Flere kvinder søges

Af

I over halvdelen af LO’s 20 medlemsforbund er kvinderne klart underrepræsenteret i hovedbestyrelsen i forhold til antallet af kvindelige medlemmer af forbundene. Forsker mener, at det giver politiske skævheder.

Der er væsentligt flere mandlige hormoner end kvindelige, hvis man kigger inden for til et hovedbestyrelsesmøde i et LO-forbund. Sådan er det i hvert fald i de fleste forbund, hvor kvinderne er klart underrepræsenteret i hovedbestyrelsen i forhold til antallet af kvindelige medlemmer af forbundet.

Og det er et stort problem, mener Anette Borchorst, der er lektor ved Aalborg Universitet og blandt andet forsker i sammenhængen mellem køn og politiske beslutninger.

»Det giver en politisk skævhed. For selv om kvinder selvfølgelig heller ikke tænker ens, er der en tendens til, at de koncentrerer sig mere om arbejds- og familieliv end mændene. Kvinderne tænker på andre sider end de mere strikse sider som for eksempel løn, som mændene tænker mere på,« siger Anette Borchorst.

Hun mener også, at de kvindelige medlemmer ville reagere mod den manglende repræsentation, hvis der vel at mærke var mere offentlig fokus på hovedbestyrelserne.

Underrepræsentationen af kvinder sker blandt andet i Socialpædagogernes Landsforbund (SL), hvor 73 procent af medlemmerne er kvinder, mens blot 31,4 procent i hovedbestyrelsen er kvinder.

Mænd kan godt varetage kvinders interesser

Formanden for SL er dog en kvinde i skikkelse af Kirsten Nissen, og hun tager det koldt og roligt, at der ikke er flere kvinder i hovedbestyrelsen.

»I forhold til medlemmerne synes jeg da, det er vigtigt, at kvinderne er synlige i forbundsledelsen. Men det er ikke noget, der giver mig søvnløse nætter, selv om jeg godt ved, at jeg kønspolitisk burde sige noget andet. Men i det daglige er det ikke noget problem. Mænd kan godt varetage kvinders interesser,« siger Kirsten Nissen.

Hun mener, at kvinderne er utilbøjelige til at stille op til faglige topposter, fordi det betyder, at de får mindre tid derhjemme med familien. Og i SL har det historisk været sådan, at kvinderne bliver skilt fra, jo tættere man når toppen.

»Jeg tog i sin tid den beslutning, at jeg ikke behøvede være hovedpersonen i min yngste søns liv, og det har min mand så været. Man skal kunne vælge nogle ting fra og så tage konsekvensen af det,« siger Kirsten Nissen.

Anette Borchorst mener, at opmærksomhed om de få kvinder i toppen er den bedste måde at rette op på uligheden. Det gælder også i forhold til mandehørmen og kulturen til møderne, hvor fagbevægelsen ikke er det mest kvindevenlige sted.

»I en meget hierarkisk organisation som fagbevægelsen holder kvinderne sig ofte tilbage. De er typisk ikke meget til forsamlinger, hvor man skal konkurrere om at få ordet,« siger Anette Borchorst.