Flere og flere går på deltid

Af | @MichaelBraemer

Danskerne går i stadigt stigende omfang på deltid i stedet for at arbejde på fuld tid, viser nye tal. Flere end hver fjerde dansker er nu på deltid. Udviklingen sker samtidig med, at alle politiske bestræbelser ellers går ud på at øge arbejdsudbuddet. Absurd, at man ikke udnytter den uudnyttede arbejdskraftreserve, mener fagforbund.

NEDDROSLING Mens politikerne stadig mere skingert taler om initiativer, der kan øge arbejdsudbuddet og skaffe hænder nok til at finansiere fremtidens velfærd, får arbejdskraften i al ubemærkethed lov til at sive stille og roligt ud af arbejdsmarkedet. Det sker ved, at flere og flere danskere går på deltid i stedet for at arbejde på fuld tid.

På 10 år – fra 1999 til 2009 – er andelen af danskere på deltid vokset fra 22 til 26 procent, så det nu er flere end hver fjerde danske lønmodtager, der ikke er fuldtidsbeskæftiget. Det viser en kortlægning af deltidsarbejdets udbredelse i Europa, som den EU-finansierede forskningsinstitution Eurofound har foretaget.

Ikke mindst danske mænd har tilsyneladende fået mere smag for arbejde i moderate mængder. Andelen af deltidsansatte mænd er i perioden fra 1999 til 2009 vokset fra 10 til 15 procent. Danske kvinder, som i forvejen havde en stor andel af deltidsansatte på 35 procent, kan nu præstere 38 procent, som ikke arbejder på fuld tid.

Alene i 2009 gik 19.000 flere danskere på deltid, så antallet af deltidsansatte kom op på 690.000, og udviklingen er fortsat i 2010, viser foreløbige tal fra Danmarks Statistiks Statistikbanken og Eurostat.

Allermest udbredt er deltidsarbejde på det kommunale område. Her er andelen af deltidsansatte næsten tre gange så stor som i den private sektor. 

»Der er et kæmpestort arbejdskraftpotentiale i at få folk til at gå på fuld tid eller bare op i tid,« siger kontorchef i Kommunernes Landsforening (KL) Sine Sunesen.

KL er meget bevidst om behovet for at få ændret deltidskulturen. Kommunerne står over for den udfordring, at der kun er fem unge til at tage over for hver gang, der går otte på pension. Derfor skal der tænkes kreativt for at sikre den nødvendige arbejdskraft i fremtiden.

KL har foretaget beregninger, der viser, at hvis deltidsansatte sygeplejersker, social- og sundhedspersonale, lærere, socialrådgivere og teknisk personale arbejder fuldtid i stedet for deltid, kunne det frigøre 13.000 par ekstra hænder. Heraf næsten 10.000 sosu’er.

Folk sættes ned i tid

Ellen Lykkegård, formand for 3F’s offentlige gruppe, der især organiserer kommunale specialarbejdere og rengøringsassistenter, finder det helt absurd at være vidne til en udvikling, hvor lønmodtagere går ned i tid – samtidig med, at der ustandseligt bliver talt om behovet for flere hænder og afskaffelse af efterlønnen. Hun beklager udviklingen og tror ikke på, at den sker med lønmodtagernes gode vilje.

»De flere deltidsansatte er ikke udtryk for, at en hel masse kvinder og mænd pludselig har lyst og råd til at arbejde på nedsat tid. I hvert fald ikke på LO-områder – det er lønnen ikke til. Og da slet ikke med de økonomiske vinde, der blæser i øjeblikket. Vi har hele tiden sagt, at man skal give fuld tid til folk, der er på deltid. Der er jo fantastisk meget arbejdskraft at hente på den måde,« mener hun.

Ellen Lykkegård tror, at det er krisen og kommunernes anstrengte økonomi, der slår igennem i et voksende omfang af deltidsarbejde.

»Vi kan se, at mange kommuner har været i gang med at afskedige og varsle folk ned i tid af budgetmæssige årsager,« siger hun.

Samme oplevelse har Dennis Kristensen, formand for de offentligt ansattes forbund Fag og Arbejde (FOA).

»Rigtig mange offentligt ansatte oplever at blive varslet ned i tid, fordi budgetterne skal hænge sammen. Fuldtidsjob bliver til 32- eller 28- timers job. Så dem vi snakker om kommer til at mangle i velfærdsfagene fremover, sætter vi ned i tid for at få økonomien til at hænge sammen,« påpeger han.

Dennis Kristensen mener, at det bliver et problem med færre arbejdstimer til rådighed på det offentlige område, når krisen er overstået, og der igen bliver mangel på arbejdskraft.

Alligevel svært

Umiddelbart synes der at være uanede mængder af uudnyttet arbejdskraft at hente hos de personer, der allerede er på arbejdsmarkedet. Det er man også opmærksom på i Arbejdsmarkedskommissionen, som er kommet med forslag til regeringen om, hvordan de offentlige finanser kan styrkes gennem en øget arbejdsindsats.

Alligevel har kommissionen hverken opfordret politikerne til at rette op på udviklingen eller foretaget beregninger af, hvor stort et ekstra arbejdsudbud, der kunne hentes ved at holde danskerne i arbejdstøjet lidt længere.

Det er der gode grunde til, pointerer økonom og professor på Aarhus Universitet Michael Svarer, der har været med i Arbejdsmarkedskommission.

»Der ville helt klart være et stort bidrag i at få arbejdstiden op og få konverteret deltid til fuld tid. Især i den offentlige sektor, hvor en tredjedel er deltidsansatte. Faktisk har vi også et helt kapitel om arbejdstid i vores rapport. Problemet og grunden til, at vi ikke kom med konkrete anbefalinger om at reducere antallet af deltidsansatte, er imidlertid, at det ikke er noget, politikerne kan bestemme. Det er en anliggende for arbejdsmarkedets parter,« siger Michael Svarer. 

Arbejdsmarkedskommissionen nøjedes derfor med at opfordre arbejdsmarkedets parter til i forbindelse med overenskomstforhandlinger at indgå aftaler, der i hvert fald ikke indebar kortere arbejdstid, men skabte mere fleksibilitet, så det blev muligt for den enkelte lønmodtager at få længere arbejdstid.

Men en væsentlig barriere i forhold til det mål er lønmodtagernes manglende lyst til at arbejde mere, end de gør i dag, pointerer Michael Svarer.

»Vi lavede også en arbejdskraftundersøgelse, hvor vi spurgte om folks ønsker til arbejdstid. Langt de fleste ønskede uændret arbejdstid, en mindre gruppe kortere arbejdstid og den mindste gruppe flere arbejdstimer. Så spørgsmålet er, hvordan man motiverer folk til at gå op i tid,« påpeger han.

Hvis de ønsker til arbejdstid, som kom frem i undersøgelsen, blev til virkelighed, ville beskæftigelsen falde med 115.000 personer, beregnede kommissionen.

Kønspolitisk gevinst

I fagforbundet FOA kender man udmærket til lønmodtagernes uvilje mod at gå op i tid. Og formand Dennis Kristensen er utvivlsomt helt i overensstemmelse med den brede kreds af sine medlemmer, når han mener, at udviklingen i retning af mere deltidsarbejde ikke er ubetinget dårlig.

»Set med ligestillingsbriller synes jeg, det er en positiv udvikling, at flere mænd ønsker deltid. Den har vi selv oplevet blandt vores 12 procent mandlige medlemmer. Vores erfaring er, at det er mænd i småbørnsfamilier, der ikke bare vil komme trætte hjem og lægge sig på sofaen, men gerne påtage sig en del af det ansvar for børnene, som hidtil har været overladt fuldt ud til kvinderne. Det, synes jeg da, er glædeligt,« siger han. 

70 procent af den store faggruppe i FOA, social- og sundhedspersonalet, arbejder på deltid. Og FOA’s medlemsundersøgelser viser, at den begrænsede arbejdstid er et bevidst valg for de fleste deltidsarbejdende. Oftest af hensyn til familien.

En fjerdedel af de deltidsansatte medlemmer kan ikke komme på fuld tid, selv om de gerne ville, mens en femtedel har valgt deltid som led i en selvfinansieret, helbredsbetinget tilbagetrækning. De har simpelthen ikke kræfterne til at arbejde på fuld tid længere.

Dennis Kristensen mener, at tallene understreger behovet for at indrette arbejdsmarkedet anderledes, hvis vi i fremtiden vil sikre arbejdskraft nok.

»Når en femtedel siger, at de frivilligt går på deltid, fordi kræfterne ikke rækker længere, så er det udtryk for, at vi driver rovdrift på arbejdskraften. Det er jo tudetosset, at vi på den måde giver os selv et los i røven. Holdningerne fortæller også, at vi skal anskue arbejdslivet på en mere varieret og fleksibel måde, så der er mulighed for at arbejde mindre, når børnene er små, mere, når de er store, og igen mindre, når kræfterne begynder at svigte,« mener han.

Et kvindefænomen

Sine Sunesen advarer også mod at lade sig rive med af alt for vild begejstring over det uudnyttede potentiale, som gemmer sig blandt de mange deltidsansatte. For den måde, vi har indrettet arbejdsmarkedet på, og den måde, som familierne indretter sig på, cementerer det kønsopdelte arbejdsmarked, som er en barriere for mobilitet. Og det bliver et problem for os alle i en nær fremtid med mangel på arbejdskraft, forudser hun.

»80 procent af kommunalt ansatte er kvinder, og halvdelen af alle ansatte arbejder på deltid. Så det er også et kvindefænomen. Andre lande har en arbejdskraftreserve i at kunne få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Det har vi allerede og har derfor indrettet det kvindedominerede arbejdsmarked på en måde, så det harmonerer med familieliv. Men man kan så ærgre sig over, at familierne indretter sig så traditionelt, at det næsten altid er kvinderne, der vælger deltid for at få familielivet til at hænge sammen,« siger Sine Sunesen. 

Problemet mange steder på det kommunale arbejdsmarked er derfor, at arbejdet er organiseret på grundlag af deltidsansættelser, og at der slet ikke er brug for, at man arbejder 37 timer med dét, de ansatte arbejder med i 25 timer nu. Det er ikke kun et spørgsmål om at skrue op for hanen, pointerer Sine Sunesen.

»Det kunne også være, at man skulle have flere og andre arbejdsopgaver, og også, at man skal have flere arbejdssteder. Det her vil kræve fleksibilitet af begge parter og kan betyde, at man skal flytte sig lidt i løbet af en arbejdsdag,« siger hun.

Folk siger fra

Det skaber yderligere problemer i forhold til at finde løsninger, at kommunernes behov for arbejdskraft ikke er der lige nu og her, og at løsninger først skal foldes ud og anvendes i takt med, at manglen på arbejdskraft opstår.

»Vi har i de igangværende overenskomstforhandlinger rejst krav om, at der bliver iværksat nogle personalepolitiske projekter og andre tiltag, som i perioden skal se på barrierer for at gå fra deltid til fuld tid,« fortæller Sine Sunesen.

Henrik Lambrecht Lund, ekspert i arbejdsliv og lektor på Roskilde Universitet, opfordrer lønmodtagerne til at være varsomme, når de går ind i omorganisering af arbejdet. Han arbejder i øjeblikket med svenske forsøg, hvor man giver medarbejderne indflydelse på, hvornår de vil have deres vagter.

Præcis de samme værktøjer kan bruges omvendt af arbejdsgivere til at optimere arbejdstiden og lægge den mere præcist – hvilket naturligt vil føre til mere deltid. Henrik Lambrecht Lund mener, at man allerede nu i den voksende udbredelse af deltidsarbejde kan se effekter af rationalisering og effektivisering på arbejdspladserne.

»Men det helt store billede er folk, der siger, at dét her kan jeg kun holde til i 25-30 timer. Hvis vi kigger på traditionelle kvindefag på hospitaler, institutioner og inden for omsorg, er arbejdet blevet så effektiviseret og rationaliseret, at man ikke kan klare det i 37 timer om ugen. Det reagerer man på ved at gå ned i tid.«