Finanskrisen skaber sult og død i Afrika

Af

Ødelæggelserne som følge af finanskrisen spreder sig som ringe i vandet og rammer nu verdens fattigste med voldsom kraft. Verdensbanken anslår, at mindst en million børn kan dø som følge af krisen. Alligevel sidder mange politikere på deres hænder, mener nødhjælpsorganisationerne.

GLOBALISERING 37-årige Yasser El Kanawy er, som kameldrivere ved pyramiderne i Cairo i Egypten er flest. Så snart han ser en turist, tændes dollartegnene i hans øjne, og han springer op fra den støvede og møgbeskidte plads i udkanten af pyramidernes skygge, hvor han tilbringer det meste af dagen.

»Skal du have en tur? Det er billigt, og det er en meget fin kamel,« siger han på gebrokkent engelsk, mens et smil breder sig over hans læber.

På det seneste har der imidlertid ikke været så meget at smile af for Yasser El Kanawy. Siden den finansielle krise for alvor brød løs i efteråret 2008, er mængden af turister, der lægger vejen forbi hans kamelstand, svundet ind til det rene ingenting. Og kommer der endelig nogen, rutter de bestemt ikke med sedlerne.

»Hvad sker der med jer? Hvorfor er I holdt op med at komme? Og hvorfor holder i sådan på pengene,« spørger han med lige dele anklage og fortvivlelse i stemmen.

Ændres situationen ikke snart til det bedre, så ved Yasser El Kanawy ikke, hvad han skal gøre. De penge, han tjener på at give turisterne en vuggende tur omkring pyramiderne, skal brødføde ham selv, hans kone og deres fem børn. For ikke at glemme kamelen, der efter sigende er overordentlig dyr i drift.

Krisen rammer verdens fattige

Yasser El Kanawy er blot et af mange millioner mennesker, der lige nu uforskyldt mærker efterdønningerne af det finansielle jordskælv, der spreder ødelæggelser tusindvis af kilometer fra dets epicenter på Manhattans bonede bankgulve.

De fleste ved ligesom Yasser El Kanawy ikke helt, hvad der er sket. Men konsekvenserne er klare nok. Arbejdspladser forsvinder i millionvis, indtægtskilder tørrer ud, og det bliver dag for dag sværere at få dagligdagen til at hænge sammen.

Fortsætter udviklingen, kan konsekvenserne ifølge den britiske nødhjælpsorganisation Oxfam blive helt uoverskuelige.

»Vi befinder os i ukendt farvand. Aldrig nogensinde før har så mange lande på en og samme tid været ramt af en økonomisk krise. Chokbølgerne vil ramme verdens fattigste som en hammer og sende millioner under sultegrænsen,« siger direktør i Oxfam Duncan Green.

International direktør i Folkekirkens Nødhjælp Christian Friis Bach tegner et lignende kulsort billede.

»Fødevarekrisen, energikrisen og nu finanskrisen rammer allerhårdest i de fattigste lande i verden. Det vil føre til stigende fattigdom, sult og uroligheder. Og det selv om ulandene absolut ingen anpart har i krisen. De har nemlig haft godt styr på deres banker,« siger han.

Bekymringer har også nået Was­hington i USA, hvor organisationer og politikere på det seneste har fremlagt det ene skrækscenario efter det andet.

Eksempelvis har Verdensbanken regnet sig frem til, at finanskrisen allerede har skubbet 100 millioner tilbage i fattigdom. Og går bankens værste anelser i opfyldelse, vil alene følgerne af finanskrisen hvert år frem til 2015 koste mellem 200.000 og 400.000 børn livet. Det svarer til et samlet dødstal på mindst én million børn.

Finanskrisen lange arme

Der er mange forklaringer på, at finanskrisen nu også rammer verdens fattigste.

En af dem er, at investeringerne i ulandene lider hårdt under den vestlige verdens problemer. Ligesom mange danskere har oplevet, at deres bank ikke længere er så villig til at låne penge ud som for bare et eller to år siden, så erfarer mange afrikanske lande, at det er fuldstændig umuligt at hente penge til nye projekter fra vestlige banker og investorer.

Ifølge tænketanken Institute of International Finance er strømmen af penge og investeringer fra den rige til den fattige del af verden nærmest fuldstændig tørret ud. I 2007 blev godt og vel 1.000 milliarder dollars sendt af sted til Afrika og andre udkantsområder. I 2009 ventes beløbet at være blot 165 milliarder.

Forklaringen er såre simpel, mener direktør Duncan Green i Oxfam:

»Udlånerne i den vestlige verden vil simpelthen have penge så tæt på sig selv som muligt. De skal ikke risikere noget.«

Konsekvensen er, at de livsvigtige, nystartede arbejdspladser fuldstændig udebliver, hvilket er katastrofalt i lande, hvor en årlig befolkningstilvækst på op til flere millioner kræver, at der konstant skabes nye job.

Ulandene mister også arbejdspladser, fordi deres produkter bliver stadig sværere at afsætte. Særlig problematisk er det, at finanskrisen har forårsaget et total kollaps i prisen på mange råvarer lige fra kakao til diamanter og olie. Det går hårdt ud over de mange afrikanske lande, der sikrer hovedparten af deres indtægter ved at sælge netop råstoffer til Vesten.

Duncan Green nævner Zambia som eksempel. Her udgør kobber 70 procent af eksporten, hvilket er dybt problematisk, da prisen er faldet med cirka 60 procent i det seneste år.

»Effekten spreder sig som ringe i vandet. Ingen går ram forbi,« siger Duncan Green.

Mange ulande må samtidig konstatere, at de amerikanske og europæiske turister holder sig langt væk. Når krisen kradser, er eksotiske udlandsrejser nemlig ofte det første, der skæres på.

Verdens fattigste rammes også af et voldsomt fald i overførslerne af penge fra de familiemedlemmer, der er taget til Europa og USA i jagten på et bedre liv. Her har mange mistet deres arbejde. Og de, der endnu har et job, må ofte affinde sig med en ringere løn og dårligere arbejdsforhold. Dermed bliver der færre penge at sende hjem.

Hvor alvorligt den tendens slår igennem, fremgår af et nyt studie fra Verdensbanken. Her anslås det, at mængden af »hård« udenlandsk valuta, som sendes hjem, vil falde med knap 10 procent i løbet af 2009 og 2010.

Det skal ses i lyset af, at væksten i pengeoverførslerne de seneste år har været på 16 procent om året, og at pengeoverførslerne siden 2002 er fordoblet, så de i dag beløber sig til 283 milliarder amerikanske dollars, svarende til cirka 1.700 milliarder kroner.

I enkelte lande udgør pengeoverførslerne ligefrem det største enkeltbidrag til nationalindkomsten. Det gælder eksempelvis i Tadsjikistan, Moldova og Libanon, hvor overførslerne fra de udrejste landsmænd og kvinder udgør henholdsvis 46, 38 og 24 procent af bruttonationalindkomsten ifølge Verdensbanken.

Direktør Demetrios Papademetriou fra den amerikanske tænketank Migration Policy Institute frygter derfor også, hvad faldet i pengeoverførsler kan få af konsekvenser.

»Pengeoverførslerne er livlinen og fundamentet for manges fremtid. De betaler for mad, varme, husly og uddannelse. Det kan få katastrofale følger, hvis pengestrømmen stopper,« siger han.

Alt sammen bidrager det til, at en krise, der begyndte i et lille og eksklusivt smørhul af verden, hvor finansfolk kæmpede for at komme op med nye, innovative og – desværre – stadig mere uigennemskuelige produkter, nu får millioner af verdens fattigste til at sulte og i værste fald dø.

Vil vi hjælpe?

Men når problemerne nu er skabt i USA og Europa, er det så ikke ret og rimeligt, at vi også afhjælper de problemer, krisen har skabt for verdens fattigste?

Måske. Men sådan fungerer det ikke altid. Tværtimod har det gang på gang vist sig, at pengene holdes endnu tættere til kroppen i krisetider. Det så man eksempelvis i forbindelse med Finlands bankkrise i begyndelsen af 1990’erne. Her faldt Finlands bruttonationalprodukt med 11 procent, mens ulandsbistanden faldt med hele 60 procent.

Forhåbentligt går det ikke helt så galt denne gang. Men alene fordi mange lande har knyttet deres bistand til størrelsen af deres bruttonationalprodukt, kan hjælpen til de fattigste dele af verden komme til at falde i den kommende tid.

Ifølge international direktør i Folkekirkens Nødhjælp Christian Friis Bach er det en global uretfærdighed af dimensioner.

»Krisen er skabt af os og rammer benhårdt i ulandene. Derfor nytter det selvfølgelig ikke noget at skære i bistanden. Vi burde gøre det stik modsatte,« siger han.

I hans øjne gør det situationen endnu mere grotesk, at de såkaldte G8-lande – verdens førende industrilande, der består af Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA, Canada og Rusland – så sent som ved deres møde i 2005 besluttede at fordoble deres bistand til Afrika. Men allerede nu mangler der 20 milliarder dollars i forhold til de store og tilsyneladende halvtomme løfter, der naturligt skabte et vist håb i Afrika.

Vores problemer er små

Endnu mere problematisk oplever mange nødhjælpsorganisationer det, at regeringslederne er alt andet end lydhøre over for problemerne. De virker til at være mere optagede af deres hjemlige fyringsrunder.

På det seneste har der dog lydt positive toner fra de politiske ledere. I begyndelsen af denne måned besluttede G20-landene, der består af verdens 20 største økonomier, at tilføre en række internationale institutioner over 1.000 milliarder dollar. Målet med den massive pengeoverførsel er blandt andet at dæmme op for finanskrisens globale konsekvenser.

Allerede nu har der dog fra forskellig side været kritik af tiltaget. Kritikere hævder, at der er stor usikkerhed om, hvordan de store løfter skal blive til virkelighed. Desuden er mange af pengene blot fremrykninger af bistand, der skulle være givet i fremtiden.

International chef i Folkekirkens Nødhjælp Christian Friis Bach er heller ikke synderligt imponeret.

»Der er brug for pengene nu, men hvis ikke der kommer flere penge fra de rige lande, vil beløbet komme til at mangle om få år eller måneder. De vil kun give varme i kort tid,« siger han.

Derfor er der også behov for at sende et klart og bredt folkeligt signal til politikere om at gøre endnu mere. Heldigvis er der grund til optimisme på den front, mener Christian Friis Bach, der ved den seneste indsamling igen og igen oplevede, at danskere kiggede ud over deres egen næsetip.

»Meldingen fra danskerne var helt entydig. Godt nok har vi problemer herhjemme, men vi ved også godt, at problemerne er meget større i andre dele af verden,« fortæller han.

En meningsmåling foretaget af Ugebrevet A4, da finanskrisen for alvor tog fart i efteråret 2008, tegner dog et noget andet billede. Her svarede 30 procent af danskerne, at regeringen brugte for mange penge på ulandsbistand. Tilbage i 2005, under friværdifesten, havde blot 16 procent af danskerne den holdning.