Fattige danskere må skrotte tandlægebesøget

Af

Den fattigste del af den danske befolkning går langt sjældnere til tandlægen end deres rige landsfæller, viser ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Flere eksperter giver den høje brugerbetaling skylden for den voldsomme sociale ulighed på tandlægeområdet og opfordrer til politiske indgreb nu.

HULLER I VELFÆRDSSTATEN Venteværelser-ne i landets tandlægeklinikker minder i forbavsende grad om rigmandsenklaverne nord for København. Her er masser af velbemidlede danskere med styr på økonomien og et liv i overhalingsbanen. Til gengæld er bistandsklienter og kontanthjælpsmodtagere med hul i lommen og en noget omflakkende tilknytning til arbejdsmarkedet et langt sjældnere syn.

Beskrevet i tørre tal ser billedet således ud: I årene fra 2000 til 2004 var en ud af tre af Danmarks 10 procent fattigste ikke til tandlæge én eneste gang. Det står i skærende kontrast til forholdene blandt de rigeste 10 procent af befolkningen, hvor det blot er 1 ud af 17, som ikke har fået tjekket tænder og tandkød. Faktisk er der en direkte sammenhæng mellem indkomst og tandlægebesøg: Jo flere penge du har, desto oftere lægger du vejen forbi den lokale tandklinik.

De opsigtvækkende resultater fremgår af Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AErådet) nye og endnu ikke offentliggjorte rapport om ulighed og levevilkår i Danmark. Baggrunden for udregningerne er registeroplysninger om alle borgeres brug af det danske sundhedsvæsen.

Samlet har hele 580.000 danskere slet ikke sat deres ben hos tandlægen i perioden 2000-2004. Tallet dækker imidlertid over meget store forskelle. Det højeste fravær ses blandt landets fattigste ældre over 69 år. I denne gruppe har mere end halvdelen ikke været hos tandlægen en eneste gang i de fem år. Hyppigste gæster hos tandlægen er landets 10 procent rigeste i aldersgruppen 50-69 år, hvor det blot er 1 ud af 20, der ikke har fået sat på spot tandrækken.

Brugerbetalingen får skylden

Nu kan der selvfølgelig være mange grunde til, at man ikke går til tandlægen. Blandt andet kan man lide af tandlægeskræk, eller man kan mene, at ens tandsundhed er så høj, at der simpelthen ikke er behov for et professionelt blik på tænderne. Imidlertid vurderer samtlige af de eksperter, som Ugebrevet A4 har været i kontakt med, at den alt afgørende årsag til de fattigste danskeres sjældne tandlægebesøg er den høje grad af brugerbetaling. Den løber i dag op i næsten 80 procent af de samlede tandlægeudgifter.

»Generelt kan man sige, at jo fattigere og jo dårligere uddannet du er, desto mere trækker du på sundhedsvæsenet. Men lige netop på tandlægeområdet er billedet fuldstændig omvendt. Det skyldes uden tvivl, at der er en meget høj grad af brugerbetaling på tandlægebesøg og behandlinger,« siger direktør i AErådet Lars Andersen.

Han får opbakning fra det uafhængige analyseinstitut DSI Institut for Sundhedsvæsen:

»Jeg har svært ved at se, at der er andre faktorer end brugerbetaling, der skulle have særligt stor betydning. Det er jo ikke, fordi man har mere tandlægeskræk, når man ikke har særlig mange penge,« siger senior projektleder Jakob Kjellberg hos DSI Institut for Sundhedsvæsen.

Både Jakob Kjellberg og Lars Andersen er overbeviste om, at AErådets udregninger også tydeligt illustrerer, hvad der vil ske, hvis der bliver indført øget brugerbetaling på andre områder. Med ét vil de fattigste danskeres brug af sundhedsvæsenet falde, hvilket på sigt vil føre til en langt større ulighed i danskerens sundhed.

Dårlige tænder = lavere livskvalitet

Hos Dansk Tandlægeforening nikker man også genkendende til, at brugerbetalingen har stor betydning for, hvor ofte den fattigste del af danskerne går til tandlægen. Og når de endelig kommer, kan de ikke betale for den rette behandling.

»Vi oplever alle, at der kommer patienter med et stort behandlingsbehov. Og når vi så fortæller dem, hvad der kan og bør laves, så siger de ligeud, at det har de ikke råd til,« siger tandlæge og formand for Dansk Tandlægeforening Susanne Andersen.

Mulighederne for dem, der ikke kan betale for behandlingen, er at leve videre med deres skavanker eller at få foretaget en billigere, men også knap så god behandling, fortæller Susanne Andersen. Hun påpeger, at der ikke er andre dele af det danske sundhedsvæsen, hvor man vælger det dårligst mulige.

»Hvis man eksempelvis mister benene, bliver man jo ikke spist af med et par dårlige træben. Nej, man får de bedste og mest topmoderne benproteser,« siger hun.

Som et eksempel på en billigere behandling nævner Susanne Andersen, at nogle danskere med pengeproblemer vælger at få trukket deres tænder ud og få dem erstattet med et gebis frem for at få en behandling, som kunne sikre deres eksisterende tænder.

De tilfælde, som Susanne Andersen og hendes kolleger ser, behøver dog ikke at være de værste. Som AErådets tal indikerer, er der mange danskere, hvis dårligdomme i munden aldrig bliver oplyst af tandlægelampens skarpe skær.

Konsekvenserne kan være meget alvorlige for dem, der helt bliver væk fra tandlægen, fortæller Poul Erik Petersen, professor på Tandlægeskolen i København og chef for World Health Organizations (WHO) program for tandsundhed.

»Hvis man ikke går til tandlægen, vil sygdomme i munden fortsætte med at udvikle sig. Det vil på længere sigt give dårligere livskvalitet, fordi det giver smerter, og man kan blive nødt til at få trukket sine tænder ud. Er tænderne først røget, så får man også sværere ved at spise en sund kost,« siger han.

Manglende besøg hos tandlægen kan også få konsekvenser for velværet i et lidt bredere perspektiv.

»Tænderne er en meget vigtig del af udseendet. Det er pinligt, hvis man mangler tænder, eller ens tænder er grimme, og det har store konsekvenser for ens kontakt med andre menne-sker. Mange af dem, der har dårlige tænder, vælger simpelthen at trække sig helt ud af det sociale liv,« siger Poul Erik Petersen.

Både Poul Erik Petersen og Susanne Andersen undrer sig højlydt over, at netop tandlægebesøg ikke bliver betalt af det offentlige, når lægebesøg og en lang række af andre former for sygdomsbehandling gør.

Forundringen deler de to med mange andre, deriblandt regeringens velfærdskommission, der i sine anbefalinger for godt et år siden skrev, at det kan være svært »at argumentere for, at vi i Danmark skal have pungen op, når man skal have fjernet en byld i munden, mens det er gratis at få fjernet en byld på ryggen.«

Forklaringen på den høje grad af brugerbetaling på tandlægeområdet har da også mere at gøre med tandlægefagets historie end med logik.

»I slutningen af 1800-tallet var tandlæge ikke en anerkendt profession. Og derfor kom tandlægebehandling ikke med i de offentlige sygekasser, hvilket har hængt ved lige siden,« fortæller senior projektleder Jakob Kjellberg fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

Professor Poul Erik Petersen tilføjer:

»Når der er brugerbetaling på tandbehandling i modsætning til behandling af alle mulige andre sygdomme inden for det almindelige sundhedsvæsen, skyldes det formentlig, at man betragter tænderne som et personligt problem, der har mere at gøre med æstetik end sundhed. Men det er helt forkert. Tandproblemer kan være meget alvorlige, og hvis de betyder, at man ikke kan spise en sund kost, kan det også give mange andre sygdomme.«

Men hvad skal der til, hvis der skal skabes lighed på tandlægeområdet?

AErådet anbefaler enten at droppe brugerbetaling på tandlægebesøg helt eller at lægge et loft, så fattige danskere ikke bliver ruinerede, når de skal have foretaget komplicerede tandoperationer, der kan løbe op i mere end 100.000 kroner.

Faktisk findes der allerede beviser for, at en lavere grad af brugerbetaling kan have en positiv effekt på fattige danskeres sundhed. Undersøgelser i Ballerup og Herlev kommuner har således vist, at gratis tandlægeydelser til pensionister, førtidspensionister og andre på overførselsindkomster giver bedre sundhed og livskvalitet.

Brugerbetalingen skal ned

Vælger man at droppe brugerbetalingen på tandlægebesøg helt, vil det koste staten 5,3 milliarder kroner, hvilket svarer til cirka fire procent af de samlede offentlige sundhedsudgifter. Penge, som kan være svære at finde på de offentlige budgetter.

»Hvis man synes, at det bliver for dyrt helt at sløjfe brugerbetalingen på tandlægeområdet, kan man alternativt tænke i den svenske model, hvor man har lidt brugerbetaling på mange områder, men til gengæld har et loft for brugerbetaling på eksempelvis tandlægeområdet,« siger AErådets direktør Lars Andersen.

I Dansk Tandlægeforening er man positivt indstillet overfor at sænke brugerbetalingen på tandbehandling. Men selv om tandlægeforeningens medlemmer kunne have en klar interesse i, at det offentlige betalte hele kagen, mener formand Susanne Andersen dog ikke, at det nødvendigvis er løsningen. Brugerbetaling kan nemlig have en disciplinerende effekt og kan få folk til at tage sig bedre af deres tænder, mener hun.

Også professor Poul Erik Petersen er enig i, at tiden er moden til et grundigt kig på brugerbetalingen på tandlægeområdet.

»Der er ingen tvivl om, at brugerbetaling er en stor del af forklaringen på den sociale skævhed i tandsundheden. Hvis vi vil denne skævhed til livs, er det nødvendigt med politiske indgreb, der ændrer afgørende ved brugerbetalingens størrelse. Det bør et rigt velfærdssamfund som det danske have råd til,« siger han.