Fogh vil skuffe

Af

Regeringen har talt danskernes forventninger op, op og op – og nu nærmer vi os det klimaks, hvor velfærdspakkerne skal åbnes. Men skuffelserne står i kø.

SPROGLIG FARTBLINDHED Med accelererende hastighed er den borgerlige regerings retorik spurtet mod venstre i den seneste tid. Vi er nu nået dertil, hvor finansministeren praler med, at han vil lade den offentlige sektor vokse mere end under socialdemokraten Nyrup. Og hvor statsministeren støtter op om alle velfærdsdemonstranternes paroler. Hvad bliver det næste? At regeringens ministre insisterer på at bære de røde faner ind i Fælledparken 1. maj?

Foreløbig har regeringens retoriske venstredrejning ikke givet anledning til verbale prygl fra landets sidste liberalister. Og i de sjældne tilfælde det er sket, har det gavnet statsministeren, fordi han har kunnet fremstå som velfærdsstatens væbner. Den borgerlige regering sidder altså solidt på flertallet, selv om danskerne aldrig har været mere venstreorienterede. Det er absurd.

Men løber statsministeren slet ingen risiko ved at trække mod venstre i sit ordvalg? Jo! Og den viser sig nu: Risikoen for at skuffe. Efter at have talt danskernes velfærdsforventninger op, op og op nærmer vi os nemlig det forløsende klimaks, hvor danskerne tror, de skal til at pakke gaverne ud. Muligheden for at skuffe er ikke stor – den er enorm.

Først og fremmest bliver det umuligt at indfri de offentligt ansattes forventninger om et kæmpe lønhop. Som det fremgår af dagens ugebrev, er forventningerne skruet så højt op, at hundredtusinder af social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, lærere og pædagoger vil møde muren. Mange truer med at forlade deres job. Det er en katastrofe for velfærdsstaten, der har brug for hænder. Og for regeringen, der vil få ridser i velfærdslakken. Regeringen mangler en plan for, hvordan den vil løse problemet med, at borgernes forventninger eksploderer, samtidig med at de offentligt ansatte, der skal levere velfærden, er i frit fald rent prestigemæssigt.

Dernæst kan kvalitetsreformen gå hen og skuffe. Statsministeren vil hælde 50 milliarder kroner ud over de velfærdshungrende danskere, der mener, at den offentlige service er dykket under VK-regeringen. Men hvad vil danskerne sige, når det går op for dem, at langt de fleste af de »nye penge« skulle være brugt på velfærd alligevel? Og at kvaliteten i skolen, på plejehjemmet og i børnehaven alligevel ikke fik et løft? I sidste uge kom det frem, at regeringen – der har lovet at afskaffe lukkedage på alle hverdage i daginstitutionerne – kun har fundet penge til en halv!

Endelig har regeringen signaleret, at den vil give regeringen en ny social profil med den tidligere socialdemokrat Karen Jespersen i front. Det har fået diverse organisationer – inklusive kommunernes – til at stille sig op i kø foran Socialministeriet med forventninger om, at hun indfrier sine løfter. Som at give penge til udsatte børn og unge. Men i sidste uge måtte også hun skuffe. Og det bliver ikke sidste gang i en regering, der har blikket stift rettet mod middelklassen.

Hvis der er noget, politikere hader, så er det at skuffe. Fordi de ved, at det kan blive deres Waterloo. Det gjaldt for Anker Jørgensen, som ikke kunne sikre den økonomiske genopretning, for Poul Schlüter, der ikke kunne knække arbejdsløshedskurven, og for Poul Nyrup, som snublede i indvandrerdebatten. Anders Fogh Rasmussen vil gå langt for at undgå, at velfærden bliver hans snubletråd. Ingen tvivl om det. Men kan han undgå at skuffe? Ikke hvis der går for lang tid. Meget tyder på et snarligt folketingsvalg.