Fogh i europæisk linedans

Af

Til sommer fremlægger EU-konventet sit bud på den europæiske unions fremtid, og i løbet af året tager stats- og regeringscheferne hul på forhandlingerne. Ugebrevet A4 har talt med Poul Nyrup Rasmussen, Uffe Ellemann Jensen, Niels Helveg Petersen og Niels Ersbøll om de brydninger, der i øjeblikket sker i EU.

06Irak-krisen har udløst en decideret splittelse i EU. Udvidelsen af EU med 10 nye medlemslande skaber fra 2004 en helt ny europæisk dynamik. Anført af formand Romano Prodi er EU’s gamle lokomotiv, Kommissionen, effektivt kørt ud på et sidespor. Og oveni har Tyskland forladt sin rolle som de små landes ven og beskytter til fordel for en mere almindelig profil som stormagt. Det er i dette urolige og uforudsigelige politiske EU-farvand, unionens stats- og regeringschefer i løbet af året tager hul på en ny runde forhandlinger om, hvordan det europæiske samarbejde skal se ud – den såkaldte regeringskonference. En konference, som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V) ikke tøver med at kalde et afgørende knudepunkt for fremtidens Europa.

I løbet af kort tid fremlægger regeringen, Socialdemokraterne og de radikale et udspil til Danmarks forhandlingsposition. Papiret er tænkt som et indspark til Konventet om Europas fremtid, når konventet til sommer præsenterer det dokument, som skal være udgangspunktet for regeringskonferencen. I store træk lægger det danske udspil op til flere flertalsafgørelser, mere indflydelse til Europa-Parlamentet og en ændring af de nuværende EU-traktater til en forfatningstraktat. Derudover er de fire partier også tæt på et forslag til, hvordan fremtidens formand for Kommissionen skal vælges, samt en model for, hvordan formanden for Det Europæiske Råd styrkes, eksempelvis ved at afskaffe det roterende formandskab.  

Ugebrevet A4 har ud over Uffe Ellemann Jensen talt med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), forhenværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) og tidligere EU-topembedsmand og dansk chefforhandler Niels Ersbøll for at få en vurdering af det politiske landskab, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skal styre igennem under regeringskonferencen. 

Den nye realisme

Irak-krisen har kastet EU ud i en grundlæggende krise. På den ene side står Frankrig og Tyskland, der vægrer sig voldsomt ved at tilslutte sig USA politiske kurs over for Irak. På den anden side står en gruppe lande, heriblandt Danmark, der anført af Storbritannien og Spanien bakker op om USA i Irak-spørgsmålet. Krisen udstiller, at EU-landene ikke er i stand til at føre en fælles forsvars- og udenrigspolitik, når det virkelig gælder de store spørgsmål om fred og krig.

citationstegn

Når vi skal stemme om den nye traktat, skal vi reelt til en afstemning om, hvorvidt vi vil være med i EU eller ej. UFFE ELLEMANN JENSEN, tidligere udenrigsminister (V)

Men ifølge de fire kendere af det europæiske samarbejde kan Irak-krisen på en bagvendt måde tilføre EU en ny dynamik. Poul Nyrup Rasmussen forklarer det således:

»Når røgen har lagt sig, vil de tre afgørende lande for EU Storbritannien, Tyskland og Frankrig sætte sig ned og klinke skårene. De ved, at den nuværende splittelse ikke er holdbar for EU.

Sandheden er, at de hver især har desperat brug for det europæiske samarbejde, hvis de vil bevare deres status som magter, man lytter til uden for Europas grænser. Storbritannien kan ikke leve med alene at blive opfattet som USA’s tætteste allierede, Frankrig har brug for en europæisk platform, og Tyskland mangler en status i det internationale system, som står mål med landets størrelse.«

Nyrups pointe er dog ikke, at EU strømlines som følge af krisen, men at samarbejdet bliver præget af en større villighed til at løse problemerne. Og en ny realisme i EU-samarbejdet er det ord, der går igen hos de fire EU-kendere. Ifølge Uffe Ellemann Jensen har Irak-krisen fremskyndet en splittelse i EU, som har luret i årevis mellem på den ene side Frankrig og Tyskland, der altid har opfattet sig som Europas centrum, og på den anden side lande som Danmark og Storbritannien, der er mere orienteret mod USA i udenrigspolitikken.

»Det bliver mere og mere tydeligt, at vi aldrig får en hundred procent fælles udenrigspolitik i EU. Til gengæld vil vi få mere fælles udenrigspolitik. I det hele taget er krisen med til at understrege, at EU er et samarbejde mellem selvstændige stater, hvilket præcis er den danske holdning,« siger Ellemann.

Auf widersehen, Dänemark?

Historisk har Tyskland spillet rollen som »beskytter« af de små lande i EU, hvilket Danmark har nydt godt af flere gange. Det gjaldt ikke mindst, da den danske befolkning i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten og kastede det daværende EF ud i en større krise.

»Den tyske kansler Kohl skar igennem på de afgørende tidspunkter i forhandlingerne om Edingburgh-aftalen, der sikrede de fire danske forbehold,« siger Niels Ersbøll, der som øverste embedsmand i ministerrådet sad med ved mødebordet.

Men siden Kohl forlod tysk politik i 1998, er Tyskland slået ind på en stadig mere almindelig stormagtspolitisk kurs, hvor de mindre landes interesser vægtes lettere. Det er blevet ganske tydeligt det seneste par måneder. Tyskland har forsøgt at løbe fra sine forpligtigelser i den Økonomiske og Monetære Union, hvilket aldrig ville gå, hvis landet havde en størrelse som Portugal. Den nuværende kansler Schröder er blevet rasende, når Kommissionen har irettesat Tyskland for at bryde EU’s regler, hvilket er Kommissionens opgave. Og i begyndelsen af dette år fremlagde Tyskland og Frankrig et fælles udspil, der foreslår, at det Europæiske Råd – bestående af regeringscheferne – får en form for præsident. Samtidig foreslår de to lande, at kommissionens formand fremover vælges af Europa-Parlamentet. Umiddelbart en styrkelse af kommissionen, men samtidig ønsker de to lande, at kommissionen opdeles i et a- og et b-hold, samt at udenrigspolitikken reelt lægges ind under regeringscheferne. Ideer, der svækker kommissionen, og som er imod den danske holdning.

»Det er absolut ikke til dansk fordel, at Tysklands Europapolitik er så bevægelig for tiden, men udviklingen er uundgåelig,« siger Poul Nyrup Rasmussen.

Det synspunkt støtter de tre andre. Analysen er, at den ændrede tyske kurs betyder, at Anders Fogh Rasmussen i de forestående forhandlinger skal styrke sine øvrige alliancemuligheder. Og med udvidelsen er der kommet 10 nye aktører i EU, langt de fleste venner af Danmark.

»Ud over Polen er de nye medlemslande små. Syv af dem er befolkningsmæssigt mindre end Danmark. Det er mit klare indtryk, at de vil støtte de små landes ønsker om at sikre kommissionen og begrænse de store landes indflydelse i ministerrådet,« siger Niels Helveg, som peger på, at det var Kommissionen, der tog det første lange seje træk med udvidelsesforhandlingerne.

Nyrup Rasmussen understreger dog, at det vil kræve en indsats fra dansk side at fastholde de mindre lande på en kommissionsvenlig kurs. Men kan Fogh det?

Superstar eller uheldig helt

Det danske EU-formandskab var i følge Niels Ersbøll exceptionelt vellykket. Udvidelsen kom i hus takket være grundige danske forberedelser og stor snilde fra Anders Fogh Rasmussens side. Som Nyrup siger:

»Fogh gjorde det utroligt flot, det skal der ikke herske tvivl om.«
Netop de personlige relationer er helt afgørende i forhandlingerne, fordi der i den snævre kreds af regeringschefer udvikles et hierarki, hvor selv små landes statsministre i kraft af deres personlighed kan spille en stor rolle. Men, siger Niels Helveg Petersen:

»Fogh har på rekordtid formøblet sin politiske kredit. For det første har han lagt sig ud med Frankrig og Tyskland ved så ensidigt at støtte USA og Storbritannien. Det vil de huske i de kommende år, særligt Frankrig vil fnyse, hver gang Fogh åbner munden. For det andet har Fogh lagt sig ud med flere af de små lande som Finland, Sverige og Holland, fordi han i sin store europatale placerede sig meget tæt op ad de store landes ideer om at styrke Det Europæiske Råd. De små lande er rasende.«

Således er spørgsmålet om forholdet mellem regeringscheferne i Det Europæiske Råd og kommissionen et af de områder, som regeringen stadigvæk forhandler med Socialdemokraterne og de radikale om. Også Ersbøll ærgrer sig over den danske statsministers markante udmeldinger den seneste tid.

»Som et lille land kan Danmark, groft sagt, håbe på velvillig hjertelighed i de afgørende forhandlinger. Ved at lægge os så tæt på Blair skal Danmark ikke regne med Frankrigs og formentligt heller ikke Tysklands hjælp, når danske mærkesager skal kæmpes igennem. Vi bevæger os væk fra den europæiske motor, for det er ikke briterne, som sætter farten i EU,« siger han.

Uffe Ellemann Jensen afviser blankt, at Fogh har overspillet sine kort. Tværtimod er den danske statsminister i dag med den indflydelsesrige britiske avis Financial Times’ ord en europæisk superstjerne.

»Ved at føre en offensiv linie har Fogh for første gang i lang tid sikret Danmark en fremtrædende placering i europæisk politik. I dag lytter de andre, når Danmark taler, det har ikke altid været tilfældet,« siger Ellemann Jensen.

Han mener, kritikken hænger sammen med, at ikke alle har indset, at tyngdepunktet i EU hastigt bevæger sig væk fra det gamle Europa omkring Frankrig og Tyskland, over mod de nye medlemslande og lande som Spanien og Storbritannien. Samtidigt glæder Ellemann Jensen sig over, at Fogh udnytter, at der i store træk er enighed om den danske europapolitik.

»Man skal ikke være bange for at stikke snuden frem i politik, hvis man blot er sikker på, at der er noget i den. Og jeg tænker ikke på snot,« siger Uffe Ellemann Jensen.

Forbeholdene igen, igen

Uanset om Fogh har fået sit gennembrud som statsmand eller ej, står han over for en udfordring, som er et rent dansk anliggende: Forbeholdene. Vil det svække Fogh, at Danmark står uden for den sikkerhedspolitiske og de retlige og indre anliggender, når det blandt andet er her, regeringskonferencen skal tage de store skridt? 

»Det er ikke min oplevelse, at forbeholdene generelt gør det mindre interessant, hvad Danmark mener,« siger Nyrup Rasmussen, men understreger:

»Det er klart, at vi ikke kan blande os i de områder, vi står udenfor. Det vil give os vanskeligheder i den kommende regeringskonference.«

Niels Helveg Petersens erfaring er, at de andre lande har stor respekt for, at de danske regeringsbærende partier helhjertet har forsøgt at komme af med forbeholdene. Således spillede det heller ikke nogen større rolle, at den forhenværende regering tabte folkeafstemningen om ØMU-medlemskab, blot tre måneder før Nice-traktaten blev strikket færdigt.

Uffe Ellemann Jensen er dog ikke i tvivl om, at forbeholdene vil sætte Danmark under et stærkt pres:

»Hvis vi skal tages alvorligt i den kommende regeringskonferencen, skal der være et klart signal om, at vi vil afskaffe forbeholdene helt og aldeles. Når vi skal stemme om den nye traktat, skal vi reelt til en afstemning om, hvorvidt vi vil være med i EU eller ej,« siger han.