Flest kvinder på faglige kurser

Af | @GitteRedder

Kvindelige tillidsrepræsentanter overhaler mandlige på fagbevægelsens uddannelser

For første gang i historien er der flere kvinder end mænd på Fagbevægelsens Interne Uddannelser (FIU). Nye tal viser, at godt 52 procent af kursisterne sidste år var kvinder, og knap 48 procent var mænd. Det betyder, at flere og flere kvindelige tillidsrepræsentanter bruger fagbevægelsens uddannelsessystem.

»Sammenlignet med 1987, hvor kun 40 procent af kursisterne var kvinder, er det et stort fremskridt for ligestillingen ude på arbejdspladserne. Der er flere kvinder, der binder an med den store udfordring, det er at være tillidsvalgt, og de bruger også kurserne til at få nye kompetencer,« siger LO’s næstformand Tine Aurvig-Huggenberger.  

Statistikken viser samtidig, at der er kommet otte procent flere kursister til på et år, og at 25.288 tillids- og sikkerhedsrepræsentanter og andre fagligt aktive har været på et eller flere FIU-kurser sidste år. De fagligt aktive, som sætter sig på skolebænken, bliver ifølge FIU-statistikken ældre og ældre. I 1987 var gennemsnitsalderen for både kvinder og mænd på FIU-kursus 39 år, mens den i år 2002 var steget til godt 42 år for begge køn. 

LO-Fagbevægelsens nye værdigrundlag betyder, at også FIU-kurserne skal fornyes. En intern arbejdsgruppe i LO arbejder for øjeblikket på at finde ud af, hvordan det nye værdigrundlag skal inspirere til udvikling af FIU-systemet.