Fast arbejde eller frit fald

Af | @MichaelBraemer

Hver femte danske lønmodtager er ansat på atypiske vilkår og må leve med arbejdsforhold, der er væsentligt ringere end dem, fastansatte nyder godt af. Hverken lovgivning eller overenskomster tilgodeser i tilstrækkelig grad de atypisk ansatte som for eksempel sæsonarbejdere, løsarbejdere og vikarer, fastslår ny rapport.

RESERVEHOLD Det danske arbejdsmarked er i almindelighed kendt for at behandle medarbejderne godt. Men overraskende mange lønmodtagere – rundt regnet hver femte – får kun i begrænset omfang del i den sikkerhed, beskyttelse og faglige udvikling, som resten af arbejdskraften nyder godt af.

Det viser en ny undersøgelse, som professor og arbejdsmarkedsforsker på Syddansk Universitet  Steen Scheuer har foretaget for LO, af såkaldt atypisk ansatte og deres arbejdsvilkår.

»Til de jublende billeder af vores arbejdsmarked hører, at vi investerer i medarbejderne. Det gør vi, fordi vi skal overleve på høje kvalifikationer. Men her står vi med nogle mennesker, som i høj grad risikerer at sagte agterud i kompetenceræset. Vi forsømmer de atypisk ansatte, som ellers udgør den fleksible arbejdsstyrke, der efterlyses,« konkluderer han.  

Atypisk ansatte er i Steen Scheuers undersøgelse defineret som lønmodtagere, der er kontraktansatte til at løse en bestemt opgave, tidsbegrænset ansatte, vikaransatte via vikarbureau, efterlønnere, pensionister og studerende med bijob, lønmodtagere der har bijob eller er selvbeskæftigede (selvstændige uden ansatte) ved siden af deres hovedjob samt selvbeskæftigede med eller uden deltidsjob.

Derimod regnes deltidsansatte, som i det store og hele deler samme vilkår som heltidsansatte, ikke med til de atypisk ansatte.

Halter bagefter

Helt nøjagtig udgør grupperne tilsammen 20,5 procent – eller en halv million – af de danske lønmodtagere, og de halter langt bagefter personer med normalt, fast arbejde målt på en lang række arbejdsvilkår.

• Kun 42 procent af de atypisk ansatte får tilbudt kurser og efteruddannelse mod 90 procent af de typisk ansatte.

• 17 procent af de atypisk ansatte har deltaget i medarbejderudviklingssamtale (MUS) mod 73 procent af de typisk ansatte.

• Langt under halvdelen – 41 procent – har arbejdsmarkedspension, som 93 procent af normalt ansatte nyder godt af.

• 38 procent af de atypisk ansatte har en valgt tillidsrepræsentant mod 63 procent af de typisk ansatte, ligesom overenskomstdækningen er mindre blandt de atypiske lønmodtagere.

• Til gengæld har de atypiske i langt højere grad end normalt ansatte svingende arbejdstider. Det gælder 60 procent af dem mod 28 procent af de almindeligt ansatte.

Andelen af atypisk ansatte på arbejdsmarkedet er nogenlunde uændret i forhold til for 10 år siden. Men deres forhold er på væsentlige områder blevet klart forringet i den mellemliggende periode. I 2000 havde klart flere arbejdsmarkedspension og en valgt tillidsrepræsentant.

Der er også blevet markant færre blandt de atypisk ansatte, der har det skriftlige ansættelsesbevis, som de ellers har en lovsikret ret til, og som skal indeholde nærmere specificerede oplysninger om ansættelsesforholdet.

Urovækkende

»Det er nyt, at der er en så betragtelig forskel mellem medarbejdere i typiske og i atypiske ansættelsesforhold, og forholdene for de atypisk ansatte ser ud til at blive værre. Det er, som om arbejdsgiverne vælger en kernearbejdskraft, som de satser på, og så perifere medarbejdere, som bare går ind og ud. Den trend kan man godt frygte vil fortsætte, og det er meget urovækkende,« mener Steen Scheuer.

Han pointerer, at undersøgelsen er gennemført ved hjælp af interview blandt arbejdstagere, som man har kunnet få fat i via nettet og telefon. Man har ikke været ude og se på den grå del af arbejdsmarkedet, hvor den vandrende, østeuropæiske arbejdskraft befinder sig. Derfor er der i undersøgelsen tale om et absolut minimumstal for atypisk arbejde i Danmark, understreger Steen Scheuer. 

»Hvis vi ikke permanent skal have et todelt arbejdsmarked, hvor nogle fastholdes i jobtyper med konstant risiko og personlig usikkerhed, skal lovgivning og kollektive overenskomster i højere grad indrettes på, at der også findes ansatte på atypiske vilkår. Og at disse også skal have del i de rettigheder, de fastansatte har,« mener han.

Det kan blandt andet ske ved at mindske forekomsten af karensbestemmelser – altså tidsfrister for, hvornår man har optjent retten til et bestemt gode – i de kollektive overenskomster, påpeger han.

FOA skammer sig

I LO-familien er FOA det forbund, hvor den største procentdel af medlemskredsen er atypisk ansat. Det drejer sig om 21 procent – altså lidt over gennemsnittet for den samlede arbejdsstyrke. FOA-formand Dennis Kristensen erkender, at forbundet har et problem af anseelig størrelse. Et problem, som forbundet i historisk perspektiv har behandlet stedmoderligt og først de seneste år er begyndt at håndtere fornuftigt.

Det drejer sig primært om tilkaldevikarer på pædagogmedhjælperområdet og ikke-uddannede på ældreområdet.

»En årrække var det en udbredt grundholdning både centralt og lokalt i FOA, at hvis man var timelønnet, så måtte man være på vej til uddannelse. Og der skulle ligge en motivation i, at man først fik goderne, når man var uddannet. Derfor blev der ikke brugt penge på én ved de centrale overenskomstforhandlinger og de lokale lønforhandlinger. Men den holdning har vi heldigvis gjort op med ved de seneste to overenskomstfornyelser,« siger Dennis Kristensen.

FOA-formanden mener, at fagbevægelsens primære mål i dag er at bekæmpe enhver form for diskrimination. I det lys kan han godt skamme sig over, at hans forbund for bare få år siden førte en politik, der accepterede en ’randarbejdsstyrke’, som ikke behøvede samme fokus som kernearbejdskraften og godt kunne acceptere ringere vilkår.

»Ethvert medlem af FOA har krav på, at vi skaffer dem alt, hvad vi kan skaffe. Og hvis vi ikke kan gøre det i tilstrækkelig grad via overenskomster, så er jeg tilhænger at, at lovgivning må træde til,« siger han.

3F klarer det selv

I forbundet 3F er 15 procent af medlemmerne atypisk ansatte. Det drejer sig ikke mindst om medlemmerne af Den Grønne Gruppe, der arbejder på gartnerier og i landbruget. Gruppeformand Arne Grevsen vil meget gerne have sig frabedt, at lovgiverne begynder at blande sig for at forbedre vilkårene for hans atypisk ansatte medlemmer.

Det er et anliggende for arbejdsmarkedets parter, og Arne Grevsen kunne sagtens løse problemerne via overenskomsterne – hvis lovgiverne til gengæld ville sætte en stopper for, at arbejdsgiverne kan nedlægge deres selskaber den ene dag og opstå den næste med nyt navn, men samme medarbejdere, mener han.

»Vi kan stå med et vikarbureau med 20 ansatte, som vi har fået en overenskomst med. Dagen efter meddeler de, at de har lukket virksomheden, og nu er det tante Clara, der står som ejer af den nye virksomhed. Det vil sige, at den ikke er overenskomstdækket, og så kan vi starte forfra. Den type jura skulle vi gerne have lovgiverne til at hjælp os med. Så skal vi nok klare resten og sørge for samme ydelser for samme arbejde,« siger han.

Arne Grevsen kan udmærket forstå mennesker, der helst er fri for de bånd, der ligger i en fast ansættelse. Men uanset deres ansættelsesforhold skal de have de rettigheder, man har på det normale arbejdsmarked, betoner han.

Magistre er ved at give op

I Dansk Magisterforening er andelen af atypisk ansatte medlemmer helt oppe på 37 procent. Det skaber problemer for mange magistre at gå rundt på arbejdspladser uden jobsikkerhed, mange gange uden at være del af det sociale liv og kun i begrænset omfang tilgodeset af kurser og efteruddannelse.

Næstformand Peter Grods Hansen har problemer med den lovgivning, der skulle beskytte mod misbrug af midlertidige ansættelser ved at gøre den tredje, midlertidige ansættelse i samme job til en automatisk fastansættelse. 

»Det har vist sig altid at være muligt at krybe uden om lovgivningen ved at bruge bestemmelsen om, at den tredje midlertidige ansættelse er ok, hvis der findes objektive begrundelser for den. Man kan for eksempel nøjes med begrundelsen, at der ikke er flere projektmidler,« påpeger han.

Atypisk ansættelse er et problematisk område, hvor det ikke er lykkedes at flytte væsentligt på vilkårene, erkender Peter Grods Hansen.

»Vi gør, hvad vi kan, og det er muligvis for lidt. Om det er lovgivning, der skal til – ja, det kan godt være. For det er jo ikke til at flytte arbejdsgiverne. De kan jo slippe billigere fra et ansættelsesforhold og i mange tilfælde slippe for sager i forbindelse med usaglige afskedigelser,« siger magistrenes næstformand, der ved de senest tre overenskomstforhandlinger forgæves har fremført krav om større tillæg for at være tidsbegrænset ansat.

Paradoksalt

Steen Scheuer finder det paradoksalt, at det overhovedet er nødvendigt med atypiske ansættelser på det fleksible danske arbejdsmarked, der altid fremhæves for virksomhedernes muligheder for at ansætte og afskedige efter behov.

»Nogle virksomheder finder det åbenbar belejligt at slække yderligere på de få ansættelsesregler, der trods alt findes,« konstaterer han.

Peter Grods Hansen fra Dansk Magisterforening deler synspunktet med henvisning til den udbredte brug af tidsbegrænsede ansættelser i den offentlige sektor:

»Hvis man i en myndighed ikke har en planlægningshorisont, der er længere end de fire-fem måneder, som det kræver at afskedige folk, står det sløjt til. Der er ingen objektiv grund til at bruge midlertidige ansættelser,« mener han.

Det synspunkt deler man langtfra i Dansk Erhverv, som repræsenterer 20.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning og videnservice, oplevelse og velfærd. Heriblandt også en stor del af vikarbranchen. 

Underdirektør Charlotte Vester siger:

»Der er klart brug for tidsbegrænsede ansættelser. For eksempel for at tage vikarer ind for medarbejdere, der går på barsel eller er blevet langtidssygemeldte. Og det er langt bedre, at alle parter ved, hvornår ansættelsesforholdet slutter, så der er helt rene linjer.«

Frie fugle

Charlotte Vester pointerer, at rigtig mange mennesker søger vikarbureauerne og atypiske ansættelser af egen drift. Det er ofte frie fugle, der siger til og fra i forhold til, hvordan det passer ind i deres liv og behov for indtægt. Samtidig har vikarbranchen en anden fordel, som hun mener, man skal være opmærksom på:

»Vikarbranchen er en buffer og er med til at skaffe rigtig, rigtig mange mennesker i fast job, fordi den introducerer dem på virksomhederne. Det gør ofte, at de bliver sluset ind permanent. I en situation som den nuværende, hvor udviklingen er på vippen, og vi ikke ved, om det vil gå frem eller tilbage, bliver der ansat vikarer i virksomheder, der har et arbejdskraftbehov, men ikke tør ansætte nogen fast. Viser behovet sig permanent, fastansættes de,« siger hun.

Charlotte Vester er ked af de brodne kar i branchen, der gør sig skyldige i de forsvindings- og genopstandelsesnumre, som Arne Grevsen fra 3F gør opmærksom på. Det er noget, man har øje for og prøver at sætte ind mod i den etablerede del af branchen, hvor det vrimler med overenskomster, påpeger hun.

»Der er en meget intensiv overenskomstdækning på vikarområdet. Man kommer så let til at sige, at fordi nogen er atypisk ansatte, så har de dårlige vilkår. Det har de ikke nødvendigvis. Jeg mener, det klart er en opgave for arbejdsmarkedets parter at løse de problemer, der er. Og så kommer der senere på året en lov, som kommer til at regulere vikarområdet,« siger Charlotte Vester.

Anciennitet er et problem

Charlotte Vester henviser til en lov om vikarer, som skal vedtages i år som opfølgning på et EU-direktiv.

LO-advokat Ane Kristine Lorentzen vurderer det imidlertid som tvivlsomt, om den kommende lov vil rette op på det problem, at mange vikarer fra vikarbureauer ikke optjener anciennitet i deres ansættelse og derfor ofte ikke vil modtage anciennitetsbestemte goder.

»Generelt er den danske lovgivning på området problematisk, fordi mange goder er knyttet op på virksomhedsbestemt anciennitet, og reglerne derfor rammer atypiske lønmodtagere, der ofte skifter arbejdsgiver. Samme problem findes i overenskomsterne,« siger Ane Kristine Lorentzen, der har stået for den juridiske del af rapporten.