Fogh med støvsugeren

Af

Hvorfor sætte sin egen dagsorden, hvis man kan støvsuge det politiske landskab for emner og gode ideer? Regeringen har formuleret sit – og oppositionens – regeringsprogram.

TYVERI Hvornår har den borgerlige regering senest sat en politisk dagsorden, der var dens egen? Nej, vel? Det er længe siden. Meget længe siden. Da regeringen kom til magten i 2001, var der flere opsigtsvækkende, nye signaler: Udlændingestramninger, skattestop, en ny Lomborg-linje, en opbremsning i ulandsbistanden, et opgør med smagsdommerne og senere en Irak-krig som amerikanernes allierede. I alle disse tilfælde formåede Fogh-regeringen at markere egne holdninger og sætte skel i dansk politik. Og hatten af for det!

Men det er som skrevet meget længe siden. I årevis har regeringen ikke formået at sætte en eneste ny stor dagsorden, der har været dens egen. Derimod har den støvsuget det politiske landskab for dagsordener, som andre har sat. Eksempler er velfærds-, globaliserings- og voksen- og efteruddannelsesdagsordenerne, der var udtænkt af andre, men som regeringen med Fogh i spidsen på begavet vis fik gjort til sine egne.

Det nye regeringsgrundlag, der blev fremlagt i torsdags, er den foreløbige – og ekstreme – kulmination på denne tendens til at inddæmme de andre partiers holdninger i sit eget projekt.

Tag skattepolitikken. Her vil regeringen nedsætte en skattekommission, der kan flytte skat fra arbejde til miljø. Hvis det lyder bekendt, skyldes det, at det er en kalkering af den idé, som regeringen skosede oppositionen for at føre frem i valgkampen. En ny efterlønssag?

Et andet eksempel er kvalitetsreformen, som regeringen aldrig ville have taget initiativ til, hvis ikke det var, fordi oppositionen satte velfærd på programmet, og tusindvis af borgere var gået i gaderne i frustration over faldende offentlig service.

Så er der klimaet og miljøet, hvor den tidligere Lomborg-regering nu kaster sig ud i en kamp for en »visionær klima- og energipolitik«, der kan gøre op med den menneskeskabte drivhuseffekt, regeringen ikke troede på.

Og hvad med ulandsbistanden, som regeringen nu vil sætte op? Eller Afrika-kommissionen a la Blair? Eller asylpolitikken? Ironisk nok afslører oprettelsen af 29 nye råd og udvalg og kommissioner, at Fogh også har opgivet kampen mod smagsdommerne, som A4 kan dokumentere i dag.

På samtlige disse områder – der udgør krumtappen i regeringsprogrammet – har regeringen renonceret på egne standpunkter og overtaget en række mærkesager fra Ny Alliance, de radikale, Socialdemokraterne og SF. Om det er grønt, lyserødt og står i modsætning til regeringens tidligere udmeldinger? Det gør tilsyneladende ingen forskel. Bare det har opbakning i den seneste Gallup- og Epinion-måling. Hvor Foghs værdikamp oprindeligt handlede om at flytte befolkningens holdninger fra venstre mod højre, er han nu den, der flytter sig efter befolkningens stadig mere venstredrejede holdninger.

Regeringens støvsugerstrategi, der er uden historiske fortilfælde, giver Fogh tre fordele: Han får lukket de døre, som oppositionen ellers kunne sparke op. Han får iltet sit projekt og præsenteret sig selv i en åben, grøn, globalt orienteret Fogh version 2.0., der trækker ham ud af eftermælet som »den nationalt indadvendte«. Men frem for alt får han skjult, at han ikke selv har sat én eneste væsentlig dagsorden i årevis.

Det er ikke kønt. Til gengæld er det ganske effektivt.