Folketingets formand investerer i miljøsvineri

Af | @GitteRedder
Anne Marie Boesen

Thor Pedersen (V) investerer i et mineselskab, der er sortlistet for grov forurening. Og gennem flere år har Folketingets formand haft aktier i en virksomhed, der var sortlistet på grund af børnearbejde. Upassende, mener generalsekretær i Greenpeace. I orden, mener Thor Pedersen.

GULDMINE Formanden for Folketinget Thor Pedersen (V) investerer i dag i et af verdens mest kontroversielle mineselskaber, der er kendt for miljøsvineri af værste skuffe. Og gennem flere år har Thor Pedersen haft aktier i dækgiganten Bridgestone, der er anklaget for via et datterselskab i udbredt grad at bruge børnearbejde på en gummiplantage i Liberia. 

Det fremgår af en gennemgang af en stor del af Thor Pedersens aktiehandler siden 2005, som Kaas og Mulvad har foretaget for Ugebrevet A4. Undersøgelsen er baseret på de informationer, som Thor Pedersen selv offentliggør i Folketingets hvervregister, hvor folketingsmedlemmerne angiver, hvilke hverv og økonomiske interesser de har ud over folketingsarbejdet.

Ifølge hvervregistret har Thor Pedersen per 4. oktober 2010 aktier i 26 forskellige selskaber, og i Ugebrevet A4’s gennemgang springer især investeringen i det omstridte, australske mineselskab Rio Tinto i øjnene.

Leder af det uafhængige research­center Danwatch Anne Skjerning fastslår, at Rio Tinto er sortlistet mange steder for systematisk forurening, der især har betydet omfattende miljøskader i unikke naturområder på Papua Ny Guinea.

Rio Tinto er berygtet for sammen med et andet sortlistet selskab Freeport McMoRan at drive Grasbergminen, der rummer verdens største guldmine og verdens næststørste kobbermine. Minen forurener regnskoven og floderne med giftigt spildevand indeholdende tonsvis af kobber, cadmium og andre tungmetaller.  Ifølge miljø-organisationer udleder minen hver dag 230.000 tons spildevand, og dermed skader man plante- og dyreliv samt den indfødte urbefolkning. New York Times har tidligere dokumenteret, at selskaberne bestikker indonesisk militær til at bevogte minegiganten, så den i dag er umulig at nærme sig.

»Det her er et klokkeklart eksempel på en problematisk investering. Igennem flere år har der været en åbenlys kritik af selskabet, og det er veldokumenteret, at Rio Tinto skader miljø og natur ved minedriften,« siger Anne Skjerning.

Generalsekretær i miljøorganisationen Greenpeace Mads Flarup Christensen betegner Rio Tinto som et selskab, man ikke bør købe aktier i, og henviser til, at flere anerkendte investeringsselskaber, inklusive den norske petroleumsfond, har stemplet Rio Tinto som en uetisk virksomhed.

»Der er ingen tvivl om, at Grasberg-minen, der drives af Rio Tinto, er et af de mest grelle eksempler, vi overhovedet har på destruktiv minedrift,« siger Mads Flarup Christensen.

Han finder det dybt problematisk, når personer fortsætter med at investere i selskaber, som ikke opfører sig ordentligt, når det for eksempel gælder menneskerettigheder og miljø.

»Når et selskab som Rio Tinto optræder på adskillige sortlister, burde det være åbenlyst for enhver, at man skal holde sig langt væk. At det lige er Thor Pedersen, der er taget i destruktive investeringer, er trist,« siger han og tilføjer, at det desværre ikke kommer som den helt store overraskelse.

»Det er nok meget at håbe på, at en mand, der finder det fornuftigt at lade lyset brænde, når han ikke er hjemme, og som ikke mener, at klimaforandringer primært er menneskeskabte, er inden for pædagogisk rækkevidde. Også når det gælder de menneskelige og miljømæssige konsekvenser af den her minedrift,« siger Greenpeace-lederen.

Sorte fingre

Thor Pedersen ryster ikke på hånden over sin investering i Rio Tinto og siger lige ud, at han i sine investeringer udelukkende ser på soliditet og afkast.  

»Jeg ved ikke, hvor meget de enkelte selskaber forurener, hvor meget CO2 de slipper ud, hvor meget affald de har, eller hvor mange vinduer der er uisolerede, og hvor varmen slipper ud. Jeg ser på soliditeten, og jeg konstaterer blot, at Rio Tinto er et af verdens største mineselskaber, og man kan ikke arbejde i miner uden, at nogle af de folk, der er nede i minen, måske får sorte fingre,« siger Thor Pedersen.

Han afviser at have haft kendskab til, at Rio Tinto er stemplet som grov forurener, ligesom han heller ikke har haft kendskab til anklagerne om børnearbejde i dækfirmaet Bridgestone, som han indtil for et par uger siden igennem flere år havde aktier i.

»Jamen, jeg er slet ikke inde i de standarder. Sagen er den, at jeg spreder investeringerne worldwide over bæredygtige aktier. Om det er et solidt foretagende, der er hæderligt og lovligt. Når jeg har solgt aktierne i Bridgestone på et tidspunkt, har det været en vurdering af, hvor midlerne placeres bedre, og derfor er aktierne solgt og nogle andre købt,« siger han og understreger, at han står fuldstændig inde for alle sine investeringer, inklusive Rio Tinto.

Som Folketingets formand tænker du så ikke: Jeg må gå på dydens smalle sti, og der skal ikke være noget at komme efter i mine investeringer?

»Jo, og dydens smalle sti er jo overhovedet ikke at investere nogen steder. Det er at grave pengene ned i hovedpuden. Du kan ikke flyve, du kan ikke tage tog, du kan ingenting. Dydens smalle sti er lige præcis så smal, at man ikke kan gå på den. Alle mine investeringer er dydige, for der er ikke nogen steder, hvor jeg er forelagt særlige oplysninger, hvor man kan sige, at det kan man ikke investere i,« siger Thor Pedersen.

Han afviser, at han som Folketingets formand har et særligt ansvar for ikke at placere sine aktiedepoter i selskaber, der er sortlistede på grund af forurening, børnearbejde eller anden uetisk adfærd.

»Er det et hæderligt, lovligt foretagende, er det jo til at investere i for alle. Ellers kunne man jo heller ikke investere i skibsfart, for skibene forurener, og det må de ikke. Heller ikke i fly – og jeg har SAS-aktier – og fly forurener også. Det eneste, jeg kan investere i, er i givet fald heste og hestetransport. Så jeg deltager ikke i denne religiøs bevægelse,« siger Thor Pedersen og fastslår, at han ikke agter at sælge sine aktier i Rio Tinto.

Spørgsmålet er om en toppolitiker, der bestrider en tillidspost som for eksempel formand for Folketinget, har fuldstændig frie hænder til at disponere over sin private formue. Især i lyset af, at regeringen i 2008 udgav en handlingsplan, der fastslår, at danske virksomheder har et samfundsansvar, og som anbefaler virksomhederne at se på, om udenlandske leverandører overholder grundlæggende miljøhensyn samt arbejdstager- og menneskerettigheder. Endvidere støtter regeringen op om FN’s målsætninger på området.

»Der er brug for en debat om retningslinjer for offentlige personer som Thor Pedersen. Han investerer for sine egne midler, men er også en offentlig person. Umiddelbart ved jeg ikke, hvor grænsen går. Men man kan i hvert fald konstatere, at regeringen lægger en linje, hvor de hylder principper om etiske investeringer, og så har man en partifælle og formand for Folketinget, der i sit private virke gør noget andet. Og det ser mærkeligt ud,« siger Anne Skjerning fra Danwatch.

»Uanset ejeren og størrelsen af en aktiepost er den med til at legitimere det, der foregår i en virksomhed – om det er våben, børnearbejde eller forurening,« siger Anne Skjerning og tilføjer at Danwatch tidligere har kritiseret kommuner og pensionsselskaber for investeringer i netop Bridgestone og Rio Tinto.

»Alle var enige om, at det er helt galt, at kommunerne investerede i børnearbejde. Men det er offentlige midler, de håndterer. Spørgsmålet er, om Thor Pedersen, når han investerer sine private midler, skal være underlagt samme etik,« siger Anne Skjerning.

Ifølge forsker i etiske investeringer Steen Vallentin, på Handelshøjskolen i København, CBS, er det helt i orden, at Folketingets formand har aktier i kontroversielle selskaber.

»Jeg kan ikke se, at det skulle være en del af hans forpligtelse som Folketingets formand, at han skal investere på en bestemt måde som privatperson. Det er legitimt, at han har aktier i et selskab som Rio Tinto. Diskussionen kan hurtigt løbe af sporet, hvis den kommer til at dreje sig om de folkevalgtes private forhold. Der bør gælde forskellige standarder for de institutionelle investorers sociale ansvar på den ene side og privatpersoners investeringer på den anden side. Folks private investeringer må de ret beset selv bestemme over. Der kan man have forskellige værdier, og man kan gå efter afkastet eller noget andet«, siger Steen Vallentin.