Fattigdom spreder sig eksplosivt i ghettoer

Af | @MichaelBraemer

Nye tal viser at andelen af beboere i de store danske ghettoer, som lever under fattigdomsgrænsen, er fordoblet på otte år. I dag er op imod hver fjerde ghettobeboer fattig ifølge internationalt anerkendt definition. Boligministeren betegner udviklingen som alarmerende og forklarer den med 10 års borgerlig nedskæringspolitik. Eksperter peger på voksende polarisering i samfundet og advarer mod konsekvenserne.

Foto: Foto: Christian Sæderup, Scanpix

ARMOD Andelen af fattige i danske ghettoer vokser med nærmest eksplosiv fart. På otte år fra 2002 til 2010 er andelen af beboere, der lever under OECD’s fattigdomsgrænse i de tre store og mest kendte ghettoer – Gellerupparken i Aarhus, Vollsmose i Odense og Mjølnerparken i København – fordoblet fra cirka hver ottende beboer til nu hver fjerde. Det viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

I andre, mindre kendte ghettoområder vinder fattigdommen endnu mere frem.

I bebyggelsen Havrevej i Thisted er andelen af fattige tredoblet i perioden 2002-2010 – fra 6,1 til 18,7 procent. Og i det almene boligområde Skovvejen/Skovparken i Kolding er andelen også næsten tredoblet fra 7,2 til 17,8 procent.

Gennemsnitlig er hver femte beboer i de 28 boligområder, der var på regeringens ghettoliste indtil listen blev udvidet til 33 boligområder i går, fattige ifølge OECD’s internationalt anerkendte definition, hvorefter en familie er fattig, hvis den har en indkomst på under halvdelen af den midterste indkomst i samfundet.

Ministeren for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen (S), betegner udviklingen som alarmerende og lover en skærpet indsats for at rette op på udviklingen, som han ser som resultatet af 10 års borgerlig nedskæringspolitik.

»Det er trist i et velfærdssamfund som det danske at se så stor en økonomisk tilbagegang for de berørte grupper. Det har en stærk negativ effekt på boligområderne og risikerer at skabe store sociale spændinger,« siger han.

Negativ spiral

I AE mener chefanalytiker Jonas Schytz Juul også, at det er udtryk for en voldsom polarisering i samfundet, når hver femte beboer i landets ghettoer nu kan udpeges som fattige.

»Vi ved fra tidligere undersøgelser, at de samme byer, som huser de store ghettoer, samtidig har boligområder, hvor der stort set ikke er fattige,« påpeger han.

Jonas Schytz Juul finder en hovedforklaring på udviklingen i, at det typisk er flygtninge og indvandrere, som bor i ghettoerne, og at de har været ramt af de særligt lave, sociale ydelser – ’fattigdomsydelserne’ – som blev indført under den tidligere VK-regering.

»Integrationsydelse, starthjælp, kontanthjælpsloft og 450 timers reglen har været med til at gøre flere fattige i ghettoerne,« fastslår han.

En anden forklaring på den stigende fattigdom er ifølge Jonas Schytz Juul, at områderne er inde i en negativ spiral.

»Målsætningen om at tiltrække mere ressourcestærke beboere til områderne er ikke lykkedes. Der er snarere tendens til, at de stærkeste flytter væk, og at de nye beboere er mindre ressourcestærke,« påpeger han.

Velfærdssamfundets seismograf

Fattigdommens fremmarch i ghettoerne foruroliger Bent Madsen, direktør i Boligselskabernes Landsforening (BL), som er paraplyorganisationen for de almennyttige boligselskaber.  

»Det er ikke overraskende, at det er folk med knap så mange penge, der bor i den almene sektor. Det er derfor, vi har sektoren. Men det er rigtig, rigtig bekymrende, at fattigdommen er så stærkt stigende, som den er,« siger han.

Bent Madsen forklarer udviklingen med den økonomiske krise, som har sendt tusindvis af almene beboere ud af arbejdsmarkedet, efter at de lige havde nået at hægte sig på med det yderste af neglene, mens tiderne var gode.

»Vi er velfærdssamfundets seismograf, der opfanger svingningerne i konjunkturerne. Når samfundet er presset, slår det ekstra hårdt igennem i de udsatte boligområder,« påpeger han.

Boligselskabernes Landsforening har selv oplevet, hvordan flere og flere almene beboere har måttet kaste håndklædet i ringen og er blevet sat ud af deres lejligheder, fordi de ikke har kunnet betale huslejen.

Kurven er knækket

Siden Domstolsstyrelsen for 10 år siden begyndte at holde regnskab med fogedretternes udsættelser af lejere med huslejerestancer, er tallet bare steget og steget, indtil styrelsen i slutningen af september offentliggjorde tallene for det første halvår af 2012. Her var kurven endelig knækket: ’Kun’ 1.886 husstande var sat på gaden i årets første seks måneder – 406 færre end i den tilsvarende periode i 2011.

»1.886 udsættelser på et halvt år er stadig for mange, men det er rigtig, rigtig positivt, at tallet er begyndt at dale,« siger Bent Madsen.

Han mener, at det har skubbet på udviklingen, at mange boligselskaber og kommuner er gået sammen om at tilbyde økonomisk rådgivning af beboere med økonomiske lommesmerter.

For eksempel har ’Økonomihuset’ i Esbjerg, der er blevet til i et samarbejde mellem kommunen, kommunens boligselskaber og Landbyggefonden, ydet hjælp til 2.162 økonomisk trængte beboere i perioden 2010-2012. Og selv om rådgivningen i langtfra alle tilfælde har kunnet holde krisen fra døren, har den ifølge Bent Madsen forhindret, at 59 familier blev sat ud af deres bolig.

Flere ghettoer

Faldet i udsættelser er ministeren for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen (S), også parat til at tage sin del af æren for. Han ser det i sammenhæng med, at regeringen som en af sine første handlinger efter sin tiltræden i efteråret 2011 afskaffede de såkaldte fattigdomsydelser.

»AE’s tal går til og med 2010, altså før vi afskaffede fattigdomsydelserne. De viser resultatet af ti års borgerligt styre, der byggede på en filosofi om, at hvis man bare var fattig nok, skulle man nok finde et arbejde. Den udvikling har vi forhåbentlig gjort op med,« siger han.

Carsten Hansen offentliggjorde imidlertid mandag en ny, revideret ghettoliste, der viser, at problemerne i ghettoerne er massive og ikke løses ved at fjerne fattigdomsydelserne alene.

10 nye boligområder er kommet med på listen, der i forvejen rummede 28 boligområder. Andre 5 er fjernet, så nu 33 boligområder rundt omkring i landet står på ghettolisten over områder med høj andel af indvandrere og flygtninge, lav beskæftigelse og høj kriminalitet.

»Listen bygger på beregninger, der går fire år tilbage, og er udtryk for, at krisen har været ekstrem hård ved vores udsatte boligområder. Vi har i regeringen allerede taget en række initiativer til at forebygge kriminalitet, fremme beskæftigelse og uddannelse og sætte gang i renovering af områderne. Den indsats vil jeg forstærke i et partnerskab med kommuner og boligselskaberne,« lover Carsten Hansen.

Lav status skræmmer

Seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) Hans Skifter Andersen mener imidlertid, problemerne med fattigdom i ghettoerne og den samfundsmæssige polarisering, den er udtryk for, rækker videre end til den øjeblikkelige krise.

Ghettoområderne er, som han ser det, ofre for den store opmærksomhed, der har været omkring dem, og problemerne bliver kun værre for hver gang, der offentliggøres en ny ghettoliste, mener han. For når politikerne betegner bestemte boligområder som særligt problematiske, har de selv bedt om få sociale problemer og fattigdom samlet, påpeger boligforskeren.  

»Hver gang medierne omtaler, at regeringen har udpeget et område som ghetto, koster det adskillige millioner at rette op på dets omdømme. Hvis folk har den mindste mulighed for det, fravælger de jo at bo i områder med lav social status, fordi det giver dem selv en lav social status,« siger Hans Skifter Andersen.

Politikernes håndtering af problemerne i de udsatte boligområder skaber en uundgåelig koncentration af ressourcesvage voksne, og det giver særlig problemer i forhold til de børn og unge med indvandrerbaggrund, som vokser op i områderne, påpeger forskeren. Det kræver langt flere ressourcer til institutioner og skoler i områderne, hvis de unge skal holdes på ret køl, mener han.

»Vi har lavet en undersøgelse af, hvorfor unge fra ghettoer kommer ind i bander. Den viser, at det sker allerede i skolerne, når nogle klarer sig dårligt og føler sig set ned på. Det får dem til at betragte samfundet som en fjende og nogle andre – banderne – som de gode og stærke. Derfor skal man have fat i de unge tidligt, og det kræver meget mere støtte end den, almindelige danske børn har brug for,« siger Hans Skifter Andersen.

Arbejde er en fremmed verden

Samme budskab lyder fra sekretariatsleder Jens Møller fra Det Boligsociale Fællessekretariat, der drives i fællesskab af boligorganisationerne i Aarhus, som er repræsenteret med tre boligområder på ghettolisten.

»Her i Aarhus har vi 51 skoler, der er blevet drevet på samme måde siden 2. verdenskrig. Man har overhovedet ikke taget højde for, at beboersammensætningen har ændret sig markant inden for de seneste 20 år, sådan at vi nu har områder med op til 80 procent børn med anden etnisk baggrund. Her kan man ikke drive skole som tidligere og klare sig med standardtilbud, men er nødt til at have ekstraordinære og målrettede tilbud i de enkelte områder. Skolerne skal være integrationsmaskiner, ellers får vi aldrig brudt de negative spiraler,« siger han.

Jens Møller ser mange børn i ghettoerne, som vokser op i familier, hvor der ikke er penge til at komme på spejderlejr og fodboldtræning. De får ikke glæde af de sociale relationer og den opdragelse, der ligger i at være aktiv i en forening, og derfor gøres der fra sekretariatets side meget for at skabe fritidstilbud til børnene. Men det strander ofte på, at forældrene mangler ressourcer til at gøre en frivillig indsats.

Efter at krisen har sendt både mor og far uden for arbejdsmarkedet ser Jens Møller også voksende problemer med at få de unge i fritidsjob, som kan være første skridt i retning af at få brudt den sociale arv.

»De mangler den rollemodel, de kan se op til. Det bliver ikke en naturlig ting for dem, at man selvfølgelig skal op og på arbejde for at tjene penge. Det er helt basale ting, de ikke har med hjemmefra i forhold til at søge et job – at man skriver en ansøgning, snakker med arbejdsgiveren og får sig en bankkonto til lønnen. Det er en helt fremmed verden,« fortæller han.

Problemerne er så massive, at der skal gøres en masse ting samtidig, hvis man ikke vil fastholde kommende generationer i forældrenes fattigdom, pointerer Jens Møller.

»Det drejer sig om sundhed, beskæftigelse, børn og unge, udsatte familier og psykiatri på én og samme gang. Og det oplever jeg som en stor udfordring i en magistratsstyret kommune som Aarhus, hvor der er vandtætte skotter mellem forskellige indsatser,« siger han.   

Heldagsskoler nødvendige

Red Barnet har ved gentagne lejligheder vendt sig mod fattigdomsydelserne og de opvækstvilkår, de har skabt for børn i fattige familier. Nu glæder organisationens nationale sektionsleder, Vibeke Lubanski, sig over, at de sociale ydelser i det mindste ikke er diskriminerende mere. Men samtidig bekymres hun over, at der er givet milliarder ud til helhedsplaner for ghettoerne tilsyneladende uden effekt.

»Hvis vi skal løfte børnene ud af ghettoernes fattigdom, skal der tænkes i inkluderende miljøer for børnene. Skolerne skal indrettes, så forudsætningen for at være med ikke er, at man har for eksempel en computer derhjemme. Og lejrskole og forskellige skolearrangementer skal ikke være noget, forældrene betaler for,« siger hun.

Samtidig mener Vibeke Lubanski, at vi som samfund er for lidt nysgerrig og for dårlige til at finde løsninger hos dem, vores indsats er rettet mod.

»Der er jo også familier i de her boligområder, som formår at få deres børn gennem videregående uddannelser for meget få penge. Så hvad er det afgørende? Det er måske ikke altid penge, det drejer sig om, men også om at styrke forældrene med noget bestemt,« mener hun.

En hel anden måde at tænke skoletilbud på i ghettoerne kommer vi imidlertid ikke uden om ifølge Vibeke Lubanski, der dermed tilslutter sig Hans Skifter Andersens og Jens Møllers kritik af folkeskolen.

»Tænk dog i heldagsskoler, så børnene ikke bliver sendt hjem klokken 1, fordi forældre ikke har råd til skolefritidsordningen – til en lang eftermiddag, hvor ingen hjælper med lektierne,« opfordrer hun.