NYT BLOD

Flygtningestrømmen er en gave til konkurrencestaten

Af | @MichaelBraemer

Det er lige, hvad vi trænger til i et samfund, der selv har for travlt til at få børn og sikre en tilstrækkelig arbejdsstyrke i fremtiden: Unge mænd, der er lette at uddanne. Men hensynet til sammenhængskraften i et af verdens mest homogene samfund sætter en grænse for, hvor meget vi uden problemer kan bruge flygtninge til at rette op på befolkningsunderskuddet, erkender forfatteren til ’Konkurrencestaten’.

Unge, lærenemme mænd er tiltrængt nyt blod i et samfund, der selv har svært ved at føde børn, mener Ove Kaj Pedersen.

Unge, lærenemme mænd er tiltrængt nyt blod i et samfund, der selv har svært ved at føde børn, mener Ove Kaj Pedersen.

Foto: Søren Bidstrup, Scanpix

Den flygtningestrøm, vi oplever i øjeblikket, kan ses som en gave til konkurrencestaten og vores behov for nyt blod til et samfund, hvor der bliver færre i den arbejdsdygtige alder til at forsørge et større antal ældre.

Det mener Ove Kaj Pedersen, professor og grundlægger af International Center for Business and Politics på Copenhagen Business School (CBS). Han er ophavsmanden til begrebet konkurrencestaten i kraft af hans bog med samme navn.

Vi er på vej ind i en situation, hvor den nationale konkurrenceevne bliver afgjort af demografien.

»Det er en gevinst at kunne få arbejdskraft ad frivillighedens vej, når vi ud fra den demografiske udvikling ved, at vi kommer til at mangle arbejdskraft inden for en række år. Vi har jo fået færre børn, end det er nødvendigt for at reproducere os selv. Min egen generation har i gennemsnit fået 1,6 børn, hvor tallet skulle have været 2,3,« påpeger den 68-årige professor.

Ud fra den tankegang er flygtningestrømmen til Europa ren ønsketænkning, for underskuddet i befolkningsudviklingen er et generelt vesteuropæisk problem.

Merkel har bagtanker

Helt galt står det til i Tyskland, påpeger Ove Kaj Pedersen. Her forventer man, at arbejdsstyrken, som i øjeblikket er på omkring 54 millioner, i løbet af 25-30 år vil falde til 36 millioner. Det vil sige, at der bliver et underskud af arbejdskraft på 18 millioner, som forventeligt vil presse lønningerne op og gå ud over landets konkurrenceevne, påpeger han.

»Der er ingen tvivl om, at Angela Merkel, den tyske kansler, tænker i det underskud, når hun argumenterer for, at Tyskland skal tage flere flygtninge ind – selv om man naturligvis ikke diskuterer potentiel arbejdskaft, mens folk drukner i Middelhavet. Men kynismen er berettiget – på sin position er hun forpligtet til at forholde sig til befolkningsudviklingen,« siger Ove Kaj Pedersen.

I Danmark beregnede regeringen i 2006, at antallet af danskere i aldersgruppen 20-60 år vil falde fra 3 til 2,6 millioner i 2040, mens antallet af danskere over 60 år i samme periode stiger fra 1,1 til 1,5 millioner.

Knap så alarmerende tal som Tysklands, men set fra konkurrencestatens synspunkt stadig så alvorlige, at der er god grund til at få det bedste ud af den øjeblikkelige situation, mener professoren.

»Mangel på arbejdskraft er en af de værste ting, en økonomi kan blive udsat for. Den får lønomkostninger til at stige og konkurrenceevnen til at gå ned. Vi er på vej ind i en situation, hvor den nationale konkurrenceevne bliver afgjort af demografien,« siger han.

Vigtige trepartsforhandlinger

Det gør det endnu mere oplagt at hilse flygtningene velkomne, fordi de typisk er unge og mænd, mener Ove Kaj Pedersen.

»Der er en naturlig selektion i flygtningestrømmen. Det er de unge, der flygter. Og i de ulykkelige tilfælde, hvor de støder på forhindringer undervejs, er det mænd, der overlever, fordi de har kræfterne. Så vi har hovedsageligt at gøre med unge mænd, der er forholdsvis lette at efter- og videreuddanne. Det er svært at tale om mennesker ud fra en sådan cost-benefit-analyse, men det er sådan, det er,« siger han.

Hvor godt det vil lykkes at få flygtningene integreret på det danske arbejdsmarked vil ifølge Ove Kaj Pedersen afhænge af de kommende trepartsforhandlinger. At fagbevægelsen på forhånd har afvist indslusningsløn, forstår han godt, og det ser han ikke som nogen forhindring for et godt resultat.

De fleste har svært ved at set det over et tidsperspektiv. De ser udgiften til flygtninge nu, men ikke indtægten om ti år.

»Indslusningsløn lægger jo pres på lønstrukturen og den allerede eksisterende arbejdskraft. Men så kan man begynde at se på for eksempel løntilskuddet til arbejdsgivere.  Der er flere alternativer. Det afgørende er, at der opnås resultater. For vi ved, at arbejde er den primære forudsætning for at blive socialt integreret og kunne blive medlem af en fagforening og få de rettigheder, der følger med. Det er, når man lever på marginalen af samfundet, at problemerne opstår,« mener Ove Kaj Pedersen.  

Udgift nu - indtægt senere

Det er et større samfundsmaskineri, der skal sættes i sving for at processen lykkes, og Ove Kaj Pedersen er helt bevidst om, at der i store dele af befolkningen ikke er den store begejstring for de udgifter, som et flygtningeantal i størrelsesordenen 20-25.000 årligt vil påføre samfundet.

Det afgørende for ham er imidlertid, at man godt kan afvise strømmen af migranter fra det afrikanske kontinent, som ikke har nogen fremtid i deres hjemland og ellers er lokket hertil af vores evindelige praleri af, at vi er et modelsamfund og verdens bedste til stort set alt. Inklusive verdens lykkeligste. Det vil de selvfølgelig gerne være en del af, påpeger han.

Vi kan imidlertid ikke afvise flygtningene, som skal have asyl inden for de fastlagte rammer. Men den bundne opgave behøver ikke være så håbløs, mener professoren.  

»De fleste har svært ved at set det over et tidsperspektiv. De ser udgiften til flygtninge nu, men ikke indtægten om ti år. Jeg har lige været på hospitalet og for mig var det en slående oplevelse, hvor mange af anden etnisk baggrund, der var kommet ind og havde fået fodfæste på den del af arbejdsmarkedet,« siger han.

Der er en grænse

Men Ove Kaj Pedersen anerkender samtidig, at der en fysisk grænse for, hvor mange et integrationssystem kan håndtere. Og ikke mindst, at der er en grænse for, hvor mange ’fremmede’ et samfund som det danske er parat til at optage uden at vi har oplevelsen af, at vi mister vores sammenhængskraft.

»Den danske befolkning er en af de mest homogene i hele verden. Ved den sidste måling, jeg var med til at studere, var vi nummer tre efter Sydkorea og Japan. Vi deler et sprogligt fællesskab, tilhører næsten alle folkekirken, har samme etnicitet og den samme historie og selvforståelse. Den slags gør noget ved en befolknings lukket- eller åbenhed over for fremmede. Sammenhængskraft er noget andet her end i USA,« siger han.

Ove Kaj Pedersen har ikke selv noget bud på, hvor grænsen går for, hvor mange fremmede vi kan tage imod. Det er der i øvrigt ingen, der har, mener han.

»Der er ingen objektiv grænse for, hvor mange der kan der kan optages i vores samfund. Men der er en politisk grænse, som afhænger af, hvad en given politiker eller et givet parti kan få befolkningen til at sige ja til, påpeger han.

Man kan hver aften på TV se politikerne sige det ene og det andet, men det ser ikke ud som om, de er ved at tage knivene frem.

Da Sverige for nylig foretog en kolbøtte og fra det ene øjeblik til det andet gik fra fuld åbenhed over for flygtninge til det modsatte, havde den svenske regering tydeligvis overskredet den politiske grænse, mener Ove Kaj Pedersen.

»Sverige er et helt andet samfund end det danske. Det er geografisk voldsomt større, og befolkningen er næsten dobbelt så stor. Så om det havde nået den objektive grænse, skal jeg ikke kunne sige. Men det havde helt åbenlyst overskredet den politiske grænse, hvor den havde befolkningen med sig, og var derfor nødt til at trække i håndbremsen. Regeringen var ikke glad for at træffe sin beslutning,« påpeger han.  

Samme kursændring forventer han, at Angela Merkel bliver nødt til at foretage i Tyskland med det ekstreme pres, den tyske kansler er udsat for.

Voksende splittelse

I Danmark er situationen en anden. Her fører regeringen og dens støttepartier sig frem med en strammerkurs, som giver genlyd verden over, mens den danske befolkning i Ove Kaj Pedersens øjne bliver mere og mere splittet.  

På den ene side vokser opbakningen til partier, som går ind for mere og mere radikale begrænsninger for flygtninge, og på den anden side har opbakningen aldrig tidligere været så stor som nu til de ngo’er, der er sat i verden for at tage sig af flygtningeproblemer, påpeger han.

Samtidig er debatten hård, men til hans beroligelse er den lokaliseret de rigtige steder.

»Den politiske debat foregår omkring og i forhold til regeringen og Folketinget, og intet tyder på, at den kommer til at foregå andre steder. Det er ikke som i Sverige, hvor vi har set nedbrænding af asylcentre. Og bortset fra dem, der hjalp flygtninge til Sverige, har vi heller ikke set civil ulydighed,« påpeger Ove Kaj Pedersen.  

Forklaringen er ifølge ham, at det historisk har været et varemærke for det danske politiske partisystem, at det har været i stand til at integrere og repræsentere bevægelser i befolkningen. Ikke som i eksempelvis Tyskland , hvor partierne i 70’erne og 80’erne ikke var i  stand til at integrere eksempelvis miljøspørgsmål og kvindesagen, hvilket gav grobund for ekstremisme.

»Herhjemme brydes vi efter ideologi og holdning. Man kan hver aften på TV se politikerne sige det ene og det andet, men det ser ikke ud som om, de er ved at tage knivene frem. Når tonen kammer helt over, er det i den offentlige debat, hvor der sidder nogle underbuksedrenge og markerer sig på de sociale medier. Men hvis de bare får lov til at råbe, og nogle hører dem, er det godt. For det er, når man får lukket munden, at det kan eksplodere i ekstremisme,« mener Ove Kaj Pedersen.

Kammertonen, tak

Den politiske debat om flygtningespørgsmålet er under alle omstændigheder nødvendig for at opretholde  sammenhængskraften i samfundet og for, at alle føler sig integreret i den politiske proces, mener Ove Kaj Pedersen.

Men han kunne godt ønske sig, at politikerne ikke kun så på sammenhængskraften som noget, de skal beskytte, men med deres tone faktisk påtog sig ansvaret for at gøre det.

Når vores image ændrer sig og regeringen mister kontrollen over det, risikerer det at mindske vores fremtidige konkurrenceevne. Det er uheldigt set i lyset af, at skiftende regeringer siden 90’erne har bestræbt sig på netop at etablere og styrke det.

»Politikerne kunne godt med deres retorik tilstræbe, at splittelsen om flygtningene ikke bliver større. Det vil sige ikke tage så meget hensyn til egne partiinteresser, men tage hensyn til en fælles interesse i, at skidtet kommer til at hænge sammen. Alle har en forbandet forpligtelse til at holde ukvemsord i snor,« mener professoren.    

Danmarks image ude af kontrol

Som forsker vil han ellers nødig forholde sig til hvad der er rigtigt og forkert politisk. Men han konstaterer, at regeringen med sine seneste stramninger på flygtningeområdet og de kraftige og kritiske reaktioner fra udlandet har mistet kontrollen over det image, som Danmark skal sælge sig på i udlandet.

»Danmark som internationalt brand er vigtig i konkurrencemæssig sammenhæng. Det er også det, der skal gøre det muligt at tiltrække den arbejdskraft, vi har behov for og ønsker at modtage. Så når vores image ændrer sig, og regeringen mister kontrollen over det, risikerer det at mindske vores fremtidige konkurrenceevne. Det er uheldigt set i lyset af, at skiftende regeringer siden 90’erne har bestræbt sig på netop at etablere og styrke det image.

Han trøster sig med, at det ikke behøver at gå så galt.

»I morgen kan der ske noget, der går i den modsatte retning. Før Charlie Hebdo og Paris-angrebet var Frankrig udsat for negativ omtale, opbakningen til præsident Hollande var nede på 14 procent, og aldrig før havde præsidentembedet været så usikkert. Efter de to angreb var det en helt anden sag. Der er faktisk stor sandsynlighed for, at Paris-aftalen om energi og klima blev opnået, netop fordi det var i Paris,« mener Ove Kaj Pedersen.