Folketingets afhoppere jager indflydelse

Af

Regeringen og Dansk Folkeparti mangler i dag et enkelt mandat for at have flertal, og dermed kan Folketingets tre afhoppere Pia Christmas-Møller, Per Ørum Jørgensen og Christian H. Hansen få maksimal indflydelse på det mandat, de sidder på indtil næste valg.

TUNGEN PÅ VÆGTSKÅLEN Tanken om helt alene at fremkalde et folketingsvalg med al den dramatik, der hører til, når landet sættes på den anden ende, må være både angstprovokerende, men også stærkt tiltrækkende for et menneske med ambitioner.

Situationen kan i yderste konsekvens blive virkelighed inden næste valg for de tre politikere Pia Christmas-Møller, Per Ørum Jørgensen og Christian H. Hansen.

Alle tre er de hoppet fra et etableret parti, og med Per Ørum Jørgensens exit fra de konservative i foråret blev der rokket ved den betonklods, Venstre, konservative og Dansk Folkepartis flertal har haft liggende oven på stort set alle større politiske forlig siden 2001.

Tilbage står VKO med Liberal Alliances tre mandater, som det forventes mest sandsynligt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) frem til næste valg vil bejle til. Men Liberal Alliance forlod eksempelvis både sidste års finanslovsforhandlinger, ligesom partiet skred fra forårets forhandlinger om ’Genopretningsplanen’, der således kom i hus med støtte fra løsgængeren, den tidligere konservative Per Ørum Jørgensen.

Bemærkelsesværdigt er det, at alle tre afhoppere er sprunget fra partier i den borgerlige blok, men ligeså interessant er det, at Lars Løkke Rasmussen, til trods for dette, ikke længere automatisk kan regne med støtte fra de tre politikere.

»Det der med, at man har skrevet om løsgængerne, at de er billigt til salg, det gælder bare ikke mig,« advarer Pia Christmas-Møller, som forlod Det Konservative Folkeparti i vrede efter valget i 2007.

For at illustrere, hvor langt hun vil gå, peger Pia Christmas-Møller på debatten efter Folketingsvalget i 2007 om asylbørnenes forhold i flygtninge­centrene. Her begyndte man i regeringskontorerne at rasle med valg­sablen, hvis ikke Pia Christmas-Møller, der stod sammen med oppositionen i den sag, makkede ret.

»Jeg havde ikke drejet, fordi der kom et valg. Det kan man være 100 procent sikker på. Jeg er ikke sat i verden for at jagte denne regering, men jeg er heller ikke i en rolle, hvor jeg per definition skal forsvare den,« siger hun.

Christian H. Hansen, der forlod Dansk Folkeparti tidligere på året efter en længere sygeorlov, er i dag arg modstander af enhver stramning på udlændingeområdet.

»Det er jo klart, at når man taler om at lave en 28-års regel, så stemmer det ikke overens med det, jeg tidligere har sagt, og jeg må bare sige, at hvis vi kommer dertil, at vi skaber et mere fremmedfjendsk land på det her område, må vi tage et valg,« siger han.

Mens Christian H. Hansen har travlt med sit nye parti, Fokus, som indtil videre har samlet cirka 2.500 af de 20.000 underskrifter, der skal til for at stille op til Folketinget, er situationen lidt anderledes for Per Ørum Jørgensen. Han er i dag medlem af Kristendemokraterne (KD), og som den eneste af de tre afviser han at vælte Lars Løkke Rasmussen. Men han vil sælge sig selv så dyrt som muligt.

Den enes død …

Det var en dom for spritkørsel og et pres fra opstillingskredsen i Holstebro i balladen om det vestjyske supersygehus i Gødstrup, der førte til, at Per Ørum Jørgensen i foråret forlod de konservative, som han ellers har repræsenteret i Folketinget siden valget februar 2005 – netop på det tidspunkt, hvor Kristendemokraterne røg ud af Folketinget. Alliancen spås derfor ikke mange chancer ved næste valg.

»Vi er godt klar over, vi skal bevæge os langsomt frem, men jeg har en målsætning om, at vi er på en procent inden nytår. Der er finanslovsforhandlingerne en oplagt mulighed til at skabe opmærksomhed, så vi kan komme ud med vores budskaber,« siger Per Ørum Jørgensen.

Paradoksalt nok håber han at lukrere på, at Fælleslisten – der kæmper for ’udkantsdanmark’, især i Vestjylland ligesom Per Ørum Jørgensen – ikke får samlet underskrifter nok til at opstille ved næste valg.

Når efterårets finanslovsforhandlinger går i gang, vil Per Ørum Jørgensen derfor sælge sig selv så dyrt som muligt. Filosofien er, at det er bedre at være inde i varmen og med til at ­påvirke selv det, partiet rent faktisk ikke kan lide, såsom udlændingeområdet. Man vil bare have noget til­ gengæld.

»Sygehuset bliver ikke umiddelbart flyttet fra Gødstrup til Aulum, men i stedet kan man få formuleret en tekst, der siger, at vi så får en motorvej fra Herning til Holstebro. Det er en god indrømmelse at give os. Det er ikke bare en kortsigtet proces, men også en proces i forhold til, hvor Kristendemokraterne skal være i fremtiden. Og så er det en test på, hvem der vil samarbejde, fordi det er væsentligt i forhold til, hvem vi peger på som statsministerkandidat i forbindelse med næste valg,« siger Per Ørum Jørgensen, der først ved valget vil afsløre, om Kristendemokraterne lægger sig i den blå eller røde blok.

Christian H. Hansen vil heller ikke afsløre, om han og hans parti Fokus foretrækker socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt som statsminister efter næste valg. Men det lyder sådan. Støtten til Lars Løkke Rasmussen er i hvert fald »trukket tilbage« og »vi må erkende, vi ikke synes, det går særlig godt i Danmark i dag«, siger han.

»Vi prøver på at placere os som et totalt midterparti. Men når vi som parti har meldt ud fra starten, at vi pegede på den regering, der sidder nu, og når vi så kan konstatere, at der er blevet slået ned på de dårligst stillede i samfundet, og vi har trukket vores ubetingede støtte til den siddende statsminister, er der en grund til det,« Christian H. Hansen.

Det er ikke os

Årsagen til den manglende opbakning fra Fokus skyldes regeringens beskæring af dagpengeperioden fra fire til to år. Samt placeringen af nogle vindmøller i Østerild Plantage i Nordjylland, og indførelsen af hundeloven, der forbyder 13 kamphunderacer.

»Man kan sige, at den regering, der sidder nu, har taget dagpengene fra folk, de fælder træerne, og så må vi ikke holde hund mere. Det er ikke os,« siger Christian H. Hansen.

Pia Christmas-Møller har som tidligere leder af de konservative været med på allerhøjeste niveau, og efter 23 år i Folketinget er hun aldeles trænet i at sætte ind, hvor der viser sig en mulighed for at skabe alternative flertal.

»Jeg går ind i mere principielle spørgsmål som asylpolitik, retspolitik, adoptionsspørgsmål. Værdidiskussioner. Jeg kører min egen kurs, som jeg altid har fulgt,« siger hun om sin strategi.

»Jeg har nogle konkrete sager, som typisk har mange principper i sig, men som ikke betragtes som store og afgørende for regeringsdannelsen. Som da jeg i april/maj gik med oppositionen i den forespørgselsdebat, der var om den økonomiske kurs. Det er ikke, fordi det er mig, som ruller det op, men jeg kan være med til at sætte ekstra drøn på nogle ting. Det er jeg meget opmærksom på.«

Pia Christmas-Møller ved ikke, hvad hun vil bruge fremtiden på. Hidtil har det ligget i kortene, at hun ville forlade Folketinget ved næste valg, fordi det er umuligt at blive valgt som løsgænger. Men nu er alt åbent.

»Jeg vil ikke udelukke, at jeg bliver på Christiansborg. Jeg er ikke kommunist, og jeg er heller ikke DF’er, men ellers udelukker jeg ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave efter næste valg,« siger hun og kalder det en ’korsvej’, hun ikke er helt tryg ved længere.

»Det begynder at fylde noget. Jeg skal vælge en kurs. Ellers er der andre, der gør det, og det bliver det nødvendigvis ikke mere spændende af. Det er min erfaring.«

Ingen nekrolog

Alle tre afhoppere er klar over, at et hektisk liv i politik kan slutte efter næste valg. Men for dem alle har det været vigtigt, at denne artikel ikke er en ’nekrolog’ – eller som Pia Christmas-Møller siger, ’vi sidder ikke her og skriver mine memoirer’.

Alligevel har de intet imod at trække nogle personlige og – for dansk politik – overordnede linjer op.

Christian H. Hansen, der kom i Folketinget i 1998, blev på kort tid hele Danmarks dyreven nummer et. Trods dette peger han på sin egen sygdom – migrænesygdommen Hortons hovedpine, der gav ham adskillige voldsomme migræneanfald hver dag – som det, der har præget ham mest, mens han har været politiker.

»Jeg har været der, hvor jeg sagde, at nu gider jeg ikke leve længere, og jeg har også været der, hvor alle forberedelserne til at tage livet fra mig selv var gjort. Jeg blev reddet af en journalist, der ringede og spurgte om et eller andet med en lovgivning, jeg har været med til at lave tidligere. Der var der et eller andet, der sagde mig, at det kan da godt være, der er brug for mig alligevel.«

Per Ørum Jørgensen har flere gange fremhævet, at forårets spritsag lærte ham at fokusere. Tidligere var han måske for meget firmaets mand. Nu er han vælgernes.

»Det har noget at gøre med hele diskussionen i Vestjylland, og jeg mærker det dagligt, når jeg er hjemme. Hvis vi nu tager Staby, hvor jeg bor, der bliver 65 kilometer til det nye sygehus i stedet for 25 kilometer til Holstebro. Købmanden er presset, fordi regeringen har liberaliseret lukkeloven, det rammer primært de mindre butikker. Vi har oplevet en finanskrise, hvor mange mennesker i området har mistet deres job. Vi ser regeringens rejsehold, der kommer ud og siger, at alle skoler under 600 elever skal lukkes. Hele det fundament, der udgør et lokalsamfund, er truet. Hvis du lægger de her ting sammen, skaber det en fornemmelse af, at nu sidder de i København og er ved at lukke vores samfund ned. Der måtte jeg som folkevalgt finde ud af, om jeg ville stå på mål for alt det her,« siger han og erkender, at det ville han ikke.

For Pia Christmas-Møller er det vigtigt, at 23 år i politik ikke har gjort hende til et forrået, kynisk magtmenneske, men hun erkender, at det kan være svært selv at bedømme.

»Jeg føler ikke, jeg er politiseret helt ud i lilletåen. En god politiker er en, der kan sætte sig i andre menneskers sted, og det synes jeg stadig, jeg kan.«

Når hun skal pege på sine flotteste politiske resultater, nævner hun, da hun i 80’erne var med til at sikre en mindste dagpengesats for selvstændige og fik fokus på psykisk syges forhold i 90’erne.

Hun fortryder heller ikke, at hun var med til at sende sin gamle ven, Erik Ninn-Hansen, lige ud i en rigsretssag i den såkaldte tamilsag. Det havde været hykleri, hvis hun ikke i den sag stemte, som hun gjorde.

Jeg kan stå ved det

På samme måde står hun ved, at hun sagde ja til at blive stormomsust leder af Det Konservative Folkeparti i 499 dage, da partiet lå i ruiner i slutningen af 1990’erne. Men sagen er stadig et åbent sår i hende – også fordi, hun føler, det hidtil har været hendes fjender, der har skrevet historien.

»Jeg kan stå ved det. Altså, det var borgerkrig. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg har det faktisk sådan, at langt de fleste ting ville jeg være dum nok til at gøre igen,« efterrationaliserer hun i dag.

Men hvad er så det mest markante, der er sket i dansk politik, mens afhopperne har siddet på tinge?

Per Ørum Jørgensen savner værdipolitikken, som især tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mestrede. Men både Christian H. Hansen og Pia Christmas-Møller peger på, at blokpolitikken er noget af det væsentligste – og mest negative – der er sket i nyere dansk politisk historie.

»Det, der skete i 2001, hvor du de facto har fået en flertalsregering med VOK-blokken, det har virkelig forandret måden, hvorpå du skaber resultater. Nutidens politikere ved slet ikke, hvordan det er at forhandle, som man gjorde i 1980’erne og 90’erne,« siger Pia Christmas-Møller.