Foghs folkestyre

Af Noa Redington, analytiker

Det danske samfund står over for store udfordringer. Skal de løses, må alle partier i Folketinget inddrages. Men kan regeringen bryde de tætte bånd til Dansk Folkeparti? Og kan oppositionen omsider finde ud af at være opposition? Vi bliver måske lidt klogere, når den politiske sæson bliver skudt i gang i denne uge.

I morgen åbner Folketinget. Den kongelige familie vil ankomme til Christiansborg, hvor tingets formand, Ivar Hansen, trippende vil tage imod. De vil blive installeret i den kongelige loge, hvorfra de vil overhøre Anders Fogh Rasmussens åbningstale. I løbet af den næste times tid skal den stakkels familie forsøge at skjule deres kedsomhed. Der vil blive kigget i loftet, royale øjne vil rulle, og hænder vil skjule diskrete gab. Til sidst vil Anders Fogh foreslå, at der bliver udråbt et hurra for Danmark, hvorefter Folketingets medlemmer rejser sig og lader deres struber gjalde. Endnu en politisk sæson er skudt i gang. Jo, i morgen er sandelig en festdag for folkestyret. Men om det er en festdag for det samarbejdende folkestyre, det er straks mere tvivlsomt.

VK-regeringen har siden sin knusende valgsejr sidste november ført en uhørt grad af blokpolitik. Finansloven blev strikket sammen i finansministerens sofa med Dansk Folkepartis intelligentsia, Kristian Thulesen Dahl som en kær gæst. Medieforliget og udlændingeloven blev hastet igennem af regeringen og Dansk Folkeparti. Ja, stort set al regeringens politik er blevet til med Dansk Folkepartis støtte. De øvrige partier i Folketinget har reelt været statister i Foghs udgave af det samarbejdende folkestyre.

Regeringen er naturligvis i sin gode ret til at bruge sit flertal med Dansk Folkeparti, og den tidligere regering var da heller ikke bleg for at manøvrere med stemmerne fra SF og Enhedslisten. Men det er uholdbart for samfundet, hvis en regering permanent sætter store dele af den danske befolkning helt uden for indflydelse på afgørende beslutninger. Det danske velfærdssamfund er bygget op ud fra et ønske om at inddrage alle grupper i beslutningerne. Når Venstrepolitikere ved festlige lejligheder fortæller, at partiet var med til at skabe velfærdssamfundet, har de jo ret. Venstre var med, fordi der var et ønske om at engagere det store landbrugsparti i formningen af fremtiden. Kun ved at inddrage alle grupper i samfundet kan der træffes langsigtede og holdbare beslutninger. Og Folketinget skal i det kommende år tage beslutninger, der rækker langt ud i fremtiden.

Der vil blive flere ældre og færre til at finansiere velfærden. Presset på de offentlige kasser vil være enormt, hvis vi også fremover skal have en ordentlig folkeskole, et solidarisk sundhedsvæsen og en hæderlig social politik. Samtidig kræver befolkningen at få bedre og mere individuelt orienteret offentlig service. Udfordringerne for velfærdssamfundet er så store, at de kun kan løses ved forandringer, der for mange danskere vil føles som revolutionerende.

Regeringen har netop fremlagt sin plan »Flere i arbejde«, der skal modernisere arbejdsmarkedet. Til foråret vil regeringen præsentere forslag til en skattereform, der skal sænke skatten på arbejde. Forslagene er vigtige brikker i velfærdsrevolutionen, fordi de skal være med til at skabe 87.000 nye arbejdspladser i 2010. Arbejdspladser, der er nødvendige, hvis blot det nuværende velfærdsniveau skal opretholdes.

Men hvem vil Anders Fogh ændre velfærdssamfundet sammen med?

For fremtidens Danmark er det afgørende, at regeringen finder ud af, at der er andre politiske partier end Dansk Folkeparti. Men det er åbenlyst ikke en erkendelse, som kommer af sig selv. Derfor skal også oppositionen tage sig sammen i det kommende år. Det nytter ikke, at de radikale stadig går rundt og fejrer deres lille mandatfremgang. SF må holde op med at krybe langs Christiansborgs paneler af frygt for at møde en vælger. Og Socialdemokratiet må og skal træde i karakter som oppositionens samlende kraft. Prisen for en svag opposition er endnu flere år med Foghs folkestyre.