Flertallets bekvemme immunitet

Af Jan Birkemose, redaktør

I årevis har der hersket udemokratiske tilstande i Beskæftigelsesministeriet. Men så længe reglerne bliver brudt for at fremme VKO-flertallets politik, er der fuld opbakning til at se stort på love og regler.

LEDER Er det i orden at manipulere med forskning? Må en minister vildlede Folketinget? Må embedsmændene slette dokumenter og påstå, at de aldrig har eksisteret? Og går man i for små sko, hvis man mener, at ministeren skal have Folketingets godkendelse, før han iværksætter forsøg med at koste sygemeldte tilbage i arbejde?

Svarene er fire rungende Ja’er. I hvert fald hvis beskæftigelsesministeren hedder Claus Hjort Frederiksen, og det politiske flertal hedder VKO. Ganske vist er Claus Hjort Frederiksen ikke længere beskæftigelsesminister – han er blevet forfremmet til finansminister – og afsløringen af de mildt sagt udemokratiske metoder i Beskæftigelsesministeriet er ikke nye. Men efter journalisten Jesper Tynell fra DR i sidste uge blev belønnet med journalisternes Cavlingpris for afdækningen af de tvivlsomme forhold i Beskæftigelsesministeriet, må det være tid til eftertanke om, hvilke tilstande det danske folkestyre og demokrati skal acceptere.

Kort fortalt har Jesper Tynell igennem hele fem timers veldokumenterede radioudsendelser beskrevet, hvordan Claus Hjort Frederiksen og hans embedsmænd i det store og hele har gjort, som det har passet dem og især som det har passet til Venstres politik. I det spil er notater og undersøgelser fra forskere og jurister skamløst blevet holdt frem som alibi for Hjorts politik, selv om den videnskabelige sagkundskab enten har sagt det modsatte eller måske aldrig har forholdt sig til det, som ministeren anvender dem til.

Siden har ministeriet sløret uredeligheden ved hjælp af alle tænkelige metoder, der kunne være fundet frem fra spændingsindustriens mest banale idékammer. Det gælder først og fremmest sletning af dokumenter og benægtelse af, at de har eksisteret, samt produktion af falske sagsmapper, der dækker over, at de originale dokumenter ikke tåler offentlighedens lys. Alt i alt har de nu prisbelønnede radioprogrammer sammen med andre mediers indsats afsløret en ministeriel virkelighed, som mest af alt minder om forholdene i de lande, som Danmark poster millioner af kroner i for at opbygge demokrati.

Alligevel har Claus Hjort Frederiksen ikke fået den mindste ridse i sin politiske karriere. Konklusionen må være, at så længe VKO-flertallet er enige i en ministers politiske kurs, så kan det i det store og hele være ligegyldigt, om metoderne er lovlige eller ej. Selv om det tilsyneladende ikke skæmmer ministrenes karrierer, at deres udemokratiske tilbøjeligheder bliver udstillet i fuld offentlighed, vil der med stor sandsynlighed blive længere og længere mellem den slags historier i fremtiden.

Ikke fordi ministrene har besluttet sig for at overholde reglerne, men fordi regeringens Offentlighedskommission nu lægger op til stramninger i adgangen til offentlige dokumenter. Hvis et politisk flertal – for eksempel bestående af VKO – bakker op om kommissionens arbejde, betyder det, at ulovligheder blandt magthaverne fremover vil være svære at afdække. Eneste fremskridt da, er, at vi så slipper for den del af ulovlighederne, der drejer sig om at sløre og skjule andre ulovligheder.