Finanskrisen trækker verdens fagforeninger med sig ned

Af

I takt med, at finanskrisen breder sig, vil flertallet af verdens fagforeninger miste medlemmer, påpeger flere internationale eksperter. Men håbet er, at krisen vil bane vej for en ny politisk ideologi, som er mere venlig over for de faglige organisationer og kan skabe medlemsfremgang, når krisen ender.

DOMINOEFFEKT Tilsyneladende går ingen ram forbi under finanskrisen og den generelle økonomiske nedtur. Heller ikke fagforeningerne. Selv om de aldrig har taget del i det finansielle pyramidespil, der har skabt problemerne på alverdens finansmarkeder, så vil de ligesom millioner og atter millioner af lønmodtagere og virksomheder i den vestlige verden i de kommende år betale en høj pris for andres fejltagelser.

På den korte bane kan fagforeningerne godt nok opleve en opblomstring, når nedskæringer og tomme ordrebøger får fagforeningerne på barrikaderne for at bevare arbejdspladser. Men når massefyringerne ruller, og ledigheden stiger, skal fagforeningernes pris måles i tabte medlemmer i hundredtusindvis, skrumpende magt og indflydelse samt stadigt færre indtægter. Det er det kulsorte scenario, som flere eksperter tegner over for Ugebrevet A4.

En af disse er forskningsdirektør ved Amsterdam Institute for Advanced Labour Studies Jelle Visser, der gennem mange år har studeret, hvordan de økonomiske op- og nedture påvirker fagforeningerne.

»Hvis historien er vores guide, så er der ingen tvivl om, at fagforeningerne vil komme svækket ud af den her krise. Medlemmerne vil fosse ud, og fagforeningerne vil miste magt og indflydelse,« siger han.

»Selv om fagforeningerne med god ret kan hævde, at de ikke er årsagen til krisen, vil de ligesom så mange andre komme til at betale dyrt for den.«

Økonomisk direktør i den internationale fagbevægelse ITUC-CSI James Howard tegner et lignende dystert billede.

»Fagforeningerne vil blive ramt hårdt. Vi kan forvente, at fagforeningerne i mange lande vil tabe medlemmer i store tal – særligt hvis finanskrisen tager til i styrke og bliver mere langvarig end hidtil antaget,« siger han.

Med fyringerne kommer flugten

Når fagforeningerne i de vestlige lande bliver ramt hårdt af den finansielle krise og den generelle økonomiske deroute, hænger det først og fremmest sammen med, at selve argumentet for at være medlem af en fagforening vil blive stadig mere uklart i takt med, at massefyringerne ruller over den vestlige verden.

Som direktør James Howard siger:

»De fleste er medlemmer af en fagforening, fordi de søger hjælp og beskyttelse på deres arbejdsplads. Men hvis du ikke har en arbejdsgiver eller et job, hvorfor så kaste en masse penge efter et medlemskab, hvis værdi synes stadig mere usynlig?«

Ifølge Jelle Visser handler det i høj grad om penge. Hvis det ikke var for de økonomiske omkostninger ved at være medlem af en fagforening, beholdt mange sikkert gerne deres medlemskab, selv når de var ledige. Men når pengene bliver små, vil mange mene, at kontingentet til fagforeningen kan skæres fra relativt problemfrit.

»Samtidig mister mange tilknytningen til deres fagforeninger, når de ikke længere dagligt står ansigt til ansigt med deres tillidsrepræsentant og fagforening,« siger Jelle Visser.

Fænomenet har gjort sig gældende i forbindelse med mange tidligere lavkonjunkturer, fortæller Jelle Visser: Da depressionen i 1930’erne hærgede USA. Da lavkonjunkturer ramte Europa i begyndelsen af 1980’erne. Og da valutakrisen gjorde sit indtog i 1990’erne.

»Hver gang har fagforeningerne tabt medlemmer,« siger Jelle Visser.

Netop derfor er han ikke i tvivl om, at fagforeningerne i de fleste lande vil opleve, at den finansielle krise og den generelle økonomiske nedtur vil blive en kæmpe udfordring.

I enkelte lande står fagforeningerne dog bedre rustet end i andre lande. Det gælder blandt andet i Danmark, hvor fagbevægelsens tætte bånd til a-kasserne og forsikringen mod ledighed ifølge Jelle Visser vil være et værn mod medlemsflugt.

»Men generelt set er der ikke tvivl om, at mange fagforeninger vil miste medlemmer, hvis den her lavkonjunktur ligner de tidligere,« siger han.

Krisetid er kamptid

På kort sigt behøver billedet dog ikke at være helt så dystert. Faktisk mener Jelle Visser, at fagforeningerne kan blomstre kortvarigt op i de kommende måneder.

»I begyndelsen af en krise er fagforeningerne ofte ret så aktive. De er på barrikaderne og slås for de ansattes rettigheder, der er under pres fra nedskæringer og tomme ordrebøger. Det synliggør fagforeningernes relevans og betydning, og det får flere til at melde sig ind i en fagforening,« siger han.

De seneste måneder har fagforeningerne i både USA, Frankrig og England da også gjort stort væsen af sig. Blandt andet var den franske fagbevægelse medarrangør af ‘sorte torsdag’ – et protestmøde 29. januar, hvor over en million franskmænd deltog. Protesten skulle få præsident Nicolas Sarkozy til at gøre mere for at hjælpe de almindelige franskmænd til at overkomme krisen.

Næsten samtidig stod fagbevægelsen i Storbritannien bag flere strejker i protest mod brugen af udenlandsk arbejdskraft, der i en tid, hvor massefyringer er dagligdag, er en rød klud i ansigtet på de britiske arbejdere.

Meldingen fra GMB – en af Storbritanniens største fagforeninger med mere end 600.000 medlemmer – er rent faktisk også, at den seneste tids aktivitet har gjort en positiv forskel.

»Fagforeningerne kæmper for de britiske lønmodtageres arbejdspladser. Selvfølgelig er det populært,« siger national organizer Martin Smith fra GMB og fortsætter:

»Når truslerne om nedskæringer og fyringer maser sig på, retter mange blikket mod fagforeningerne i håb om hjælp. Så i den forstand går det ganske udmærket lige nu. Vi ser helt klart en forstærket interesse for medlemskab og vores arbejde.«

I USA strømmer medlemmerne til

På den anden side af Atlanten oplever man også, at interessen for fagforeningen vokser, fortæller cheføkonom Ron Blackwell fra sammenslutningen AFL-CIO, der repræsenterer 56 fagforeninger og 11 millioner amerikanske arbejdere.

»Der er en voldsom interesse for fagbevægelsens arbejde og lønmodtagerrettigheder. Interessen er i høj grad motiveret af den økonomiske krise, fyringsrunderne og mange amerikaneres problemer med at holde fast i deres job og huse,« siger han.

At amerikansk fagbevægelse befinder sig i relativt smult vande lige i øjeblikket, skinner også igennem i de nyeste opgørelser over medlemsudviklingen, som forskningsdirektør Jelle Visser fra Amsterdam Institute for Advanced Labour Studies har indsamlet.

Fra 2007 til 2008 er organisationsgraden blandt de amerikanske arbejdere steget fra 11,7 til 12,0 procent. Det svarer til knap en halv million flere medlemmer, hvilket er den største fremgang siden begyndelsen af 1980’erne.

Øget fagforeningsaktivitet i kølvandet på den finansielle krise er dog ikke den eneste forklaring på fremgangen. Ifølge Jelle Visser kan fremgangen også skyldes fagbevægelsens involvering og positive profilering i forbindelse med valget af demokraten Barack Obama til præsident i USA.

Men uanset, hvor godt det ser ud lige nu, så er det ifølge Jelle Visser ikke andet end stilhed før stormen.

»I takt med at krisen spreder sig og får stadig større magt, vil der også blive gjort indhug i fagforeningernes medlemsskare,« siger han.

Cheføkonom i AFL-CIO Ron Blackwell indrømmer også, at den langsigtede effekt af den økonomiske krise med al sandsynlighed er negativ. Intet job – intet fagforeningsmedlemskab er nemlig den herskende ideologi i USA.

Samme historie fortæller national organizer Martin Smith fra den britiske fagforening GMB.

»Den nuværende positive udvikling vil ikke fortsætte. Vi vil tabe mere, end vi vinder, hvis krisen fortsætter.«

Ny politisk ideologi

Selv om den finansielle krise vil få den i forvejen trængte fagbevægelse i den vestlige verden til at tabe yderligere medlemmer, behøver krisen dog ikke kun at være dårligt nyt.

På lidt længere sigt tror eksperterne, at afsløringen af de finansielle markeders problemer og hullerne i markedsideologien baner vejen for nye politikker, hvor fagbevægelsen kan spille en ny og positiv rolle.

»Det kan meget vel være, at den finansielle krise vil bane vejen for et skifte i politikernes opfattelse af det frie marked og synet på regulering. Man kan sagtens forestille sig, at det vil komme fagforeningerne til gode,« siger Jelle Visser.

Et lignende fænomen så man ifølge Jelle Visser i kølvandet på 1930’ernes depression i USA. Her skabte præsident Franklin D. Roosevelt med sin i disse dage så aktuelle ‘New Deal’-politik et mere fagforeningsvenligt klima, som boostede medlemstallene og indflydelsen hos de amerikanske fagforeninger.

»Vi kan forestille os, at noget lignende vil komme til at ske i de kommende år. Men det er selvfølgelig ren spekulation,« siger Jelle Visser.

Obama skal indfri valgløfterne

Spekulationer eller ej, så er det netop, hvad cheføkonom Ron Blackwell fra den amerikanske fagforeningssammenslutning AFL-CIO håber på. Han sætter sin lid til, at præsident Barack Obama baner vejen for ny lovgivning, der gør det lettere for amerikanske arbejdere at blive medlem af en fagforening.

»Indfrier præsidenten sine valgløfter, kan vi uanset krisen komme til at opleve en eksplosiv vækst i vores medlemstal,« siger Ron Blackwell.

Han tilføjer, at flere meningsmålinger det seneste par år har vist, at godt og vel halvdelen af de amerikanske lønmodtagere er interesserede i at blive medlem af en fagforening, hvis bare de kunne.

I øjeblikket er det på grund af lovgivning og pres fra mange arbejdsgivere meget besværligt. Og hvert år bliver cirka 30.000 amerikanske arbejdere ifølge Ron Blackwell fyret, fordi de prøver at danne en lokal afdeling af deres fagforening på deres arbejdsplads.

Også i den internationale fagbevægelse ITUC-CSI håber man på, at den økonomiske krise kan bane vejen for et nyt syn på fagbevægelsen i både USA, Europa og resten af verden.

»Forhåbentlig vil krisen få befolkningen og politikernes øjne op for, at stærke fagforeninger er en del af løsningen og ikke problemet,« siger cheføkonom James Howard fra ITUC-CSI.