Farvel til idealbilledet

Af Jan Birkemose, redaktør

Konklusioner skabt af regeringens ekspertudvalg er ikke så uafhængige, som vi håbede. Derfor skal de fremover have samme behandling som rene, politiske udmeldinger.

LEDER »Something beats nothing«. Så kortfattet lyder konklusionen, når professor Peter Munk Christiansen fra Syddansk Universitet skal begrunde, hvorfor det danske samfund fortsat skal have ekspertudvalg. Efter A4 har gennemført den første undersøgelse blandt medlemmerne af regeringens mange råd, nævn og udvalg, kunne man ellers kortvarigt fristes til at tilslutte sig det oprør mod smagsdommerne, som forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen indledte i sin berømte nytårstale i 2002.

For hvad skal vi med ekspertudvalg, hvis det ikke er den saglige, uafhængige ekspertise men derimod den politiske styring, der præger udvalgene? Kan vi ikke lige så godt rive glansbilledet i stykker og sparke bolden tilbage til politikerne og kræve, at de selv lægger navn til samfundsændringerne, hvis de alligevel ikke kan lade være med at blande sig i eksperternes såkaldte uafhængige arbejde.

Svaret er ja og nej.

Ja, fordi det er en parodi på et demokratisk samfund, hvis politikerne fjernstyrer uafhængige eksperter og udelukkende anvender dem som legitimitet for at gennemføre upopulære beslutninger. Og nej, fordi bare en lille smule indflydelse til eksperterne trods alt er bedre end slet ingen rådgivning fra eksperterne.

Uanset hvad føjer A4’s undersøgelse endnu et spøjst kapitel til ekspertudvalgenes slingrekurs i de sidste mange år. Med Anders Fogh Rasmussens ord fik de statslige råd og nævn lov til at knopskyde til et sandt vildnis under den tidligere SR-regering. Derfor indledte regeringen sit korstog mod det såkaldte eksperttyranni i 2002 og kort efter var 130 råd, nævn og udvalg blevet slagtet. Ifølge Anders Fogh Rasmussen var en del af motivet til saneringen, at det var ’mærkværdigt’, at en gruppe eksperter i de nedlagte råd og nævn altid havde andre holdninger end VK-regeringen.

Måske er sandheden, at de pågældende eksperter ikke nødvendigvis havde andre politiske holdninger end regeringen, men at deres faglige holdninger bare ikke flugtede med regeringens politiske mål. Problemstillingen kan meget vel være den samme, som nu afdækkes i A4’s undersøgelse: Politikerne vil frem til et politisk resultat, der er mere eller mindre defineret på forhånd, og eksperterne og organisationsrepræsentanterne, der sidder i regeringens udvalg og kommissioner, skal blåstemple resultatet. Derfor puster politikerne via deres embedsmænd de uafhængige eksperter i nakken, så resultaterne ender indenfor politikernes målskive.

Der kan godt argumenteres for, at en flok højtuddannede universitetsfolk, der ikke er valgt af befolkningen, ikke skal have magten til at skrive konklusionerne i udvalgsarbejderne. Hvorfor skulle de dog det? Vi lever jo i et demokratisk samfund, hvor det er helt rimeligt, at magten ligger hos dem med den største opbakning.

Dog er det et rimeligt krav, at politikerne – uanset skiftende flertal – altid forpligtes til i det mindste at følge eksperternes råd så langt, at resultaterne får et minimum af lødighed og langtidsholdbarhed. Men samtidig må det stå helt klart, at idealbilledet af de uafhængige ekspertgrupper ikke findes. Derfor gider vi ikke høre mere sniksnak om politiske mål, der er hævet over almindelig diskussion, fordi de har været en tur igennem en ’uafhængig’ ekspertgruppe. Politiske mål er og bliver politiske og skal forsvares med politiske argumenter.