Folk føler at markedet har fået for stor magt over deres liv

Af

Sosialistisk Venstreparti i Norge er Vesteuropas mest succesrige venstrefløjsparti. Især de unge kvinder flokkes om SF’s norske søsterparti, der har gjort op med fortidens image som protestparti og satser på en regering med socialdemokrater og midterpartier. Men ny norsk EU-strid kan sprænge regeringsdrømmen i stumper og stykker.

11INSPIRATION »Hvordan er udsigterne for næste valg nu, hvor Anders Fogh Rasmussen har mistet flertallet i meningsmålingerne?« Mens den mandlige sekretær skænker cafe latte, spørger de norske socialisters førstedame til sidste nyt i dansk politik. De nordiske broderfolk hænger sammen på mange måder, og politikerne følger levende med i, hvordan det går i nabolandene.

Det gælder ikke mindst det danske SF, som i årevis har skelet til deres norske partifællers bemærkelsesværdige succes. Med den karismatiske Kristin Halvorsen i spidsen har Sosialistisk Venstreparti (SV) nemlig oplevet flere års fremgang. Partiet fik 6 procent af stemmerne i 1997, 12,5 procent i 2001 og nu 17 procent i meningsmålingerne. Men hvad er hemmeligheden bag Norges venstresocialistiske succes? Kristin Halvorsen peger på forklaringer, der også kan inspirere centrum-venstre-kræfter uden for Norge: SV melder deres værdier klart ud, har appetit på magten og sætter sin egen dagsorden i stedet for at lade sig kaste rundt af medierne:

citationstegnDagsordenen skifter hele tiden. Hvis politikken også driver med vejr og vind – uden tydeligt projekt – klarer vi ikke hovedudfordringen for de nordiske velfærdsstater, nemlig at løse de væsentlige samfundsopgaver i fællesskab.

»Efter valget i 1997 kom vi i den situation, som dansk SF er i nu – at vi ikke var afgørende for flertallet i Stortinget. Det er en situation med meget lidt opmærksomhed, der kan få et parti som SV til at påtage sig de særeste job. Hvis tv ville have en stortingspolitiker til at forsvare homofile, kriminelle samer, så påtog vi os rollen. Men summen af alle tænkelige outrerede standpunkter giver ikke offentligheden et billede af, hvad vi egentlig har på hjerte – og det arbejdede vi systematisk med. Vi udviklede vores politik på de områder, som vi selv fandt vigtige,« fortæller Kristin Halvorsen.

Især børn, skoler og uddannelse blev den røde tråd i SV’s politik – og har været det siden. Partiet havde i forvejen stor viden på disse felter, fordi mange af venstrefløjens kommunale folk er dybt engageret i netop skoler og børns vilkår. Samtidig rejste toppolitikerne fra Oslo ud i landet for at møde elever, lærere og forældre og udvikle nye ideer.

Selvforstærkende fremgang

Kristin Halvorsen ser også fremgangen som resultat af et andet og mere pragmatisk forhold til regeringsmagten. SV tabte tidligere terræn i valgkampene, fordi en del på venstrefløjen i sidste ende stemte socialdemokratisk – for eksempel for at dæmme op for populisterne i Fremskrittspartiet:

»Tidligere var SV ikke klar nok på at søge indflydelse og samarbejde med andre partier – enten gennem et flertalssamarbejde eller ved at deltage i en regering. Vores vælgere var usikre på, om en stemme på SV blot var en proteststemme eller et forsøg på at opdrage socialdemokraterne. Det har i for høj grad været venstrefløjens identitet at være idebank – dem, der tog nye sager op – men uden at have ambitioner om selv at virkeliggøre ideerne. Også det har vi arbejdet systematisk med,« påpeger SV’s førstedame.

Fremgangen var selvforstærkende. Efter 2001-valget blev SV’s gruppe i Stortinget ikke bare den hidtil største, men også den yngste. En gruppe, der signalerede nye ansigter og nye ideer. Men også krigen i Irak har givet vind i sejlene. SV’s USA-kritiske linje blev med ét delt af brede lag i det norske samfund, og den borgerlige regering måtte sige fra over for den amerikanskledede krigsførelse.

Kvindernes parti

SV er et kvindeparti. Det er frem for alt kvinder under 50, som har gjort partiet stort. Blandt kvindelige førstegangsvælgere fik SV ved sidste valg hele 39 procent af stemmerne, men kun 15 procent blandt de unge mænd. Og til forskel fra dansk SF flytter de norske socialister stemmer over midten. Hver femte SV-vælger kom fra de borgerlige partier – især fra Kristelig Folkeparti og Senterpartiet. Herhjemme henter SF næsten kun vælgere fra Socialdemokraterne og Enhedslisten:

»Det er lykkedes for os at blive forbundet med en bredere værdimobilisering i det norske samfund. Folk føler, at markedet har fået for stor magt over deres liv – at der lægges for lidt vægt på omsorg og velfærd. Spørgsmål om børn, unge og fremtid er en værdimobilisering, ikke en enkeltsag,« siger Kristin Halvorsen.

Hun betegner det som »en stor udfordring«, at SV ikke blot er et parti for offentligt ansatte, men får øget fodfæste i den private sektor. Partiets tillidsfolk må have et bedre førstehåndskendskab til forholdene i det private erhvervsliv:

»Vi skal skabe en erhvervspolitik i spændingsfeltet mellem økonomi og miljø. Danmark har for eksempel satset meget på vindmøller, men det blæser meget mere hos os! Norge har især koncentreret sig om olie, gas og vandkraft og forsømt den nyudvikling, som bliver nødvendig i fremtiden og indebærer betydelige muligheder for både økonomi og arbejdspladser.«

Det er vel også et kulturspørgsmål, fordi mange af jeres politikere har deres personlige erfaringer fra den offentlige sektor?

»Nogle tror, at det private erhvervsliv bare er nogle grådige dyr, der kun tænker på at rage penge til sig. Vi besøger mange mindre virksomheder, diskuterer, udvikler politik og søger at finde ud af, hvor skoen virkelig trykker. For mange af de mindre virksomheder er problemet med at realisere nye ideer ikke penge, men at der er for meget bureaukrati, for mange indviklede regler, og at det er for svært at etablere et samarbejde med forskningsmiljøerne. Der er nogle meget konkrete problemer, som vi ikke var klar over tidligere.«

Meningsmålingerne tyder på, at Norges borgerlige mindretalsregering ved valget næste år må afgive stafetten til socialdemokraterne. Og SV har appetit på magten. Partiet vil ikke bare være støtteparti for en S-regering, men selv op på ministertaburetterne – sammen med socialdemokraterne i Arbeiderpartiet og et eller flere af midterpartierne. De norske venstresocialister har blandt andet skelet til de dårlige erfaringer hos deres svenske søsterparti, Vänsterpartiet, der i mange år har været støtteparti for socialdemokraterne:

»Kun SV’s egen vælgeropbakning kan sikre et regeringssamarbejde. Det norske Arbeiderparti vil gerne have en svensk løsning – den giver Vänsterpartiet ansvaret for alle problemerne, men ikke for de offensive dele af regeringens politik. Det er en succes for de svenske socialdemokrater, men svært for Vänsterpartiet.«

Kristin Halvorsen peger også på, at et nyt politisk flertal må have et tydeligt projekt og sætte langsigtede mål for samfundets udvikling. Frem for alt skal olierigdommene bruges til massive investeringer i uddannelse og forskning, der kan sikre fundamentet for fremtidens velfærdssamfund:

»Dagsordenen skifter hele tiden. Hvis politikken også driver med vejr og vind – uden tydeligt projekt – klarer vi ikke hovedudfordringen for de nordiske velfærdsstater, nemlig at løse de væsentlige samfundsopgaver i fællesskab. Og vi kan på ret kort tid ende i langt mere privatiserede samfund. Mange mennesker vil gerne være med til en genrejsning af fællesskabet, men det kræver en flertalsregering, som lægger en politik over fire år uden at skele til konstellationerne i Stortinget.«

Et nyt nei til EU

Regeringsdrømmene kan dog hurtigt briste. Arbeiderpartiets leder Jens Stoltenberg lægger op til en ny ansøgning om norsk EU-medlemskab umiddelbart efter valget i 2005 – og det vil være gift for en regering med SV. Hvis EU endnu engang bliver hovedspørgsmålet, er der – med Kristin Halvorsens ord – »undtagelsesstilstand i norsk politik«. Socialdemokraterne vil gå i alliance med det EU-venlige Høyre, mens SV og Senterpartiet slår pjalterne sammen om at anbefale et nej ved den efterfølgende folkeafstemning.

Indtil videre sætter Halvorsen & Co dog deres lid til den interne debat i Arbeiderpartiet. Mange socialdemokrater er mere optaget af et nyt flertal i norsk politik end af at få endnu en folkeafstemning om EU, og en del frygter, at vælgerne for tredje gang stemmer nej. Det er således langt fra givet, at Arbeiderpartiet ender på en meget hurtig EU-ansøgning – det kan også blive en mere gradvis proces, hvor den tredje EU-afstemning ligger ti år ude i fremtiden, vurderer Kristin Halvorsen.

citationstegnDet har i for høj grad været venstrefløjens identitet at være idebank – dem, der tog nye sager op – men uden at have ambitioner om selv at virkeliggøre ideerne.

For SV vil et snarligt EU-opgør ikke kun sætte bom for et regeringssamarbejde, men også blive en balanceakt i forhold til et større og mere pragmatisk vælgerkorps:

»Halvdelen af vore vælgere er for EU eller i tvivl, mens vore medlemmer er massivt imod. Vi har en stor udfordring i, at vore tillidsfolk ikke afspejler vælgerne i dette spørgsmål. Det kan ikke løses ved at indtage uklare standpunkter, men ved, at vi har en respekterende og rummelig tone i debatten,« siger Kristin Halvorsen, som efterlyser flere nuancer end den normalt meget følelsesladede norske EU-debat.

Mange i Danmark oplever et fortsat nej til EU som gammeldags. Hele resten af Europa er efterhånden med i EU?

»I Norge er det et radikalt standpunkt at være imod EU-medlemskab – det er ikke som i Storbritannien, hvor de konservative er imod integrationen. Det er et spørgsmål om demokrati – mange føler ikke, at EU-projektet har folkelig forankring.«

SV’s førstedame tilføjer, at Norge på grund af olien har andre økonomiske interesser end de fleste EU-lande, som importerer olie og gas:

»Når olieprisen er høj, lever vi i sus og dus, mens resten af EU har svære tider – og omvendt. Vi er i konjunkturel modstrid med de fleste EU-lande. Det gør det ekstra farligt at binde sig til en økonomisk politik, som for eksempel gør det sværere at bekæmpe arbejdsløsheden.«