Fogh lider kvælningsdøden

Af

Fogh trænger til at få iltet sit projekt. Springe ud med en Fogh Version 2.0. Men det giver samarbejdet med Dansk Folkeparti ingen muligheder for.

STATUS QUO Dét foto siger mere end mange analyser om magtforholdene i dansk politik netop nu: Venstres integrationsminister Birthe Rønn Hornbech siddende der under mandagens pressemøde om udlændingeaftalen pakket ind mellem to herrer. Til den ene side Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Og til den anden Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Og hvis pointen ikke skulle være feset ind, havde Dansk Folkeparti indrykket store avisannoncer i den selvsamme uge med ordlyden: »Hvem bestemmer i Danmark?«. Tja bum bum – ja, hvem mon?

Tænk, at det er mindre end et år siden, medierne var optændt af ét spørgsmål: At vi stod ved begyndelsen til enden med Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. Meningsmåling efter meningsmåling viste stor opbakning til »nok-er-nok«-partiet Ny Alliance, og målingerne viste også, at Venstres og de konservatives vælgere var mere end trætte af DF’erne. Der skulle nye boller på suppen, skulle der. Mente altså horder af borgerlige vælgere. Men det kom der ikke. Ny Alliance snublede i amatørisme, og suppen i 2008 smager nøjagtig, som suppen gjorde i 2007, 2006, 2005, 2004, 2003, 2002 og 2001. Af Kjærsgaard, Thulesen Dahl og Skaarup tilsat lidt Krarup og Langballe. Velbekomme!

Både Venstre og konservative ser ud til at være tilfredse med, at danskernes smagsløg ikke bliver udfordret. Se bare den nye konservative leder, Lene Espersen, der omfavner Dansk Folkeparti med stor kærlighed – selv om de konservative vælgere er dem, der stadig er mest skeptiske over for DF-alliancen. Meget mærkeligt.

Og Fogh? Han virker nærmest lettet over, at han efter den nye udlændinge­aftale – måske – stadig har en varm linje til Kjærsgaard & Co. Og på kort sigt forstår man ham godt. Det ville nemlig være en katastrofe for ham, hvis han mistede den fintslebne diamant i samlingen – den stramme udlændingepolitik.

Men, men, men. Hvad er perspektivet for VK-regeringen og Dansk Folkeparti på lidt længere sigt? Ja, hvad er de nye mål derude? Dilemmaet for Fogh er, at han allerede har gennemført sin politik sammen med Dansk Folkeparti fra udlændinge- til skattestop. Der er ikke mere at komme efter. Det eneste, Dansk Folkeparti kan tilbyde er mandater.

Men når et parti stiller mandater til rådighed, stiller det også krav. Og her fornægter det sig ikke, at DF er et stop-udviklingen-jeg-vil-af-parti. Man vil helst fastfryse Danmark anno 2008. Man er imod øget indvandring, imod reformer, imod ændringer, imod EU, imod globaliseringen. Og vælgerne hentes først og fremmest i den aldersgruppe, der kun vokser, og som næppe vil stå forrest, når velfærdssamfundet skal reformeres. Dansk Folkepensionistparti!

Problemet for Fogh er, at han ikke kan være tilfreds med status quo på lidt længere sigt. Han trænger til at få iltet sit projekt. Springe ud med en Fogh Version 2.0. Og netop den nødvendige fornyelse giver samarbejdet med Dansk Folkeparti ingen muligheder for.

Skæbnens ironi er, at det ville have været Foghs store chance, hvis Ny Alliance havde brudt flertallet med Dansk Folkeparti. Så ville han have kunnet genopfinde sig selv i en ny udgave og reformeret det danske samfund i et samarbejde med midterpartierne.

Men nu sidder han dér i et iltfattigt rum med … Kjærsgaard, Thulesen Dahl, Skaarup, Krarup og Langballe.