Farvel til den danske stamme

Af

Indvandrerne kan blive danskernes redning. »Tak for polakkerne« og »velkommen til tyrkerne«, siger økonom og forfatter Hans Kornø Rasmussen med en ny danmarkshistorie set med demografiske briller.

DANSKHED Her kommer et regnestykke, som alle danskere burde interessere sig for. Det er ret enkelt: De seneste 40 år har hver dansk kvinde kun leveret 1,7 barn til stammen af leverpostejfarvede dannebrogsbærere. For hver 100 forældrepar mangler der rundt regnet 15 børn, for at den danske stamme kan overleve på lang sigt.

Når væksten i velfærd og velstand alligevel kan fortsætte i Danmark, så skyldes det i høj grad indvandringen.

Det er et forhold, der burde ændre danskernes syn på indvandrere som en trussel mod det danske samfund, mener økonom og forfatter Hans Kornø Rasmussen. For indvandrerne redder os faktisk fra et faldende folketal, der ville gøre det mere end svært at opretholde velfærdssamfundet, som vi kender det i dag:

»Opbremsningen i det danske folketal er total. Sidste gang, danskerne var i stand til at reproducere sig selv, var i 1968. Det er stort set kun indvandrere og børn af indvandrere, der får folketallet til at stige i dag!«

Men den danske indvandrerdebat foregår, som om ingen har opdaget den enorme demografiske øretæve, vi ville stå med, hvis Danmark stadig skulle klare sig selv uden den indsprøjtning af unge, arbejdsdygtige hænder, der er fulgt med indvandringen de seneste årtier.

»I andre lande diskuterer man det her meget. Sammenkoblingen mellem indvandringen og de lave fødselstal. Men ikke i Danmark. Vores debat fokuserer først og fremmest på danskheden og på, at vi skal passe på vores kultur og alt det der.«

Hans Kornø Rasmussen begyndte selv at interessere sig for indvandring og befolkningsstatistik i starten af 1990’erne. Hvor meget den danske debat adskiller sig fra resten af verden, blev for alvor tydelig for ham, da han for nylig var i Melbourne til en international konference om migration, hvor små 1.000 eksperter, politikere og embedsmænd diskuterede de folkevandringer, der følger i globaliseringens kølvand.

Værtslandet Australien ligger som en vestlig ø midt mellem u-lande, hvor befolkningerne stadig vokser eksplosivt. Men debatten bar ikke præg af den samme angst for kulturel fremmedhed, som fylder den politiske scene herhjemme.

»Den måde, de håndterer indvandring på, er helt anderledes positiv. De tager imod dem med glæde. Fordi de godt er klar over det tilskud, det giver til økonomien. Men indvandringen giver også et kæmpe tilskud til den danske økonomi. Prøv lige at forestille dig, at vi ikke havde fået indvandrere siden 1985!«

Nogle ville jo sige, at så havde vi sparet en formue på kontanthjælp og boligsikring op gennem 1980’erne og 1990’erne.

»Det havde vi også. Men prøv lige at se på statsoverskuddet i dag. I dag er de fleste indvandrere i beskæftigelse i centrale sektorer. Mange af dem er jo faktisk kommet i arbejde nu. I dag tager vi jo også imod polakkerne, men der har godt nok skullet et langt tilløb til – og vi er ikke helt glade alligevel, vel, for hvad kan det ikke ende med?«

Hvor kommer denne danske skepsis fra?

»Ja, det spørgsmål har jeg også stillet mig selv. Hvorfor har vi opbygget den der nationale selvglæde? En selvopfattelse, hvor man ikke kan have et politisk parti, uden det hedder »Folkeparti«, eller et firma uden det hedder »Dansk-et-eller-andet«?«

En af forklaringerne kunne være, at danskerne slet ikke er en nation – men snarere en stamme, der er vant til at stole på hinanden, fordi alle er ens, mener Hans Kornø Rasmussen.

Den danske stamme

Ifølge Nudansk Ordbog er en stamme »en gruppe mennesker af samme race og med samme sprog og kultur og med en høvding som overhoved«.

Udskifter man høvding med dronning, så passer billedet smukt på den danske befolkning før 1960, mener Hans Kornø Rasmussen:

»Vi er den der stamme af hvide, danske protestanter stort set alle sammen. Op til 1960 havde der højst været 4.000 personer i Danmark, som kom fra lande uden for Europa – det er under en promille. Og først i midten af 80’erne ændrer det billede sig for alvor.«

I bogen »Den danske stamme« følger Hans Kornø Rasmussen den danske stammes demografiske historie fra istiden til 2008. Her dokumenterer han, at selv om Danmark til alle tider har haft indvandring, så har der aldrig i landets historie fundet en demografisk forskydning sted, som den, vi har set, siden midten af 80’erne.

»Det kan forklare de reaktioner, der kommer i Danmark. Vi var så inderligt uforberedte på det, der kom. Mens de andre europæiske lande har haft kolonier og havde haft meget bedre historiske forudsætninger for at håndtere indvandrerspørgsmål. Det betyder, at debatten bliver meget mere drabelig herhjemme, og at indvandringen bliver selve det politiske omdrejningspunkt. Noget, der kan afgøre et valg. Det ser du ingen andre steder.«

Når venstrefløjen prædiker, at den situation, vi står i, ikke er så usædvanlig i historisk perspektiv, så er det lodret forkert, mener Hans Kornø Rasmussen.

»Der er ingen tvivl om, at det er Dansk Folkeparti, der har ret i den diskussion,« siger han. Og retter brodden mod den modsatte fløj i debatten:

»Jeg ville virkelig ønske, venstrefløjen erkendte, at vi har en historisk usædvanlig indvandring, og at det giver nogle helt nye, anderledes udfordringer – men samtidig sagde: Vores politiske løsninger er altså nogle andre end dem, Pia Kjærsgaard byder på. Men problemet er, at der vil være så mange ting, der skal laves om, også i hele velfærdssystemets indretning. Og det er nok derfor, venstrefløjen ikke har brudt sig om at tale om det her.«

Indvandring giver ulighed

En af de svære forandringer, som indvandrerne bliver katalysatoren for, er opgøret med den danske lighedstanke, mener Hans Kornø Rasmussen.

»Vi bliver nok nødt til at acceptere, at der bliver en større ulighed, når der kommer mere indvandring. Vi har skabt vores velfærdssamfund sådan, at vi forsørger alle, der kommer ind. Men det er upraktisk, hvis man er indvandrerland. Introduktionsydelse er et forsøg på at løse det problem. Det vil venstrefløjen jo ikke acceptere – men det tror jeg, de bliver nødt til,« siger han og uddyber:

»En anden ting er, at vi har en lighed på arbejdsmarkedet, der gør, at selv meget dårlige job bliver aflønnet relativt højt. Det er nok en af forklaringerne på, at vi er blandt verdens dårligste til at integrere på arbejdsmarkedet. Når vi uddanner vores egen befolkning, så er der mange job, som vi ikke selv gider have, og som indvandrerne tager. Vi er der næsten allerede nu: Det er udlændinge, der gør rent og kører taxa og busser. Gå ned på tandlægeklinikken, så er klinikassistenten en indvandrerpige. Og på min mors plejehjem er mange af sosu-assistenterne også indvandrere. Det er helt centrale opgaver, de mennesker løser, og de giver et kæmpe økonomisk tilskud til vores samfundsøkonomi.«

Velkommen til tyrkerne

Forståelsen for, at vi er dødeligt afhængige af indvandrerne, bliver stærkt relevant, når vi skal diskutere Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU, mener Hans Kornø Rasmussen.

»I dag kan beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger: Takket være polakkerne og litauerne har opsvinget kunne køre og inflationen holdes nede. Tak for polakkerne! Problemet er jo bare, at den demografiske udvikling med en aldrende befolkning og lave fødselstal i Polen og de lande er meget værre end her. Så man kan med stor sikkerhed sige, at den arbejdskraftreserve, vi har i Østeuropa, tørrer ud på et eller andet tidspunkt. Og hvor er den næste arbejdskraftreserve? Det er selvfølgelig i Tyrkiet.«

I følge Hans Kornø Rasmussen kan man så vælge at beklage, at Europa er omgivet af muslimske lande på alle sider:

»Men det er vi altså, hvis du kigger på et verdenskort. Det bør skærpe vores evne til at højere grad at forstå og samarbejde med muslimer. For vi får brug for dem. Det er hævet over enhver tvivl. Så det kan godt være, at min generation vil sige: Vi er en stamme, og det må vi hellere holde fast i, men det vil de kommende generationer ikke være enige i, når de vokser op. Om nogle hundrede år vil Europa se helt anderledes ud, så vil vi mere ligne USA med alle slags mennesker.«

Vil det ændre stammementaliteten, hvis det går op for danskerne, at vi har brug for indvandrerne?

»Jeg har stor forståelse for den der stammementalitet. Men der vil komme folk ind! Fordi vi er så rige, og de er så fattige. Så der er ikke nogen vej udenom. Så kan vi lige så godt sige, at vores stamme skal være kendetegnet ved åbenhed og inkludering.«

Hans Kornø Rasmussen ville i den grad ønske, vi kunne fjerne EU-forbeholdet – også på indvandrerområdet, så vi kunne oparbejde en fælles indvandrerpolitik i Europa.

»For det er klart, at det er et fælles problem, hvis du kigger på landkortet. Millioner og millioner af fattige står på spring, og det skal løses i fællesskab, der er ikke noget at spille om. Hvorfor skal vi så stå udenfor som det eneste rige land? Det har jeg svært ved at acceptere, humanistisk og politisk.«