.

Ifølge ham oplever vælgerne ikke, at Socialdemokraterna har noget bud på en ny svensk model eller nytænkning. I stedet opfatter mange svenskere, at Mona Sahlin har brugt kræfterne på at udpinde alle de rædsler, der vil ramme det svenske folk, hvis Reinfeldt vinder igen.

»De facto har den borgerlige regering ikke forandret så meget på arbejdsmarkedet, som Socialdemokraterna og LO vil have det til at fremstå. Ligesom Anders Fogh Rasmussen i Danmark flyttede Venstre ind på midten, har Fredrik Reinfeldt gjort Moderaterna til et midterparti,« forklarer Nils Karlson.

Men Stefan Löfven, forbundsformand for Sveriges største fagforbund IF Metall, der organiserer 370.000 industriarbejdere, erklærer sig lodret uenig i, at Reinfeldt-regeringen kun har forandret lidt. Han henviser til, at næsten en halv million svenskere har forladt a-kasserne de seneste år, fordi de ikke har råd til at betale højere kontingent. En konsekvens af, at den borgerlige regering ændrede solidaritetsprincippet i forsikringerne, så alle nu skal betale kontingent afhængigt af risikoen for ledigheden. Det betyder, at nogle faggrupper med høj risiko for ledighed nu betaler rigtig mange penge for at stå i en a-kasse, mens for eksempel læger slipper billigt.

»Hvad der er sket i Sverige i de seneste fire år er ingenting mod det, som kommer til at ske de næste fire år, hvis den borgerlige regering fortsætter. Fredrik Reinfeldt vil sænke skatterne med 100 milliarder kroner, og det vil give langt mindre velfærd og øge kløfterne. Men det må svenskerne ikke vide, derfor har Reinfeldt ændret sit sprog og siger: ’Vi er det nye arbejderparti’, hvilket er helt forkert,« siger Stefan Löfven.

Metall-formanden har også sæde i svensk LO’s hovedbestyrelse, og ligesom resten af den faglige top i Sverige frygter han, at velfærd og lighedssamfund vil lide uoprettelig skade ved yderligere fire år med Fredrik Reinfeldt ved magten.

»Det vil ramme svenske lønmodtagere ganske betragteligt, hvis den borgerlige regering fortsætter. Den økonomiske tryghed, hvis du mister dit arbejde, er på spil. Løntrykkeriet vil vokse, og med flere ændringer af arbejdsløshedsforsikringerne vil det også ramme fagforeningerne, og vi vil miste yderligere indflydelse,« siger han.

»Det bliver et meget meget forandret Sverige, hvis den borgerlige regering bliver genvalgt. Nu er det et skæbnevalg,« konstaterer Metall-formanden.

Hans forbund sætter med en massiv valgkampagne på arbejdspladserne alt ind på at få svenskerne til at sætte kryds ved sosserne 19. september. Det gjorde 7 ud af 10 metal-arbejdere ved det seneste riksdagsvalg, og dermed var de blandt de mest trofaste S-støtter. Blandt LO-medlemmerne generelt stemte kun 58 procent socialdemokratisk ved seneste valg, mens hver 10. LO-medlem stemte på Moderaterna.

Ambitionen er i dag i svensk LO, at 7 ud af 10 LO-medlemmer stemmer socialdemokratisk på valgdagen, fremgår det af interne notater. Men næstformand i svensk LO Ulla Lindqvist, der samtidig sidder med i Socialdemokraternas valgstrategigruppe, erkender, at det bliver svært:

»Det er nok urealistisk,« siger hun.

Til gengæld tror fagforeningskvinden fuldt og fast på, at Mona Sahlin rykker ind i statsministeriet 20. september, når stemmerne er talt op.

»Næsten en halv million vælgere har ikke besluttet sig endnu, og når vi kommer ud og fortæller om de store ideologiske forskelle, om skattelettelsernes konsekvenser for velfærden, om et mere ulige Sverige, vil vi få mange stemmer,« siger Ulla Lindqvist.

Men det er naivt at tro, at man kan hive en valgsejr hjem ved at udpensle ideologiske farer, siger Pontus Mattsson og tilføjer, at den manglende politiske fornyelse kombineret med svenskernes opfattelse af Mona Sahlin som en svag leder har fået mange socialdemokrater til at slå bak.

»Reinfeldt er mere populær end Moderaterna, mens Socialdemokraterna er mere populær end Mona Sahlin. Der står bred respekt om Reinfeldt, og så køber folk hans politik oveni, og den politik ligner meget Socialdemokraternas. Men respekten for Mona Sahlin er meget mindre, og hun fremstår som en svag leder,« siger Pontus Mattsson.

Også Henrik Brors fra Dagens Nyheter vurderer, at Mona Sahlins lederskab har en del af skylden for, at socialdemokratismen er på retur. Blandt andet tvivler mange på, at Mona Sahlin har styrke til at holde sammen på en i forvejen skrøbelig rød-grøn alliance.

»Det skaber bekymring og desperation i partiet, for hvis Socialdemokraterna taber, er der er ingen naturlig afløser klar i kulissen til at overtage lederskabet, genrejse partiet og nyformulere politikken,« siger Henrik Brors.

Sværger evig troskab

Ikke bare Socialdemokraterna vil blive kastet ud i en dyb krise i kølvandet på et eventuelt kommende valgnederlag. Det samme vil svensk fagbevægelse, vurderer Nils Karlson. Han kalder det problematisk for svensk LO at være så gift med Socialdemokraterna, som tilfældet er.

»Hvis den borgerlige regering vinder, tvinger det LO til at se på forholdet til Socialdemokraterna og eventuelt overveje en ny strategi a la den danske, hvor de formelle og økonomiske bånd kappes,« siger han og tilføjer, at det faglige-politiske ægteskab hører hjemme i en svunden tid.

»Det er håbløst for svensk fagbevægelse kun at ville samarbejde med Socialdemokraterna. Det er kontraproduktivt og tjener ikke medlemmernes interesser. Arbejdsgiverne i Sverige har i årtier formået at samarbejde med alle regeringer uanset partifarve, og når arbejdsgiverne kan, bør fagbevægelsen også kunne,« mener Nils Karlson.

Men Ulla Lindqvist afviser, at en skilsmisse mellem parti og fagbevægelse vil komme på tale for at bane vejen for faglig indflydelse på Reinfeldt-regeringen nummer to. Set med hendes øjne har parterne sværget evig troskab.

»Vi bliver aldrig skilt. Vi har et tæt samarbejde mellem parti og LO, og vi kan ikke arbejde sammen med en regering, der vil det stik modsatte af os« fastslår hun.