Foghs babyreformer

Af

Hverken jobplanen eller kvalitetsreformen kan være regeringens svar på fremtidens udfordringer. Men hvad er så?

STRATEGI Mens medierne i ugevis er gået i selvspin over spørgsmål som: Hvor er Helle? Hvad er der galt med hendes timing? Og er ham med piben ikke oppositionens egentlige retoriker og leder? er der et essentielt spørgsmål, som medierne har forsømt at stille. Det lyder i al sin enkelhed: Hvad er den siddende regerings masterplan for den kommende regeringsperiode? Ja, hvad er det egentlig de vil, dem der allerede sidder på magten?

Når det er lykkedes regeringen at holde offentligheden hen så længe, så handler det ikke kun om mediernes store begejstring for trakasserierne i oppositionen. Det handler også om, at regeringen i denne tid står med flere projekter – en jobplan og en kvalitetsreform – der umiddelbart giver indtryk af, at man har gang i noget stort, som vil kunne håndtere fremtidens udfordringer: Den skrigende mangel på arbejdskraft. Og vælgernes krav om bedre offentlig velfærd og service.

Men det har man bare ikke. Realiteten er, at både jobplanen og kvalitetsreformen er babyreformer, der ikke gør den store forskel.

I torsdags blev jobplanen forhandlet på plads. Hovedpunkterne er et skattefradrag til 64-årige, stramninger i de supplerende dagpenge og bedre muligheder for at trække arbejdskraft til landet. Og landets samlede økonomstand er ikke i tvivl: De få tusinde ekstra personer, der måske vil komme ud i et job som følge af reformen, forslår som en skrædder et vist sted i forhold til den skrigende mangel på arbejdskraft, Danmark vil stå overfor i de kommende år. Der skal meget, meget mere til – og der skal tænkes i helt nye, frække baner, siger økonomerne.

Men hvad så med den længe ventede kvalitetsreform, vil den ikke give den offentlige sektor et markant kvalitetsløft, så de mange tusinde danskere, der i de senere år har deltaget i velfærdsdemonstrationer bliver tilfredse? Skru ned for forventningerne! Ugebrevet A4 er tidligere kommet i besiddelse af regeringens oplæg til en kvalitetsreform. Og hvilken skuffelse. Kun hver sjette af de få kroner, der er sat af til kvalitetsreformen, handler om at løfte kvaliteten for borgerne. Den resterende femmer bruges på bedre ledelses-, styrings- og planlægningsredskaber i den offentlige sektor i bedste djøficeringsstil. At kvalitetsreformen skulle kunne gøre noget som helst ved, at eksplosionen i borgernes forventninger til offentlige ydelser trækker i én retning, mens prestigefaldet blandt de offentligt ansatte, der skal levere ydelserne, trækker i den modsatte retning, er en illusion.

Derfor er der stor sandsynlighed for, at dansk politik om kort tid – når både jobplanen, kvalitetsreformen og overenskomsterne på det offentlige område er hjemme – vil stå i et vakuum. På den ene side er reformerne på plads. Men problemerne er stadig uløste. Og den politiske dagsorden står pivåben.

Sådan en situation er især farlig for en regering. Den historiske erfaring viser nemlig, at en regering kun kan holde sig på cyklen, så længe man ved, hvor man vil cykle hen, og man har rimelig fart på. Men når retningen er uklar og hastigheden falder, er faren for at slingre overhængende. Spørg bare Anker, Schlüter og Nyrup, der alle oplevede at vælte – med eller uden cykelhjelm – da de gode svar på de presserende samfundsproblemer slap op.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet: Hvad er regeringens svar på fremtidens udfordringer? Den nye dagsorden? Masterplanen? Vi venter stadig på svar.