Fattigdom er en tabersag

Af | @MichaelBraemer

Danskerne er den befolkning i EU, der er mindst opmærksomme på fattigdom. Preben Brandt, netop afgået formand for Rådet for Socialt Udsatte, erkender, at han måske ikke har gjort sit arbejde godt nok. Men det er en svær opgave at åbne øjnene hos egoistiske og usolidariske danskere for samfundets udsatte minoriteter, siger han.

INTERVIEW En ny EU-undersøgelse viser, at ud af befolkningerne i de 27 medlemslande er danskerne klart dem, der er mindst opmærksomme på fattigdom. Er det en virkelighed, du genkender?

»Det er måske sådan, det forholder sig i befolkningens hoveder, men ikke sådan det ser ud. Fattigdom i Danmark har et andet præg. Dels fordi vi generelt er rige, hvilket også rykker fattige op. Dels fordi vi har større lighed end de fleste andre lande. Det gør fattigdommen mindre synlig. Men den er der, og vores fattige har det rigtig skidt på alle områder. Det burde en langt større del af befolkningen være klar over.«

Undersøgelsen viser, at danskerne udmærket er klar over, at fattigdom her i landet ikke som andre steder er et spørgsmål om at mangle basale ting som mad og tøj, men snarere om ikke at kunne deltage på lige fod i samfundslivet. Alligevel ser de færreste fattigdom?

»Når vi er et rigt samfund med et meget højt niveau på alle områder, så må man forholde sig til, hvad der er basale nødvendigheder. Når vi har overskud til at etablere sundhedscentre og fodre befolkningen med sunde kostregler om frugt og grønt, får man så dækket sit basale behov ved at købe tre frosne pizzaer til en femmer stykket i et lavprissupermarked i et fattigkvarter?«

Som formand for Rådet for Socialt Udsatte gennem otte år har du jo skullet skabe opmærksomhed om og forbedre vilkårene for de svageste. Er danskernes holdning udtryk for, at du ikke har gjort dit arbejde godt nok?

»Vi har gjort det bedste, vi kunne, men jeg tager gerne på mig, at vi ikke har gjort det godt nok hverken i forhold til befolkningen i almindelighed eller regeringen i særdeleshed. Men jeg agter at blive ved med at tale om problemerne, selv om det er en hård nød at knække, fordi vi har fået arrangeret det sådan, at vi ikke ser fattigdommen og bilder os ind, at den ikke er der. Vi er blevet så glade for det ligheds- og velfærdssamfund, vi lever i, at vi overser de problemer, som mindretal i samfundet kæmper med.«

Siger du, at vi danskere er egoister med skyklapper på?

»Ja, vi bryster os jo gerne med solidaritet, men jeg tror, vi lader os forblænde af den solidaritet, der er i vores egen selvforståelse. Det er let at få en andelsboligforening til at være solidarisk med hinanden, og det forveksler man med en generel solidaritet, selv om man i virkeligheden ikke ser, hvordan mennesker har det uden for. Vi vil nødig tro på, at vi har et klassesamfund i Danmark, hvor fattigdom går i arv, og hvor man får én behandling i sundhedsvæsenet, hvis man er rig, og én anden, hvis man er fattig. Hvor mange dør for tidligt, ikke har mulighed for tandlægebehandling og sættes på gaden. Vi har lullet os trygt ind i en middelklasse-tilfredshed.«

Har du overvejet, om du har modarbejdet sagen ved at tale for skingert om problemerne og dermed udpenslet et billede af social armod, som folk under ingen omstændigheder genkender?

»Ja, men jeg husker en hed debat for 12 år siden, hvor jeg fik stort set alle politikere, hele befolkningen og også ekspertverdenen på nakken, fordi man mente, jeg var for skinger og aggressiv i min kamp for at bruge heroin i behandlingen af narkomaner. Nu bliver de første klinikker åbnet. Nogle gange skal man være skinger for at trænge igennem og så de frø, der kan give resultater på lang sigt.«