Folkeskole eller kommuneskole?

Af

Nogle skoleelever læser i bøger fra Lille Pers storhedstid. Andre har adgang til spritnyt undervisningsmaterialer. Folkeskolen skævvrides af kommunale prioriteringer.

I sidste uge fortalte en folkeskoleelev i Radioavisen, at hans biologibog var fra 1963. Selv om udviklingen i naturens verden unægtelig er træg og de grundlæggende mekanismer de samme som i 1963, ja så er 41 år ganske enkelt for lang tid at bruge en bog i folkeskolen. Tænk på hele diskussionen om truede arter, forurening, DNA-forskning, gensplejsning eller overfiskeri i Nordsøen. Alt sammen del af et moderne samfund, men næppe noget man møder i bøger, der stammer fra Lille Pers storhedstid, da man sagde De til læreren, og drengene gik med korte bukser om vinteren. Samme Radioavis kunne også berette om folkeskoleelever, der mente, de havde glimrende og aktuelt undervisningsmateriale. Heldigvis – for dem. Men det er desværre grund til at tro, at der findes mange bøger i folkeskolen med en del år på bagen.

En undersøgelse fra analysefirmaet Megafon viser, at hver sjette bog i folkeskolen ifølge lærerne er over 10 år gammel. Tal fra Brancheforeningen for Undervisningsmidler viser, at hvor seks procent af nettoudgifterne per elev i folkeskolen i 1980 gik til køb af undervisningsmateriale, var andelen faldet til sølle to procent i 2003. Det er ikke underligt, hvis mange forældre undrer sig over alderen på de bøger, deres poder bærer rundt på.

Folkeskolerne er kommunernes ansvar. Folketinget har fastlagt grænser for, hvor mange elever der må være i klasserne og nogle bindende minimumsmål for antallet af timer. Resten er stort set op til kommunerne. Folkeskolens kommunale forankring har mange fordele. Den sikrer, at der bliver taget hensyn til lokale forhold, at små skoler overlever på et tyndere elevgrundlag, end bureaukraterne på Slotsholmen ville tillade, og den sikrer ikke mindst et ejerskab til folkeskolen i nærmiljøet.

Men kommunernes økonomi har gennem mange år været presset. Af flere ældre, flere sociale opgaver, flere skoleelever og stadigt stigende forventninger fra borgerne. Kommunerne skal finde penge til alle disse opgaver – eller som det hedder på nydansk: De skal prioritere. Og det gør de ganske forskelligt.

Hørsholm Kommune brugte i 2003 57.008 kroner per elev i folkeskolen. I den lille midtjyske kommune Møldrup brugte de sidste år i 36.393 kroner per elev. En forskel på mere end 20.000 kroner. Der findes sikkert alverdens argumenter for, at det er billigere at drive folkeskole i Midtjylland end i det velhavende Nordsjælland. Det er også klart, at kommunerne har forskellige indtægtsgrundlag, som selv alverdens finurlige udligningsordninger ikke kan jævne. Hørsholm er en af landets absolut rigeste kommuner, mens Møldrup ligger i den beskedne ende af velstandsskalaen. Men regionale uligheder og forskellige indtægtsgrundlag kan umuligt forklare et spænd på mere end 50 procent. Forskellen er langt hen ad vejen et resultat af kommunale prioriteringer.

Det er med andre ord politisk bestemt, at elever i nogle kommuner må bladre i forældede bøger og kigge langt efter tidssvarende computere, mens de i andre kommuner kan boltre sig i nye bøger og moderne IT-udstyr.

På Christiansborg er det kommunale selvstyre et magisk ord. Ingen vil lægge sig ud med de magtfulde kommuner, og charmen ved det lokale demokrati overskygger tilsyneladende de åbenlyse skævheder, de lokale beslutninger skaber. I det mindste så længe det handler om folkeskolen.

En af de store drivkræfter i arbejdet med at ændre det kommunale danmarkskort er ønsket om at sikre ens behandling i sundhedsvæsnet. Det danske samfund vil ikke acceptere, at der er forskel i overlevelsesgraden på kræftsygdomme. Det er en selvfølge, at borgerens adresse ikke skal afgøre kvaliteten af sundhedsydelserne. Og kun de færreste borgere vil behandles af en læge, der mangler de rigtige kvalifikationer.

Hvor store forskelle vil vi acceptere i folkeskolen?