Folkevandring fra Ny Alliance

Af | @IHoumark

6 ud af 10 vælgere har droppet Ny Alliance, siden partiet sprang ud i foråret, viser ny undersøgelse. For mange vælgere har partiet vist sig at være for borgerligt. Ny Alliance spås dog en god chance for at blive en flerårig plante.

FALMET I maj struttede det nye parti Ny Alliance om kap med bøgetræerne. Flere end 11 procent af vælgerne ville stemme på partileder Naser Khader og kompagni. Siden har 6 ud 10 vælgere imidlertid forladt partiet, viser en undersøgelse for A4. Partiet skal nu passe gevaldigt på med ikke at blive suget ned i et sort hul på midten af dansk politik, advarer valgforsker.

Analyse Danmark er for Ugebrevet A4 vendt tilbage til 706 mennesker, der lige efter Ny Alliances fremkomst 7. maj ville stemme på partiet. Af den nye undersøgelse fremgår, at 62 procent ikke længere vil stemme på partiet, selv om de har fået præsenteret partiets program.

Normalt forlader mellem en fjerdedel og en tredjedel af vælgerne et parti mellem to folketingsvalg. På den baggrund siger valgforsker og lektor ved Aalborg Universitet Johannes Andersen:

»Hvis Ny Alliance havde mistet 6 ud af 10 stemmer mellem to folketingsvalg, ville man tale om et dramatisk valgnederlag. Men det hører med til billedet, at partiet måtte få en nedgang, for vælgeropbakningen ved dannelsen i maj var urealistisk høj.«

Partiets nedtur var forudsigelig, mener politisk kommentator og leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet Troels Mylenberg.

»Ny Alliance var omgærdet af en utrolig eufori, da partiet kom til verden, og der blev fremmalet nogle helt urealistiske forventninger. Denne her måling viser, hvor hurtigt hverdagen melder sig. Og den viser også, hvordan medie-møllen maler: Først bidrager medierne til jublen over det nye, og senere kommer så alle de kritiske historier. Sommeren har ikke været god for Ny Alliance,« siger Troels Mylenberg.

Ifølge Altingets gennemsnit af meningsmålinger er Ny Alliance gået fra rundt regnet 11 procent af stemmerne til nu omkring 5 procent. Det svarer til at have mistet omkring 200.000 stemmer. Valgforsker og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Søren Risbjerg Thomsen ser dog ingen tendens til, at Ny Alliance er ved at visne bort, og siger:

»Meningsmålingerne tyder på, at partiet for nuværende har stabiliseret sig på omkring fem procent.«

Trods frafaldet hænger mundvigene heller ikke på medstifter af Ny Alliance og medlem af Europa-Parlamentet, den eks-konservative Gitte Seeberg. Hun siger:

»Det er ærgerligt, at vi har mistet så mange vælgere. Men det niveau, vi ligger på nu, er nok mere det, jeg havde forventet. Det kom fuldstændig bag på os, at vælgerne i den grad bakkede os op i maj.«

Der er en række forklaringer på frafaldet hos Ny Alliance. En af dem er, at partiet for mange vælgere har vist sig at være mere borgerligt, end de forventede i maj. Den begrundelse giver 4 ud af 10 vælgere i A4’s undersøgelse. Kun 10 procent ser partiet som mere venstreorienteret end forventet.

Ny Alliance har fået øgenavnet »Det Radikale Højre.« At vælgerne ser partiet som borgerligt, er bestemt ikke noget tilfælde, mener valgforsker og lektor ved statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen:

»Det eneste, Ny Alliance rigtig har fået medie-omtale på, er partiets skatteudspil. Målt på en traditionel politisk/økonomisk skala er skattepolitikken meget højreorienteret, og så er det kun naturligt, at vælgerne ser partiet som borgerligt.«

At en del vælgere af den grund er gået fra Ny Alliance, kan medstifter Gitte Seeberg godt forstå.

»Skattetemaet har fyldt enormt meget hen over sommeren og vil også gøre det i fremtiden. Men jeg håber da, at vælgerne vil se os som mere uafhængige af blokkene, når de får nærmere kendskab til vores miljø-, udlændinge- og udenrigspolitik, der bliver beskyldt for at være venstreorienteret,« siger Gitte Seeberg.

Spørgsmålstegn ved fornyelsen

I A4’s undersøgelse deler de vælgere, der har forladt Ny Alliance, sig i to næsten lige store grupper, når de bliver spurgt, om partiet er nyskabende og anderledes, eller om det er som alle andre. Valgforsker Johannes Andersen siger:

»Mange synes, at Ny Alliance fremtoning er spændende, men åbenbart ikke nok til, at de vil stemme på partiet. Så det må også være en af grundene til, at partiet har mistet stemmer.«

Omkring en fjerdedel af de frafaldne vælgere er gået til Socialdemokraterne, mens cirka en anden fjerdedel er gået til enten Venstre eller de konservative. 13 procent er gået til de radikale, og her siger folketingsgruppens næstformand, Morten Østergaard:

»Det, vi hører fra folk-som-kender-folk, der er vendt tilbage til de radikale fra Ny Alliance, er, at de ikke føler, at Ny Alliance har styr på projektet. Partiet lever ikke op til de flotte ord om at være nyskabende. Det er svært at bedømme på afstand, men i hvert fald har jeg svært ved at se det særligt nyskabende i at sende et politisk program i høring blandt sine medlemmer per e-mail. Det har vi gjort i mange år.«

Blandt de frafaldne Ny Alliance-vælgere er der lige så mange, der mener, at partileder Naser Khader har levet op til deres forventninger, som at han ikke har det. Skuffelse over at se Naser Khader storsvedende og vag på tv i sommerens løb kan være medvirkende årsag til tabet af vælgere. Valgforsker Søren Risbjerg Thomsen siger:

»Selv om Khader virker sympatisk, så bliver der til stadighed sat spørgsmålstegn ved hans lederegenskaber. De betyder også en del for vælgerne.«

For politisk kommentator Troels Mylenberg er der ingen tvivl. Naser Khader er til stadighed en stor gevinst for Ny Alliance.

»Naser Khader er et fantastisk ikon med utrolig vælgerappeal. I mange danskeres øjne er han jo som en blanding af David Beckham og Bill Clinton. Han behøver sådan set ikke sige noget, for at folk er enige med ham. Mange har en instinktiv tillid til ham,« siger Troels Mylenberg.

I Ny Alliance gør man sig en del tanker om, hvordan partiet kan sælge sig selv på mere end trioen Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg. Sidstnævnte siger:

»Vores flyvende start skyldes ikke mindst de ledende personer. Men vi skal have bygget vores partiorganisation op, og folketingsmedlemmerne Leif Mikkelsen og Inge-Lene Ebdrup skal også frem på scenen. I længden er det dog vores politik, der afgør partiets skæbne.«

Kunsten at holde gryden i kog

De fleste valgforskere er enige om, at det vil give Ny Alliance de bedste overlevelsesmuligheder, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udskriver valg inden så længe. Går der mere end et år, kan det være svært at opretholde mediernes og vælgernes interesse.

»Jo længere tid der går, før der kommer valg, jo sværere bliver det for Ny Alliance at holde gryden i kog. Men jeg vil mene, at de har en rimelig chance for at komme ind med seks-otte mandater ved et valg,« siger valgforsker Kasper Møller Hansen, og fortsætter:

»Det er ret afgørende for Ny Alliance, at de ved et valg får brudt flertallet bestående af Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti. Sker det ikke, kan Ny Alliance ende som endnu et oppositionsparti på midten uden indflydelse og dermed i mange vælgeres øjne uden eksistensberettigelse.«

Valgforsker Søren Risbjerg Thomsen mener, at Ny Alliance allerede har »brændt fingrene«, for partiet fik ingen indflydelse på regeringens og Dansk Folkepartis skattelettelser. Om Ny Alliances muligheder som midterparti siger han:

»På midten i dansk politik er der et sort hul, som suger kraften ud af de partier, der kommer for tæt på. Man kan se, hvordan det er gået for Centrum-Demokraterne, Kristendemokraterne og Det Radikale Venstre i de perioder, hvor de har forsøgt at stille sig mere neutralt.«

Men kan partiet ikke leve højt på sin skattepolitik, der står langt til højre for midten? Nej, mener Søren Risbjerg Thomsen og siger:

»Skattelettelser giver ikke så meget bonus hos vælgerne. Eksempelvis gik Venstre og de konservative lidt tilbage i meningsmålingerne efter at have fremlagt deres skatteudspil, mens Dansk Folkeparti gik lidt frem.«

Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at Ny Alliance mangler en folkelig sag.

»Dansk Folkeparti havde indvandrermodstanden, og Fremskridtspartiet modstanden mod papirnusseri og skrankepaver, da de brød igennem. Ny Alliances politik om 40 procent i skat for alle er alt for diffus til at ramme en understrøm i befolkningen,« siger Johannes Andersen.

Gitte Seeberg siger, at man sandelig har tænkt sig at satse på mere end partiets skattepolitik, og at flere udspil er på vej. Kommentator Troels Mylenberg har et råd til Ny Alliance:

»Partiet har ikke udnyttet nok, at mange ønsker Pia Kjærsgaard sat uden for indflydelse. Der ligger et forholdsvis stort vælgerpotentiale. Og så populær som Naser Khader er, kan han roligt til stadighed i medierne anvise en anden vej, også selv om der ikke er nogen vej.«