Farvel til kvindernes forbund

Af

Ligestillingsforskere frygter, at den planlagte fusion mellem Kvindeligt Arbejderforbund og Specialarbejderforbundet vil svække indsatsen for ligestilling i fagbevægelsen. KAD- næstformand tror, at det nye forbund kan blive en endnu stærkere stemme i ligestillingsdebatten.

Noget for noget I løbet af de kommende par måneder skal delegerede og medlemmer i Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) beslutte, om de vil fusionere med Specialarbejderforbundet (SiD). Dermed kan de træffe en historisk beslutning om at opløse den vestlige verdens eneste fagforbund med kun kvindelige medlemmer.

Men selv om der kan være mange gode grunde til at fusionere, forsvinder dermed også et forbund, der gennem sine 103 års levetid har haft stor betydning i kampen for kvinder i almindelighed og de ufaglærte kvinder i særdeleshed. Og ligestillingsforskere er bekymrede:

»Der er ingen tvivl om, at KAD som et rent kvindeforbund har været med til at fastholde køn og ligestilling på dagsordenen. Og tidligere erfaringer med sammenlægninger i fagbevægelsen viser, at det er kvinderne, der taber ved kampen om posterne,« siger Anette Borchorst, lektor ved Aalborg Universitet.

Hun peger samtidig på, at færre kvinder i toppen erfaringsmæssigt også betyder mindre fokus på ligestilling og arbejds- og familieliv.

KAD har kæmpet for kønskvotering i det nye storforbund, hvor fordelingen af topposterne skulle afspejle andelen af kvinder og mænd blandt medlemmerne. Men det krav ville SiD ikke acceptere. Til gengæld er forbundene blevet enige om en aftale om såkaldt fair repræsentation.

Den indebærer, at KAD i de første otte år er sikret cirka en femtedel af de ledende poster i forbund og lokalafdelinger, hvilket svarer til KAD-medlemmernes andel i det nye forbund.

Kvinderne trækker sig fra magtkampe

En permanent kønskvotering til de ledende poster i det nye forbund ville betyde, at cirka en tredjedel af de ledende poster – svarende til de to forbunds samlede andel af kvindelige medlemmer – skulle tilfalde kvinder. Kønsforsker Jo Krøjer, ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenter siger:

»Uden kønskvotering risikerer man en negativ spiral, hvor mændene med årene kommer til at sidde på flere og flere poster. Det er vigtigt med en nogenlunde ligelig repræsentation, når to kulturer mødes, og man skal forsøge at skabe en ny kultur sammen. Ellers vil kvinderne blive kørt over,« siger Jo Krøjer.

Hun ærgrer sig også over, at aftalen om fair repræsentation ikke retter op på, at de nuværende kvindelige SiD-medlemmer i forvejen er stærkt underrepræsenteret i SiD’s ledelse, hvor for eksempel blot fire procent af hovedbestyrelsesmedlemmerne er kvinder, selv om 18 procent af medlemmerne er kvinder.

Som et led i fusionen skal de 35 KAD-afdelinger og 263 SiD-afdelinger smeltes sammen til i alt 72 afdelinger. Og selv om de tidligere KAD’ere altså er sikret en andel af de lokale ledelsesposter, som svarer til andelen af medlemmer i afdelingen, frygter Anette Borchorst, at mændene vil løbe med de mest magtfulde poster:

»Hvis albuerne kommer helt ud af ærmerne i magtkampene, er der en tendens til, at kvinderne trækker sig. Det skal ikke forstås sådan, at KAD-kvinderne er skrøbelige porcelænsfigurer, og at alle mænd bare buldrer igennem. Men generelt kan kvinder ikke lide alt for markante konflikter og for meget uro,« siger Anette Borchorst.

Det er i første omgang op til afdelingerne selv at finde sammen, og den proces er allerede i gang. I KAD’s afdeling 1 i København har formand Henriette Olofsen eksempelvis aftalt, at hendes afdeling skal fusioneres med SiD-afdelingen Fabrik og Special. Selv om Henriette Olofsen er for fusionen, gruer hun også for et afdelingslandkort med lutter mandlige høvdinge:

»Jeg frygter, at der bliver mandlige formænd langt de fleste steder, mens kvinderne bliver næstformænd. I KAD-afdelingerne har vi altid lagt vægt på, at arbejds- og familieliv skal kunne hænge sammen, mens SiD-afdelingerne har en anden arbejdskultur, hvor arbejdet fylder mere.

Det vil nok skræmme mange kvinder fra at stille op, og så har kvinder generelt heller ikke så meget selvtillid. For mit eget vedkommende kan jeg da også tænke: Hvad vil mændene nu tænke, hvis de får en kvindelig formand,« siger Henriette Olofsen.

Jane Korczak, næstformand i KAD, havde meget gerne set kønskvotering på ledelsesposterne i det nye forbund, og hun erkender risikoen for, at KAD’erne i første omgang vil få mange næstformandsposter. Men på længere sigt tror hun, at kvinderne vil komme længere frem i geledderne. Og hun mener langt fra, at det nye forbund vil betyde en svækkelse af den ligestillingsindsats, som KAD hidtil har stået for.

»Som ambitionerne er, kommer fusionen til at betyde meget positivt for ligestillingsindsatsen.

Alle i SiD-ledelsen ved, hvor meget det her område betyder for os, og derfor tror jeg også, at det vil blive taget seriøst. Vores håb er, at vi som et stort forbund med mange mænd i endnu højere grad end hidtil kan være med til at sætte en dagsorden og bryde en lanse ind med nogle holdninger, som alle mændene ikke nødvendigvis er enige i,« siger Jane Korczak.

Mainstreaming

Hun peger på, at barselsfonden – som er et brandhedt emne i de igangværende overenskomstforhandlinger – heller aldrig ville være kommet så tæt på at blive virkelighed, hvis ikke en række mandeforbund havde støttet ideen.

Som et led i fusionsaftalen bliver der etableret et særligt ligestillingssekretariat i forbundshuset, som blandt andet skal holde øje med udviklingen i mænds og kvinders poster i forbundet. Det anbefales, at alle lokalafdelinger udpeger en ansvarlig for ligestilling.

Jo Krøjer peger på, at fusionen er en stor chance for at sætte en helt ny dagsorden, hvor ligestillingen bliver central i hele det fagpolitiske arbejde. LO-fagbevægelsen vedtog netop på LO-kongressen i oktober, at mainstreaming skal være den bærende ligestillingsstrategi.

Mainstreaming betyder, at kønsmæssige aspekter tænkes ind i alle indstillinger og beslutninger, uanset om det handler om arbejdsmiljø, nye overenskomster eller noget helt tredje.

Hvis ligestillingsindsatsen ikke skal blive klemt i fusionen, kræver det en erkendelse af, at ligestilling ikke er et luksusproblem.

»Ofte forstår man ligestilling og mainstreaming som noget, man gør for kvindernes skyld ved at tage noget fra mændene. Men ligestilling kan også være til gavn for mændene. Det er ikke en kamp om bestemte privilegier. Det handler om at træffe mere kvalificerede beslutninger for alle grupper. Ligestillingen vil gå helt død, hvis der bliver talt om det på den måde, at mændene skal give afkald på noget, eller talt ligestilling bare for at hjælpe kvinderne,« siger Jo Krøjer.

Elisabeth Møller Jensen, direktør i Kvinfo, der formidler viden om kvinde- og kønsforskning, er ikke i tvivl om, at KAD – hvis fusionen vel at mærke bliver gennemført – vil gå over i historien som et kvindeforbund ikke blot af navn, men også af stor gavn:

»Man skal ikke undervurdere, at KAD har sikret synlige kvinder i fagbevægelsen. Den anden kvindelige minister i Danmark, Fanny Jensen, var for eksempel tidligere KAD-formand. Og det har også haft stor betydning, at KAD har sikret kvinder i LO’s ledelse på tidspunkter, hvor der ellers ikke ville have været nogen,« siger hun.

KAD-næstformand Jane Korczak arbejder målrettet frem mod fusionen, men hun er ikke i tvivl om, at de nostalgiske tanker om 103 år som kvindeforbund på et tidspunkt vil ramme hende:

»Jeg har valgt at parkere de tanker bagest i både hjerte og hjerne. Vi er nu nået til et punkt, hvor vi må videre. Men på et eller andet tidspunkt bliver det da den store kollektive tudetur,« siger Jane Korczak.