Finanskrisen stopper i Randers

Af

I Randers har borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) sat sig i spidsen for et finanskrise-udvalg, der skal holde krisen fra døren og sikre trængte borgere og virksomheder bedre kredit. Men hvornår er det blevet kommunens opgave?

Hvad er det lige, Randers Kommune kan byde ind med i forhold til en global finanskrise, som hverken den amerikanske nationalbankdirektør Ben Bernanke eller milliarder af dollars, pund og kroner har været i stand til at stoppe?

»Det kan selvfølgelig godt lyde lidt underligt. Vi kan nok heller ikke stoppe krisen globalt, men vi kan gøre det meget lokalt. Byens borgere og virksomheder er dem, vi skal hjælpe med det her tiltag.«

Du skal mødes med arbejdsgivere, fagforeninger og de andre deltagere i jeres finanskrise-taskforce cirka én gang om måneden. Her skal I diskutere krisens betydning for borgere og virksomheder i Randers. Det lyder som nogle hyggelige studiekredse.

»Det er meget mere end det. Vi går ind og holder møder ad hoc, så vi forstår krisens fulde omfang. Vi er i kontakt med banker, realkreditinstitutter, virksomheder, fagforeninger og uddannelsessteder, så vi hele tiden kan agere på, hvordan borgere og virksomheder i Randers rammes af krisen. Blandt andet har vi taget fat i erhvervsskolerne, så vi er sikre på, at der er ledige pladser til dem, der måtte blive fyret. Desto hurtigere vi kan få dem givet nogle nye kompetencer, desto hurtigere kommer de i job.«

Er I også på vej med en hjælpepakke?

»Du er tæt på at ramme rigtigt. Vi prøver i hvert fald på at få banker og kreditforeninger til at give deres kunder – både virksomheder og private – lidt længere snor, end de normalt ville gøre. Det handler om, at bankerne skal få et ejerforhold til problemerne. Hvis vi kan overbevise dem om, at det også er i deres interesse at udvise lidt tålmodighed, vil det være til alles fordel i sidste ende.«

Er det ikke naivt at tro, at I kan presse eksempelvis Nordea eller Danske Bank til at give deres kunder længere snor? Bankerne har jo også deres aktionærer at tænke på.

»Det kan du have delvist ret i. Men kigger du på et lokalsamfund som vores, er det ofte sådan, at erhvervslivet holder rigtig meget sammen. Mange sponsorerer fodboldklubben Randers FC og kender hinanden godt. Det smitter af i krisetider. Bankerne og realkreditinstitutterne er villige til at risikere lidt mere over for de lokale.«

Hvorfor blander I jer overhovedet i det her? Det har vel aldrig været en opgave for en kommune.

»Næ, det har du ret i. Men ender det med fyringer, tvangsauktioner og ulykkelige skæbner, så lander problemet alligevel på mit bord.«

Hvordan det?

»Vi får langt flere på kontanthjælp og sygedagpenge, hvis vi ikke får stoppet krisen. Så det er hjælp til selvhjælp. Kan vi redde nogle, så vil vi alle få noget ud af det. Også bankerne og realkreditinstitutterne, der jo sjældent får deres penge hjem ved en tvangsauktion.«

Nogle vil måske mene, at det her initiativ tenderer valgflæsk.

»Så har de slet ikke fattet noget! Det stikker langt dybere. Det handler om at hjælpe folk i nød. For øvrigt må jeg understrege, at det ikke er kommunen, der er kommet op med ideen til det her initiativ. Det er arbejdsmarkedets parter, der har rettet henvendelse til mig.«